Annonce

Europa bør lære af USA’s fejlslagne Afghanistan-politik

Amerikanernes katastrofale tilbagetrækning understreger behovet for en mere selvstændig europæisk udenrigspolitik, mener debattør.
Det er ikke kun Donald Trump, der har bidraget til det, der kaldes“Amerika først”-doktrinen.

Joe Bidens tilbagetrækning fra Afghanistan bliver af mange iagttagere anset på den måde, at USA stak af fra Afghanistan med halen mellem benene.

Det er på ingen måde en supermagt værdig, at Afghanistan er nu overladt til de samme kræfter, som man i 20 år gjorde alt for at bekæmpe.

Allierede frygter for amerikanske engagement

Allierede som eksempelvis EU-landene, NATO-medlemmerne og andre asiatiske lande som Indien, SydKorea og Taiwan undrer sig over, om de fremover vil kunne regne med den hjælp, som USA har lovet, eller om de bliver svigtet.

CDU's kanslerkandidat Armin Laschet, der lige nu forsøger at blive Angela Merkels afløser, kaldte forleden Afghanistan for det største nederlag, som NATO har lidt siden grundlæggelsen af organisationen.

En vurdering der deles af andre ledere fra andre europæiske lande som for eksempel Italien, Storbritannien og Frankrig.

En tåbelig beslutning

Tony Blair, den tidligere premierminister i Storbritannien, har ligefrem kaldt Joe Bidens hastige tilbagetrækning fra Afghanistan en tåbelig beslutning. Så der er opstået nogle sprækker i det transatlantiske samarbejde.

Der er sket meget efter Joe Bidens endelige beslutning om at trække alle tropper tilbage fra Afghanistan.

Derfor skal EU-landene mobilisere viljen til at samarbejde for at reducere flygtningestrømmen til Europa, der vil komme som et direkte resultat af USA’s strategi om “Cut and run”, det vil sige nærmest flygte ud af landet, i stedet for at man overdrog magten til dem som var demokratisk-sindede og som havde på sindet at respektere kvinders rettigheder.

Al-Qaeda er tilbage

Mange amerikanske aviser fortæller, at Al-Queda er tilbage i Afghanistan med Bin Ladens efterfølger, Ayman Al Zawahari.

Så når Joe Biden siger, at missionen om at bekæmpe Al-Qaeda og de islamiske jihadister er slut, er der mange militære specialister, som benægter denne succes.

Europa skal i tænkeboks og skal for Guds skyld ikke begynde at efterligne USA. Europa er nødt til at styrke det europæiske samarbejde for at kunne bekæmpe terrorismen, og det er også nødvendigt at støtte nærområderne, så det kan lade sig gøre at mindske flygtningestrømmen på/til den europæiske jord.

Behov for europæisk uafhængighed

Europa er nødt til at tage et uafhængigt skridt og fortælle amerikanerne, at de i fremtiden skal være ligeværdige partnere, når det drejer sig om de sikkerhedsrelaterede spørgmål.

Jeg vil mene, at europæerne skal kæmpe for de europæiske værdier som ligestilling, respekt for kvindernes deltagelse i samfundets beslutningsprocesser, demokrati og menneskerettigheder.

Hvis vi ikke gør noget, kan vi så ikke risikere, at jihad, terrorisme og narkotika, som udgør Afghanistans største eksport, også vil plage vores samfund.

Har vi ingen forpligtelse over for for et land, som vi i den grad har blandet os i de sidste 40 år? Selvfølgelig har vi det.

Sidder tilbage med problemerne

Europa bør lære af fejlene begået i Afghanistan og andre brændpunkter i verden på den måde, at vi forbedrer og tilpasser vores udenrigspolitik til de forhold, som de nye geopolitiske ændringer i verden medfører.

Skal Europa bare acceptere, at det talibanske regime starter en af de største flygtningestrømme mod Europa, som ikke er set siden 2015? Skal Europa blive ved med at betale prisen for en fejlslagen amerikansk udenrigspolitik?

Jeg håber, at svarene på ovennævnte spørgsmål er et rungende nej!

Tiden er kommet til, at et europæisk samarbejde også fører til en sammenhængende udenrigspolitisk retning, som af og til går imod amerikanske beslutninger.

Det er nødvendigt, fordi det er Europa, der ender med at blive det kontinent, som vil modtage flygtningestrømmene. Og det er Europa, der hovedsageligt bliver påvirket af en uigennemtænkt amerikansk udenrigspolitik.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Enig i det meste. Dog er jeg uenig i, at vi skal kæmpe for kvinders ligestilling i lande fjernt fra Danmark. Det er ikke vores opgave, det må kvinderne i de respektive lande selv kæmpe for.

Tag nu Afghanistan: I 80erne var der mange fremskridt, pigerne gik i skole, og ingen behøvede at gå med tørklæøde, hvis de ikke havde lyst. Men så begyndte Vesten at støtte den interne modstandsbevægelse i landet, som bestod af fundamentalistiske muslimer, som ønskede at vælte den siddende regering.

Vesten støttede ikke denne reaktionære oprørsbevægelse for at de afghanske kvinder kunne opnå ligestilling, det var de vestlige politikere da bedøvende ligeglade med. Støtten til det kommende kalifat var begrundet i ønsket om at give Sovjetunionen en blodtud. Og det lykkedes, Vesten hoverede, og kvinderne måtte krybe i burka og forlade skolebænken, takket være støtten fra vestlige politikere som Lars Løkke Rasmussen og hans parti, Det liberale Venstre.

Så lad os hurtigst muligt få os meldt ud af NATO og i stedet indgå i et europæisk militært samarbejde. Som vel at mærke IKKE skal drage til de varme lande og kæmpe for at give lokalbefolkningerne noget, som de alligevel ikke vil have. Derimod skal en evt. stående Eurohær befinde sig ved unionens grænser, hvor den skal forsvare os mod indtrængende fjender, hvis der skulle komme sådan nogen.

Den opsøgende, aktive udenrigspolitik har spillet fallit både i Irak, Libyen, Syrien og nu Afghanistan. Selv de mest tungnemme må da nu have indset, at den aktivistiske udenrigspolitik ikke har medført andet end katastrofer for de befolkninger, som vi har "hjulpet". Men det er måske en forudsætning for at kunne komme i betragtning som politiker i Danmark, at man er udenrigspolitisk tungnem?

Mrutyuanjai Mishra, jeg er enig med dig i, at vi bør lægge afstand til USA og søge en forståelse med resten af Europa. Men vi skal ikke sende tropper uden for EUs grænser. Vi skal have en ny forsvarsalliance, som udelukkende beskæftiger sig med forsvar, og afholder sig fra enhver form for angreb, så længe der ikke er erklæret krig mod os. De såkaldte "forebyggende angreb" er reelt bare et andet navn for "angrebskrige", som jo er ulovlige. Hvis du havde spurgt tyskerne i 1939, ville de have fortalt dig, at angebet på Polen var et "forebyggende angreb".

"Vi ved, at de har WMD, det er ikke noget, vi tror" sagde AFR, så han kunne blive generalsekretær for NATO. Jeg fatter ikke, at den mand endnu ikke er blevet stillet for en krigsforbryderdomstol.

Man må lade de afghanske kvinder at de er modige, jvf. billeder fra TV af de protester de gennemfører. Modsat mændene der åbenbart er nogle skvat.
Europa er nødt til at styrke det europæiske samarbejde og bruge de frigjorte ressourcer fra Afghanistan til at stoppe indvandringen (migranterne) uanset hvilken vej den kommer.
Og så sender vi ikke danske soldater på 20 årige missioner mere, og heller ikke så langt væk til mennesker med en HELT anden kultur.