Annonce

Flere sagsbehandlere sikrer hurtig adgang til Arne-pension

Ansøgere om tidlig pension får en særlig adgang til egne oplysninger fra Rigsarkivet - FOA modtager initiativerne med kyshånd
Inden længe får ansøgere om tidlig pension en særlig adgang til Rigsarkivet og hurtigere hjælp, hvis man ad den vej søger oplysninger til at supplere sin ansøgning om tidlig pension, den såkaldte Arne-pension.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Tidlig pension bliver så vidt muligt administreret digitalt med oplysninger fra en række offentlige systemer og registre.

En VIP-adgang til Arne

Ansøgere om ret til tidlig pension kan også selv indsende dokumentation for anciennitet på arbejdsmarkedet.

Det kan blive nødvendigt, når der ikke er tilstrækkelige registeroplysninger tilgængelige for Udbetaling Danmark.

Rigsarkivet har udviklet en særlig blanket til ansøgere om tidlig pension for at hjælpe borgerne med at målrette deres anmodning. Blanketten har været tilgængelig siden 1. august 2021.

Beskæftigelsesministerens lovforslag skal sikre, at der er mulighed for, at Rigsarkivet hurtigt kan behandle ansøgere, der retter henvendelse om oplysninger for at søge Arne-pension.

Der bliver også sat penge af til, at Rigsarkivet kan ansætte medarbejdere, som udelukkende koncentrerer sig om at behandle Arne-ansøgninger.

13.300 har fået ja til tidlig pension

Beskæftigelsesministeriet arbejder desuden på mulige øvrige løsninger for at fremme sagsbehandlingen i perioden frem til lovforslagets ikrafttræden.

Lovforslaget er netop sendt i høring og forventes at blive fremsat for Folketinget i oktober.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over de nye muligheder:

Jeg er rigtig glad for, at vi giver mulighed for en særlig adgang

“Jeg er rigtig glad for, at vi giver mulighed for en særlig adgang for ansøgere om tidlig pension og på den måde kan yde en ekstra service for borgere, der søger oplysninger til deres ansøgning om tidlig pension.”

Beskæftigelsesministeriet oplyste i begyndelsen af september over for Netavisen Pio, at der er mere 16.000 borgere, der har søgt om ret til tidlig pension. Heraf har ca. 13.300 ansøgninger har fået ja til tidlig pension i op til et, to eller tre år.

Mere end 4.000 har således opnået ret til tidlig pension i op til tre år, 5.800 har opnået ret til tidlig pension op til to år, mens ca. 3.500 har tilkendt tidlig pension i op til et år.

Svært at dokumentere

Lovforslaget kommer i kølvandet på kritik fra blandt andet fagforbundet FOA, der har peget på, at folk med meget omskiftelige arbejdsliv hidtil har haft vanskeligheder ved at dokumentere deres første år på arbejdsmarkedet, herunder arbejdsår i udlandet.

I visse tilfælde ligger Udbetaling Danmark ikke inde med dokumentation for ens tilknytning til arbejdsmarkedet tilbage i 70’erne. I stedet må dokumentationen som nævnt i stedet indhentes hos Rigsarkivet.

Her har ventetiden været på op til 12 måneder. Men med lovforslaget får Arne-pension-ansøgere lov til at slippe for at stå i kø med bl.a. slægtsforskere.

Modtages positivt hos FOA

Hos FOA modtages beskæftigelsesministerens initiativer med kyshånd:  

Vi hilser lovforslaget om nedsættelse af sagsbehandlingstiden i Rigsarkivet meget velkommen

“Vi hilser lovforslaget om nedsættelse af sagsbehandlingstiden i Rigsarkivet meget velkommen, og det ved jeg også vores medlemmer gør.” 

“Uvished er næsten det værste så det er meget positivt, at der kigges efter løsninger for at fremme sagsbehandlingen allerede nu,” skriver forbundssekretær hos FOA, Maria Melchiorsen, i en svarmail til Netavisen Pio.

Merudgifterne til de ekstra sagsbehandlere i Rigsarkivet finansieres af midler afsat til administrationen af tidlig pension.  

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Velskrevet! - Adgang til Arne, Arne, Arne. Og så en enkelt gang den "såkaldte" Arne-pension. Husk lige at nævne, at Arne (for mig at se) jo er Arbejds-relateret nedslidt erhvervsevne - og drop "såkaldte". Det hedder den jo!

Dejligt for de mange, der søger tidlig pension. Sådan skal det gøres.