Anmeldelse: Mordet på Kalvebod Brygge

To medie-darlings fingeraftryk sad overalt på mordvåbnet, der dræbte arbejderbevægelsens avis Aktuelt.
Hver gang man lukker en kirke, forsvinder der en lille bid af himlen, sagde en af mine venner, da fagbevægelsen i 2001 besluttede at lukke Roskilde Højskole.

Samme år forsvandt endnu en af arbejderbevægelsens katedraler. Det år trak fagbevægelsen nemlig stikket på Dagbladet Aktuelt - og satte dermed et punktum for 130 års avishistorie, der startede med Louis Pios udgivelse af ‘Socialisten’ tilbage i 1871.

Den beslutning er omdrejningspunktet i bogen 'Mordet på Kalvebod Brygge - den socialdemokratiske presses liv og død'.

Det er dels en historisk fortælling om den socialdemokratiske arbejderbevægelses medieimperium, der voksede sig stort i mellemkrigstiden, men som efter krigen og besættelsen trin for trin forsvandt igen. Som det sidste kapitel sluttede det med lukningen af Dagbladet Aktuelt i 2001.

Men det er også en fortælling om, hvordan to mænd - Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersen - i et forsøg på at relancere avisen som Det Fri Aktuelt i slutningen af 1980’erne kørte avisen økonomisk i afgrunden,

Bogen er skrevet af Freddie Kristiansen, der var ansat på Aktuelt fra 1969 og frem til 1989 og i en periode tillidsmand for journalisterne på avisen.

To gemene gerningsmænd

'Mordet på Kalvebod Brygge' er i virkeligheden også en lidt misvisende titel. Skal man tro forfatteren, så var mordet nemlig sket på Rådhuspladsen 10 år forinden. Ofret - avisen - havde bare nået at flytte til nye lokaler, inden døden indtraf.

Gerningsmændene er forfatteren klar til at udpege: Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersen som i 1987 fik til opgave at vende skuden på avisen, der trods et navneskifte fra 'Social-Demokraten' til 'Aktuelt', aldrig havde opnået de store læsertal eller en holdbar økonomi.

Avisen kørte kun rundt, fordi der blev kørt store mængder af penge ind fra det daværende LO.

Det Fri Aktuelt

Nu skulle avisen i stedet hedde 'Det Fri Aktuelt' - for at understrege den redaktionelle frihed - og den måde, man skulle være fri på, var ved at slå Socialdemokratiet ekstra hårdt oven i hovedet for at bevise overfor de borgerlige medier, hvor fri og uafhængig man var.

Læserne var imidlertid ligeglade med denne redaktionelle forandring og fortsatte med at finde andre alternativer at læse i. Og de borgerlige medier var også ligeglade. De mente fortsat, at det var en lumpen partiavis.

Alt det, kan man forstå på forfatteren, forstod Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersen ikke:

"De var åbenbart så overbeviste om egne fortræffeligheder i kraft af fine dokumentarproduktioner i TV, at de ikke evnede at sætte sig ud over berømmelsen og rygklapperiet," konkluderer forfatteren undervejs.

Det kan sagtens være sandt, men det er blot en skidtspand ud over to mennesker, som formentlig ikke kørte Aktuelt i sænk med vilje.

Det havde været interessant at høre Erik Stephensen eller Jørgen Flindt Pedersens forklaring på deres beslutninger.

I stedet får man tegnet og fortalt, at de var idioter, der intet anede om hverken arbejderbevægelsen eller avisproduktion, som ansatte deres venner til høje lønninger og brændte et trecifret million-tilskud fra LO af på meget få år.

Inden de skyndte sig videre til nye jobs.

Og så trak LO stikket

Det var heller ikke Erik Stephensen eller Jørgen Flindt Pedersens, der i sidste ende endte med at lukke Aktuelt. Den beslutning tog LO's ledelse 10 år senere.

Fagbosserne kunne ikke længere forsvare at hælde 60 millioner kontingentkroner om året i en avis, som medlemmerne ikke gad at læse.

Men der var forfatteren for længst væk fra avisen, og den fortælling bliver derfor mere overfladisk behandlet end tiden med 'Det Fri Aktuelt'.

Det kunne have været interessant at høre fra nogle af de aktører i fagbevægelsen, som traf beslutningen om at lukke avisen, hvad der i virkeligheden skete - og deres refleksioner på en arbejderbevægelse uden egen avis, her 20 år efter.

En tur tilbage i tiden

Bogen gav også mig en lille tur "down memory lane". Jeg fik nemlig i slutningen af 1990'erne et fritidsjob i Aktuelts budstue på Kalvebod Brygge.

Her sorterede jeg post, pressemeddelelser der kom ind på telefaxen og andre småting. En af opgaverne var også at tage imod abonnement-afmeldinger.

Det var på det tidspunkt gået op for fagbevægelsen, at der skulle spares - og det gav i den grad arbejde i budstuen.

Hvide sedler med opsigelser fra FOA i Holstebro, 20 eksemplarer. SiD i Vordingborg, 25 eksemplarer. HK i Svendborg, 15 eksemplarer. Aviser som blot havde ligget til skue på fagforeningskontorer rundt omkring i landet. Det kunne godt blive til 100 opsigelser på sådan en helt almindelige søndag i budstuen.

Derfor kom det måske heller ikke som den helt store overraskelse, da LO valgte at lukke avisen nogle få måneder efter, at jeg stoppede. Hvis selv ikke fagbevægelsens kernetropper gad læse avisen, hvorfor skulle andre så?

Bogen ramte også personligt på et andet punkt, nemlig hele diskussionen om Aktuelts tilknytning til parti og fagbevægelse, redaktionel frihed eller ej, som også indimellem har været oppe at vende omkring Netavisen Pio.

Der er ikke decideret tale om en god bog, dertil er bitterheden for gennemsyrende. Men bogen fortæller et vigtigt kapitel af arbejderbevægelsens historie, fra en der oplevede historien på egen krop.

Den slags har også sin berettigelse.

Freddie Kristensen: 'Mordet på Kalvebod Brygge'

Freddie Kristiansen. 'Mordet på Kalvebod Brygge - den socialdemokratiske presses liv og død'. 164 sider. 229 kroner. Er udkommet på forlaget Frydenlund.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Anmeldelsen bringer minder frem: En teenage-sommer var jeg avisbud i København S og omegn. Op kl. tre om morgenen. Jeg husker ingen udbringning af den daværende socialdemokratiske avis, men Bådsmandsstræde Kaserne, som siden blev til Christiania fik leveret fire styks Nationaltidende hver dag, sikkert gratis. Det var somme tider et bøvl at komme ind til officerernes kantine med aviserne, for de vagthavende var mere eller mindre emsige klokken fire om morgenen.

Aktuelt er savnet, mens Berlinger og andre blå aviser pisser på os

Da jeg var ung og delte aviser ud, hed avisen vist Social-Demokraten, og der kan næppe være mange der siden har savnet den. Det var ganske få eksemplarer af den avis jeg delte ud, men en og anden tillidsrepræsentant var der helt sikkert på mine avisruter på Christianshavn og Sundby.

Det var helt på sin plads, at fagbevægelsen lukkede Aktuelt - men det var decideret dumt at beslutningstagerne ikke valgte at sætte noget andet i stedet.

Fagbevægelse og de politikere der kritisk forsvarer den demokratiske og solidariske politik og fordeling, har intet talerør overfor en stærk liberal og borgerlig medieverden.

På den måde undergraver bevægelsen sig selv, fordi den overlader nuværende og kommende støtter til de formidling der finder sted hos andre. Enhver bevægelse/organisation har afsat midler til kommunikation og branding, de penge forsvinder i brændeovnen fordi der ikke er en koordination. Til gengæld har der aldrig været så mange konsulenter på området som idag

Det var helt forkert at lukke avisen. Med den lukning mistede arbejderklassen/Socialdemokratiet en meget vigtig stemme i den offentlige debat og den har vi ikke fået igen.
Vi skulle i langt højere grad have forsøgt at fremstille en avis, der både var seriøs, men også folkelig med sager som avisen Ekstra Bladet har gjort og hvad så med en side 9 piger skulle den skade ligestillingen nej, man kunne jo have en side 10 mand. Vi får aldrig en avis som Aktuelt fordi ledelsen ikke turde fremstille en avis for folket.
Forøvrigt er bogen et vigtigt domkument og meget vekskrevet så den kan varmt anbefales.
I øvrigt

Annonce