Politikere kræver fornyelse af den danske model

SF efterspørger en mere harmonisk forhandlingsmodel på det offentlige område. Minister vil indkalde parterne.
Mens arbejdskonflikterne på det private arbejdsmarked er til at overse, så er der til gengæld ofte konflikter - strejker eller lockout - på det offentlige arbejdsmarked.

De seneste knap tre måneder har de danske sygeplejersker strejket, indtil regeringen i sidste uge valgte at lave et lovindgreb, som stoppede strejken.

Indgrebet i sygeplejekonflikten får nu flere til at rejse debat om forhandlingsmodellen på det offentlige område.

Et ulige magtforhold

Der er på det offentlige område, nogle grundlæggende udfordringer i forhold til styrkeforholdene mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Den danske model bygger på princippet om, at det er lønmodtagere og arbejdsgivere der forhandler, og politikerne blander sig i videst mulige udstrækning udenom. Men på det offentlige arbejdsmarked er politikerne også arbejdsgivere.

Og det offentlige har - i hvert fald i teorien - en uendelig stor pengetank, som betyder at medarbejderne ikke skal frygte at høje lønstigninger fører til en statsbankerot.

På det private arbejdsmarked er det derimod sådan, at hvis medarbejderne strejker, så kan virksomheden ikke producere, tjene penge og risikerer at gå konkurs, mens medarbejderne omvendt har en interesse i at virksomheden er konkurrencedygtig og derfor ikke vil kræve mere i løn, end at deres arbejdsplads fortsat bevares.

Og i tilfælde af en strejke eller lockout, så mister staten ikke indtægter, men sparer lønkroner.

Minister indkalder parterne

Den udfordring er ikke ny, men under behandlingen af sygeplejerske-indgrebet forleden, sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at han nu vil indkalde parterne til drøftelser af eventuelle justeringer af modellen.

I de drøftelser kunne man f.eks. kigge mod Sverige, hvor man har lagt forhandlingerne mellem i det offentlige i en selvstændig organisation, Arbetsgivarverket, hvor det er embedsmænd, der forhandler lønnen med fagforeningerne.

Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet har talt positivt om at se på ændringer af modellen.

Flyttede omstridt styrelse

Efter overenskomst-fornyelsen i 2018 sagde partiets formand, Mette Frederiksen, følgende:

”En forhåbentlig kommende socialdemokratisk ledet regering vil sætte et arbejde i gang sammen med arbejdsmarkedets parter og Folketinget om at forny den danske model,” sagde hun til Ritzau og fortsatte:

”Dels om Moderniseringsstyrelsen, dels om de overordnede økonomiske rammer for vores velfærd og fremtiden for den danske arbejdsmarkedsmodel på det offentlige arbejdsmarked.”

I forbindelse med regeringsskiftet i 2019 besluttede man - til en begyndelse - at flytte Moderniseringsstyrelsen fra Finans- til Skatteministeriet og give den nyt navn til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Støttepartier kræver fornyelse

Regeringen skal bare se at komme i gang med arbejdet med at forny den danske model, lyder det fra SF:

"Det er dybt kritisabelt, også fordi vi har rykket dem. Jeg mener også, at noget af den konflikt, der har været her, kunne være undgået, hvis man havde en mere harmonisk forhandlingsmodel," siger partiets gruppeformand, Jacob Mark, til Politiken.

SF vil have nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan modellen kan ændres inden fremtidige overenskomstforhandlinger. Også Enhedslisten vil se på, hvordan der kan laves andre løsninger.

3F står på den danske model

Det er dog ikke alle fagforbund, som er lige begejstrede for udsigten til forandringer. I Den Offentlige Gruppe i 3F vil man oven på regeringens udtalelser kigge på, hvorvidt der kan og skal justeres i måden, man forhandler overenskomster på.

"Dybest set står vi bag den danske model. Det er vores udgangspunkt, og dét, vi er bygget op på," siger formand for Den Offentlige Gruppe, Lydia Callesen, til Fagbladet 3F.

"Det er rigtigt, regeringen også er arbejdsgiver, men det har vi levet med i rigtigt mange år. Det er jo den danske model," siger hun.
 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er fuldstændig indlysende, at den danske model ikke fungerer på det offentlige arbejdsmarked. Det var det samme med lærerne for et par år siden som med sygeplejerskerne nu, intet er ændret der.

Jeg undrer mig egentlig mest over, at 3f (min egen fagforening) ikke kan se det. De plejer da at være mere klarsynede end det.

Med moderniseringsstyrelsen, befolket af ac'er, bliver der 0,00 til alle andre end ac'er, så forstår godt 3F.
At modelen, så ikke virker i det offentlige, er en anden snak

Er det Thor Højland?

Aftalemodellen fungerer på det offentlige arbejdsmarked. Det er helt indlysende, at der bliver et kæmpe pres på de folkevalgte, når offentlig service ikke leveres, når børnene ikke kan blive passet, når elever ikke kan få deres uddannelse, når virksomhederne ikke får deres godkendelser eller tilskud. Det opvejer helt det økonomiske pres på en virksomhed.

Og på det højt besungne private arbejdsmarked griber Folketinget også ind i en konflikt, når væsentlige samfundsinteresser står på spil.

Hvis man havde fulgt forhandlingsmodellen på det private arbejdsmarked, var det hele blevet bundet sammen i et mæglingsforslag, og sygeplejerskerne havde alligevel fået en overenskomst, de ikke ville have, fordi der samlet set var flertal for mæglingsskitsen, der bygger på de områder, der er enighed om.

Med hensyn til at flytte de statslige forhandlinger til et arbejdsgiverværk, jf den svenske model, ændrer det
ikke på at regeringen og Folketinget kan gribe ind i en løbende konflikt, og ophæve en mæglingsskitsen til lov.

Men man kan efter min opfattelse fint flytte alle forhandlinger på det offentlige til et offentligt aftalenævn, det kunne sikre bedre koordinering og bedre sammenkædning af forhandlingerne. Udfordringen bliver magtfordelingen på begge sider af bordet.

Annonce