Først antændte et tweet fra den nordjyske lokalpolitiker og medlem af hovedbestyrelsen før sommerferien debatten i Dansk Folkeparti om partiet bør søge til højre, eller yderligere til højre, i udlændingepolitikken.

Så måtte Erik Høgh-Sørensen en tur i Retten i Hjørring, efter at have retweetet et billede af gerningsmanden i en voldssag, hvilket kostede ham en bøde på 7500 kroner for at have videregivet andres private forhold (han appellerer dommen).

Og endelig har flere nu meldt sig som modkandidater til de pladser i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, Erik Høgh-Sørensen, samt den tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen og tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen, har siddet på siden 2019.

Hvilket gør weekendens årsmøde i Herning anderledes dramatisk end de tidligere af slagsen, hvor der som regel har været størst spænding om, hvilken musiker der skulle optræde til festen lørdag aften.

I stedet bliver valget til hovedbestyrelsen en symbolsk styrkeprøve mellem Dansk Folkepartis forskellig fløje, ligesom kræfter i partiet lige til det sidste har forsøgt at få stifteren Pia Kjærsgaard til at stille op som formand mod Kristian Thulesen Dahl på årsmødet .

Høgh’en

“Stop din søgen - stem på Høgh’en”, lød Erik Høgh-Sørensens valgslogan, da han for fire år siden stillede op, og blev valgt, til Region Nordjylland.

Men hvem er han egentlig den 56-årige forfatter og tidligere journalist og kommunikationschef i Mærsk-divisionen MCI? 

Meget lille bitte fløj

Dansk Folkepartis enfant terrible der - med Pia Kjærsgaards ord - sammen med Martin Henriksen tilhører en "meget lille bitte fløj" i Dansk Folkeparti. Hvilken den tidligere partiformand for øvrigt hævder ikke at kende noget til!

Lever på en sten

Da jeg ringer til Erik Høgh-Sørensen, er han ude og gå med den ruhårede gravhund Napoleon, som hans venner på Facebook vil genkende fra talrige opslag.

Efter tidligere at have boet i Holte, nord for København, flyttede Erik Høgh-Sørensen oven på en skilsmisse i 2013 til Nordjylland og bor i dag i Tolne, hvor han lever af at være medejer af konsulentvirksomheden Analyseenheden 4V.

Eller lever og lever.

Ikke nogen dans på roser

“Jeg lever af små konsulentopgaver, og så lever jeg jo på en sten, for det at være i politik er ikke nogen dans på roser,” fortæller Erik Høgh-Sørensen i telefonen.

“Men jeg er ret nøjsom, hvilket jeg altid har været. Da jeg læste i USA (Erik Høgh-Sørensen er uddannet i journalistik og international politik på San Francisco State University, red.)  boede jeg i en længere periode i min bil for at spare penge på huslejen.” 

Vakte Foghs vrede

Da Erik Høgh-Sørensen i sin tid kom hjem fra USA, blev han ansat som nattevagt på det nationale nyhedsbureau, Ritzaus, udlandsredaktion, hvor han var kendt for stædigt at holde fast i sine historier. En mand med en sag, som det blev sagt.

Hvilket blandt andet resulterede i Kristian Dahls Mindelegat, også kaldet den lille Cavlingpris, for hans afdækning af, hvordan den danske nazist Søren Kamp efter besættelsen unddrog sig retsforfølgelse og nu levede i al ubemærkethed i Tyskland.

I alt har Erik Høgh-Sørensen skrevet tre bøger om besættelsestiden og retsopgøret - eller manglen på samme.

Derefter fulgte en periode som Ritzaus EU-korrespondent i Bruxelles, hvor Erik Høgh-Sørensen blandt andet blev berømt/berygtet for i 2007 at nedkalde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) vrede over sit hovede.

Det skete, da Erik Høgh-Sørensen i en analyse om arbejdet med EU’s reformtraktat, forfatningens afløser, sammenlignede statsministeren med en af forgængerne på posten, Erik Scavenius.

Analysen var en såkaldt fredagsanalyse, som Erik Høgh-Sørensen skrev hver uge, med henblik på at blive trykt i lokal- og regionale aviser, og i den daglige nyhedsstrøm havde ingen på nyhedsbureauet bemærket den kontroversielle sammenligning.

Men det havde andre. Og ikke bare Statsministeriet.

Simpelthen uantageligt

Det var “simpelthen uantageligt”, som det hed i Berlingske, der krævede handling fra nyhedsbureauets ledelse.

Hvilket var lettere sagt end gjort.

Det var nemlig svært, ja faktisk umuligt, at finde faktuelle fejl i Erik Høgh-Sørensens analyse, og enden på det hele blev, at EU-korrespondenten i stedet fik besked på, at der ikke fremover ville blive behov for flere fredagsanalyser. Bare for alle tilfældes skyld.

I stedet skrev Erik Høgh-Sørensen så efterfølgende i 2014, og efter at være stoppet på Ritzau, bogen “Mod vinden: Danmarks plads i Europa,” hvor han kritiserede journalisterne i Bruxelles for ofte at være for ukritiske i deres tilgang til EU og se gennem fingre med, at “suveræniteten fosser ud af statskassen.”

Muhammed-krisen

På det tidspunkt havde Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005, og den efterfølgende Muhammed-krise, dog allerede fået Erik Høgh-Sørensen til ane endnu en trussel mod nationen.

Det her, det går ikke, tænkte han det år.

Det bliver en decideret trussel mod Danmark og det danske demokrati.

Men erkendelsen kom gradvist de følgende år.

“Som så mange andre journalister prøvede jeg at være tilstræbt objektiv, for hvis man ikke er det, som journalist, er man intet,” fortæller Erik Høgh-Sørensen.

Først efter at være stoppet som journalist, og startet som kommunikationschef,  tog Erik Høgh-Sørensen skridtet fuldt ud og meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Hvilket skete samme år som udgivelsen af  “Mod vinden: Danmarks plads i Europa”, i 2014.

Når det blev netop Dansk Folkeparti, og ikke et andet andet borgerligt parti, skyldes det også partiets EU-modstand.

“Dansk Folkeparti er ikke bare et værdipolitisk parti,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Bevare et velfærdssamfund i Danmark

“Partiet rummer også den økonomiske politik, som gør det muligt at bevare et velfærdssamfund i Danmark midt i en global brydningstid.”

Topstyringen

Dansk Folkeparti er ellers kendt for ikke bare sin topstyring. Efter den kaotiske fødsels i 1995 har Dansk Folkeparti, modsat andre partier, endda sat en ære i topstyringen.

Hvis nogle skejede ud, er dommen faldet. Hårdt og kontant.

Men den tidligere journalist, som med egne ord oplevede en identitetskrise efter stoppet på Ritzau, mener ikke, at dette har været anderledes at leve med end så mange andre forhold i livet. Forhold hvor “man ikke altid kan sige sin uforbeholdne mening.” 

Der kommer dilemmaer

“Det er klart, at der kommer dilemmaer, og et af dem er, at jeg faktisk godt ved, hvem der lækker oplysninger fra møderne i hovedbestyrelsen,” siger Erik Høgh-Sørensen.

“Hvilket ikke er oplysninger, som hovedbestyrelsen for øjeblikket ønsker kommer ud. Men jeg tillader mig at sige, at jeg godt ved det.”

Når det er sagt, mener Erik Høgh-Sørensen, at rygterne om Dansk Folkepartis topstyring er overdrevet. Journalisterne har bare ikke opdaget det. I hvert fald kan ledelsen ikke stille noget op, hvis en folketingskandidat nu engang er blevet opstillet. Hvis der ellers skulle være et ønske om noget sådant.

Mistede mange venner

Til gengæld har medlemskabet af Dansk Folkeparti haft en personlig pris for Erik Høgh-Sørensen. Da han valgte at blive kandidat for Dansk Folkeparti i 2015, fravalgte mange af hans venner blandt journalisterne ham, ligesom bogen om EU også kostede venskaber i Bruxelles.

I 2012 viste en nordisk undersøgelse, at 30 procent af de danske journalister på det tidspunkt ville stemme på De Radikale. Fire ud af fem ville stemme på centrum-venstre. Kun en procent ville stemme på Dansk Folkeparti.

Det skal man vide

“Det skal man vide, når man bliver politiker for Dansk Folkeparti,” siger Erik Høgh-Sørensen, som tidligere har fortalt til fagbladet Journalisten, at når han talte med tidligere kolleger, så var reaktionen: 

Hvordan kunne du dog gøre det, Erik?

En reaktion som både rummede væmmelse og fascination ved hans valg.

(Disclaimer: Jeg har tidligere arbejdet sammen med Erik Høgh-Sørensen og været ven med ham i et kvart århundrede og er det stadig).

Koran-afbrænding

Nogle har kritiseret medlemskabet af Dansk Folkeparti åbent på sociale medier, andre har skrevet det i private beskeder til Erik Høgh-Sørensen.

Det er blevet sagt ansigt til ansigt. Og så er der dem, som ikke længere inviterer ham til fester og begivenheder mere, eller de venskaber, der bare løb ud i sandet.

Hvilket også skyldes, at nogle mener, at Erik Høgh-Sørensens tone er blevet mere og mere skinger de senere år. I 2019 måtte Dansk Folkeparti forbyde Erik Høgh-Sørensen at afbrænde koranen, efter at han havde truet med dette.

“Han blev simpelthen for skør,” siger en tidligere kollega og ven, som ønsker at være anonym, i dag.

Selv erkender Erik Høgh-Sørensen, at dansk politik er blevet langt mere “konfrontatorisk”, end da han startede for blot syv år siden.

“Det er en meget mere polariseret og hård atmosfære,” siger hovedbestyrelsesmedlemmet.

"Jeg tøver for eksempel ikke med at kalde Mette Frederiksen for korrupt, for det mener jeg, at hun er. Hvilket ikke ikke var et udtryk, man brugte om sine politiske modstandere førhen.”

Truer med at blive

Martin Henriksen har sagt, at det bliver "op ad bakke" at blive genvalgt til hovedbestyrelsen på årsmødet efter kritikken fra Pia Kjærsgaard. Hvorimod Kristian Thulesen Dahl til gengæld kun har appelleret til alle om tage diskussionerne internt og ikke i offentligheden.

“Men jeg forhindrer ikke nogen i at have holdninger på udlændingeområdet," har det lydt fra partiformanden.

I dag vil Erik Høgh-Sørensen ikke spå om, han - og/eller Martin Henriksen - bliver genvalgt. Kun en ting er sikkert: Han bliver uanset resultatet af valget til hovedbestyrelsen.

En hel del dybere

“Når jeg er gået ind i politik, stikker det en hel del dybere end, hvad der måtte være et valg til en hovedbestyrelse,” siger Erik Høgh-Sørensen.

“Det bunder i, at mine børn skal vokse op i et samfund, der er omtrent lige så demokratisk og velstående som det samfund, jeg selv overtog fra min far.”