Debat: Midt i en voldsom klassekamp

Den venstre-intellektuelle elite og den højre-liberale økonomiske elite er voldsomt provokeret af, at Danmark har en regering, der har fokus på arbejderklassens interesser.
Foto: Peter Hummelgaard/Facebook
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og bryggeriarbejder Arne Juhl
Hvis man vil se et simpelt eksempel på, hvor ulige goderne er fordelt inden for uddannelsesområdet, skal man tage en tur ud på Frederiksberg.

Med et par hundrede meters mellemrum ligger henholdsvis Frederiksberg Tekniske Skole og Copenhagen Business School, CBS.

Den ene er en betonbunker i værste 1970’er stil, den anden er arkitekttegnet af en af landets førende arkitekter, Henning Larsen. Gæt selv, hvad for en, der er hvad for en.

Da regeringen før sommerferien indgik forlig om udflytning af uddannelsespladser fra København og Aarhus, var det da heller ikke underligt, at universitetspartiet, Det Radikale Venstre, og universitetsavisen, Politiken, var voldsomt imod.

Tilbage til det uoplyste bondesamfund

Selvfølgelig i samklang med universitetsverdenens eliter, der forudså jordens undergang og Danmarks tilbagevenden til et uoplyst bondesamfund, fordi man fremover skal kunne blive tandlæge i Hjørring, dyrlæge i Foulum og jurist i Esbjerg, for ikke at tale om ergoterapeut i Haderslev og pædagog i Holbæk.

Dette var kun en begyndelse til et endnu større opgør om fordelingen af både fokus og ressourcer inden for undervisningsverdenen.

Hvordan får vi en større tilgang til de faglige uddannelser? 

Statsministeren startede italesættelsen af udfordringen lige efter ferien, og der venter en voldsom kamp med at få ændret i den bevidstløse søvngængergang fra folkeskole til gymnasiet.

”Så kunne vi alligevel blive for kloge,” konstaterer Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang lidt pigefornærmet i avisen i en artikel, der viser, at antallet af akademikere er vokset fra godt 244.000 i 2008 til godt 431.000 i 2020.

Omfordeling af privilegier

Og med udspillet fra regeringen i sidste uge om lavere dimittendsats for nyuddannede, højere dagpengesats for dem, der har været medlemmer af en A-kasse længe og oprettelsen af tre nye højtprofilerede erhvervsskoler for klima samt øget aktiebeskatning, har den socialdemokratiske regering vist, at den mener, at der er behov for omfordeling af privilegier og goder i samfundet.

Nogle medier har udlagt det som et generationstyveri: At de unge nyuddannede overvejende akademikere, skal betale for at Arne kan trække sig tilbage tidligere fra arbejdsmarkedet.

Omvendt kunne man også sige, at Arne og hans kollegaer igennem årene har knoklet, så de unge har kunnet få gratis uddannelser med en SU, der er den mest gavmilde i verden.

Masser af taletid til akademikere

Mange medier har selvfølgelig kunnet diske op med diverse nyuddannede akademikere, der ikke mener sig i stand til at tage det berømte job ved kassen i Netto, indtil drømmejobbet der er passende til en akademisk uddannelse i nordisk filologi måtte indfinde sig.

Symptomatisk er det også alle akademikerfagforeningerne og deres A-kasse, der har protesteret mod forslaget.

Men færre medier har lavet et sammenlignede kig til vores andre nordiske lande, hvor der er en markant ringere SU, der primært er baseret på lån, og hvor færdiguddannede skal søge alle slags job, ellers er der ingen understøttelse.

Symptomatisk er det også alle akademikerfagforeningerne og deres A-kasse, der har protesteret mod forslaget.

For selv om det rammer alle nyuddannede, er det primært akademikerne, der går ledige. Så forude venter opgøret om, hvor mange akademikere vi egentlig skal uddanne her i landet.

Det store bluff-nummer

Men det er ikke kun på uddannelsesområdet, at Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har provokeret ikke alene den venstre-intellektuelle elite, men også den højre-økonomiske elite.

Arne-pensionen til de arbejdere, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, var også en voldsom provokation for eliten både til højre og venstre.

Før forslaget blev gennemført kunne de lidt tilbagelænet bare pege fingre og kalde det for et socialdemokratisk bluff-nummer, der aldrig ville blive til noget. Men da det rent faktisk BLEV gennemført, fik piben en anden lyd.

Nu var det dybt uansvarlig økonomisk Anker-Jørgensen-politik. Men for arbejderne, var det første gang i mange år, at en regering indførte en forbedring af deres livsvilkår.

Vender sig mod de borgerlige

Symptomatisk var De Radikale - sammen med de borgerlige partier minus DF - imod Arne-pensionen.

Og symptomatisk er de radikale i stigende omfang ved at orientere sig mod de borgerligt, liberale partier.

Det Socialdemokrati de møder i dag, er ikke det Socialdemokrati de sad i regering med frem til valget i 2015 

For det Socialdemokrati de møder i dag, er ikke det Socialdemokrati de sad i regering med frem til valget i 2015.

For Thorning-regeringen første de facto radikal og borgerlig økonomisk politik med forringelser af dagpenge og efterløn og sænkning af topskatten.

Det er da også meget betegnende, at den socialdemokratiske fremgang ved folketingsvalget i 2015 kom fra tidligere radikale storbyvælgere.

De nye brudflader

I det hele tegnet tegner der sig nogle nye markante brudflader i den klassekamp, der politisk er ved at blive udkæmpet efter den nye socialdemokratiske regering kom til magten i 2019: Storbyerne København, Frederiksberg og Aarhus overfor den københavnske vestegn og alle de små og mellemstore provinsbyer.

I København udgjorde arbejderklassen i slutningen af 80’erne ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd godt 55 procent af indbyggerne. I 2019 udgjorde de godt 21 procent.

Storbyerne befolkes i dag primært af den højere middelklasse og overklasse som mediefolk, it-folk, alverdens konsulenter, DJØF’ere, selvstædige erhvervsdrivende og direktører.

De venstre-intellektuelle stemmer primært på Enhedslisten, SF og de radikale – mens de selvstændige og direktørerne stemmer på de borgerlige partier.

Men de to grupper har et meget ens syn på mange stræk: De omfavner globaliseringen og EU, de er storforbrugere af finkulturen og alle dens tilbud i storbyen, ligesom de omfavner økologi, el-biler og skrappe klimakrav, og de ser med foragt på den stramme udlændingepolitik.

En voldsom vrede

Aldrig tidligere er en socialdemokratisk statsminister blevet beskyldt for at være nazist, DDR, Nordkorea eller heks fra både højre og venstre side af det politiske spektrum.

Og når indenrigsminister Kaare Dybvad i Berlingske tager livtag med 89’erne og deres ønsker om den grænseløse, liberale frihed vækker det voldsom vrede og indignation i både de venstre-intellektuelle og højre-liberale kredse.

Kig en tur rundt på Twitter eller debat- og blogsiderne i Berlingske, Politiken og information.

Brudfladerne går igen, uanset om gymnasieeleverne skal fordeles på en anden måde, så udkantsgymnasierne ikke fortsætter deres dødsspiral, mens de hippe storby-gymnasier er på den grønne gren.

Eller i klimapolitikken hvor de velstillede storbyborgere ikke har problemer med afgifter på kød, benzin og flyrejser, mens den socialdemokratiske regering har fokus på den enlige sosu-assistent, der har 30 km til jobbet i den gamle Toyota.

Og som i øvrigt bor i et socialt boligbyggeri med en dagligdag tæt på mange af de integrationsproblemer, der følger af mange års indvandring, som det er beskrevet i bogen ‘Rige Børn leger bedst’ af Lars Olsen m.fl.

I bund og grund handler det om fordeling af ressourcer mellem de privilegerede og ikke-privilegerede.

Mellem den højere middelklasse og overklasse på den ene side – og arbejderklassen på den anden.

I mange år blev der ikke stillet ret mange grundlæggende spørgsmål ved de fordelinger. De spørgsmål stiller den nuværende socialdemokratiske regering. Det kommer ikke til at gå stille af.

Vi er midt i en klassekamp, og set i det lys er det ikke underligt, at de radikale i deres afmægtighed søger sammen med de højre-liberale kræfter.

Teddy Østerlin Koch er journalist og selvstændig.


placeholder

Kommentarer

Hvor er det rart, at man igen kan genkende Socialdemokratiet. Endda uden at forringe udviklingsmulighederne for anderledes tænkende.

Det kan ikke være socialdemokratisk politik at rulle børn fra arbejderklassens muligheder for at tage en akademisk uddannelse tilbage ved at skære i understøttelsen. Udskamning af forkælede akademiker børn ville give mening hvis socialdemokratiets indgreb var rettet mod forældrekøb af lejligheder, manglende beskatning af de ekstreme værdistigninger på fast ejendom i storbyerne som bruges til at forsøde livet for elitens børn, og den manglende formueskat som skaber et stadigt mere fastlåst klassesamfund. Arne pensionen er et meget lille plaster på den stadig stigende pensionsalder som gør det skræmmende for unge at se sig selv arbejde i hårde fysiske job til de er langt oppe i halvfjerdserne. Meget af socialdemokratiets retorik omkring arbejderklassen er præget af symbolpolitik. Når det kommer til et reelt opgør med den neoliberale politik som har skabt den ekstreme ulighed og klassekamp fra oven så svigter socialdemokratiet. Tænk lige over hvor meget fokus regeringen har på at skaffe arbejdskraft til de arbejdsgivere i service erhvervene som ikke kan finde ud af at tilbyde fuldtidsarbejde og rimelig løn. Samtidig ser regeringen passivt til mens vores sundhedsvæsen kører i sænk og sygeplejerskerne flygter i hobetal på grund af helt urimelige arbejdsforhold.Det er vigtigere at prioritere forkælede private arbejdsgivere end vores vigtigste kollektive velfærdsydelse sundhedsvæsenet. Med venlig hilsen. Metalarbejder med + 40 år på arbejdsmarkedet

Der er virkelig meget rigtigt i Teddy Øsrerlin Kochs artikel. Klassekampen er ikke slut. Den rummer.samme strid om fordelingspolitik som altid i en liberal og kapitalistisk stat.
Skåret ud i pap på den danske flødeskumsfront er eksempel på bygningerne på Frederiksberg. Men jeg er en pensionist, der ikke savner noget takket være lukrative pensionsordninger for den højestlønnede pct. på arbejdsmarkedet og muligheder for at investere i fast ejendom, der ved salg gav solide million udbytter. Jeg tilhører vel også den kreative klasse med råd til hus, sommerhus, en til to biler, restaurantbesøg, rejser, gode middage og ganske gode vine uden snobberi.
Men jeg kan notere, at jeg i pensionistlivet har øget afstanden i økonomisk råderum uden mine muligheder gennem arbejdslivet til mine jævnaldrene.
Jeg er medlem af Socialdemokratiet og glæder mig over beskæftigelsesministeren mange socialdemokratiske tiltag.
Men to ting undrer mig:
Hvorfor har partiet ikke en plan for mere lighed i alderdommen? Uligheden bliver større målt i forbrugsmuligheder jo ældre vi bliver. De, som har, skal mere hives. Og den internationale solidaritet er blevet fy-ord, som uhada betyder, at vi ikke kan bruge mere end under een procent af vores årlige nationalprodukt på at styrke ligheden. Vi skeptisk over for gæobaliseringen, snakker populisterne efter munden, selv om alle ved, at ingen danske virksomheder vil kunne leve af salg til et hjemmemarked, men skal ind på de store voksende økonomier over hele kloden for at skaffe brød i skabet og arbejdspladser. Som et ekko af ondsindet populisme trasker vi hælene på DF og hulder deres ledere for fremsyn og varmt hjerte. Samtidig med mørke kræfter i Europa hylder regeringens udlændingepolitik. Men heldigvis ser de ud til at vinde valg o Tyskland, Norge og tror jeg næste år i Sverige på socialdemokratisk politik classic. Bedre fordeligspolitik. Internationalt ansvarsfølelse. Respekt for mindretal, andre kulturer og anden levevis end den gængse. Helhjertet samarbejde i EU til gavn for miljøet, skattepolitikken og åbrnheden. Lad os høre de toner i åbningstalen til Folketinget, så vi kan få hjerterne til at gløde og troen vende tilbage uden at bruge udskamning af andre som et redskab i den politiske kamp.

Jeg er socialdemokrat helt ind til marven i mine knogler. Altså ideologisk - må jeg forstå - og slet ikke i et klassetilhørsforhold. Jeg tilslutter min nemlig negationen af socialdemokraten og “omfavner globaliseringen og EU”, jeg “er storforbrugere af finkulturen og alle dens tilbud i storbyen, ligesom [jeg] omfavner økologi, el-biler og skrappe klimakrav, og [jeg] ser med foragt på den stramme udlændingepolitik”. Jeg tilhører - forstår jeg - eliten, dog uden at være hverken direktør, selvstændig, eller akademiker. Tak for kaffe!

Må som tilhørende ”den venstre-intellektuelle elite” se det som befriende, at der igen tales klassekamp, og at socialdemokratisk politik igen indskrives i denne sammenhæng. Den rette sammenhæng. Socialdemokratiet er et klasseparti – arbejderklassens og størstedelen af det brede mellemlags. Socialdemokrati er et demokratisk socialistisk parti, der sigter mod økonomisk omfordeling – reel social lighed og mere demokratiske ejendomsformer.

Borgerlige regeringer, og desværre også en kortvarig socialdemokratisk (2011-2015), har i det 21. århundredes to første årtier skabt større ulighed og dermed forstærket behovet for at tale om reel klassekamp ikke blot mellem sociale lag, men også mellem geografiske områder. Øst for Store Bælt i form af Hovedstadsmetropolens centralby (København-Frederiksberg) overfor størstedelen af forstæderne og det øvrige Østdanmarks byer og landdistrikter. Regeringen er med opgraderingen af uddannelsesmuligheder udenfor de store byer begyndt at gå i den rigtige retning, men mange tiltag bør følge efter. Bl.a. at vende tilbage til lands- og regionsplanlægningen, der forsvandt med attentatet mod amtskommunerne, for at rette op på ikke blot ”den skæve hovedstadsmetropol”, men også det øvrige lands socioøkonomiske skævheder.

Jeg kendte ikke noget til Teddy Østerlin Koch før i dag, men lad mig bare sige, at det har været en fornøjelse at læse et indlæg, der i så høj grad sidder lige i skabet. Tak!

Jeg ville ønske folk ville holde op med at kalde Det radikale Venstre for et venstreorienteret parti. De Radikaler er borgerlige, og har altid været det.

De har forsøgt at profilere sig på en socialpolitik, som af og til ligger op af venstrefløjens, men det er dybest set blot at putte læbestift på et svin, for når det kommer til stykket, og økonomien skal på plads, stemmer de altid med de borgerlige.

"Sådan er det jo", som de selv siger.

Indlægget lugter altså altformeget af selvfedme over "Arbejderisme" og "Socialdemokratisme" - Det næste bliver vel "Mette-Kult". Der er ligeså meget gang i Hovedstaden, som der er i HELE resten af landet. Det er FECTS og hovedstadens elite med deres videns jobs er en del af det. Hovedstaden er vækstmotoren, der trækker hele landet OP. Fat det nu !! Uden Elite intet folk - Uden folk ingen elite. Det gælder i erhvervslivet på arbejdsmarkedet såvel som i kulturen. Heldigvis HAR A en fornuftig politik for at udvikle storbyerne - og dermed eliten. det er helt fraværedne i denne artikkel. BH Civilingeniøren, Topskattebetaleren, omfavneren af EU, storforbrugeren af finkulturen, Socialdemokraten - der der stolt af det hele

Overfladisk analyse som udskammer bestemte grupper i samfundet. Jeg kan undres over at skribenten fx. ikke er bekendt med at man som ledig (også nyuddannet akademiker) skal søges flere jobs om ugen - også udenfor ens fagområde. Undersøgelser fra DM's A-kasse viser også at mange nyuddannede også søger ufaglærte jobs. Det er en besynderlig tankegang, at akademikere er privilegerede ledige - mens en faglært ledig har brug for en højere dagpengesats for at få tingene til at hænge sammen. Formålet med at nedsætte dagpengesatsen for nyuddannede er jo at øge arbejdsudbuddet - og dermed kampen om jobbene. Det fører til et øget pres på lønninger og arbejdsforhold, hvilket er noget skidt for alle på arbejdsmarkedet - og måske især for de unge uden uddannelse som har svært ved at finde fodfæste. Der er i dette tilfælde ikke tale om en omfordeling fra rig til fattig - men en omfordeling mellem forskellige mennesker som mangler et job. Det er ikke klassekamp - men borgerlig politik. Udviklingen i København og andre storbyer er noget skidt. Udviklingen skyldes bl.a. mange års forfejlet boligpolitik, hvor der bygges nye og dyre boliger - dette ofte igangsat af socialdemokratiske borgmestre. Lige nu rives udmærkede og billige almene boliger ned - alene af den grund af der bor for mange mennesker med mørk hudfarve eller lav indkomst. Der er lavet om på kriterierne til lejeboliger, så lavindkomstgrupper i København ikke har en mulighed for at komme i betragtning. Udflytningen af studiepladser er ikke en gennemtænkt plan udarbejdet i samarbejde med de berørte uddannelsesinstitutioner - det kunne have været klogt. Det er lunser som spredes ud over landet - tilfældigvis i et kommunalt valgår, hvor der er kamp om borgmesterposterne. Socialdemokraterne har selv været med til af flere omgange at give efterlønnen dødsstødet - i realiteten er den tidlige pension et forsøg på at lappe på denne ordning. Selvfølgelig brokker de borgerlige sig over sådanne tiltag - men at finde midlerne hos den unge generation fremfor hos de rige er sgu da ikke klassekamp - tværtimod.

Annonce