”Det vil jeg simpelthen blande mig fuldstændig uden om og holde for mig selv,” lød det fra Pernille Skipper på pressemødet efter Enhedslistens sommergruppemøde. ”Det er et forslag, der jo skal til debat på Enhedslistens årsmøde og som jeg sådan set vil forsøge at holde mig ude af. Så det siger jeg ikke noget om.”

Forslaget, som Pernille Skipper altså ikke havde en mening om, er et forslag, der skal behandles på Enhedslistens årsmøde i weekenden og som vil ændre partiets berømte/berygtede rotationsregel. En regel som betyder, at fuldtidsansatte politikere ikke kan opstille igen efter to fireårsperioder og at den politiske ordfører af netop den grund ikke kan genopstille ved det kommende folketingsvalg.

Kun én ting ville Pernille Skipper fortælle.

I må holde mig ud lidt endnu

 

”Jeg kan sige så meget, at det ikke bliver i år, at der bliver skiftet politisk ordfører,” lød det den dag. ”Så I må holde mig ud lidt endnu.”

Hvilket faktisk også var mere end rigelig, fordi Pernille Skipper dermed løftede sløret for Enhedslistens presserende problem: Det mangler en oplagt afløser for den politiske ordfører

2 x Lund konkurrerer

I den seneste urafstemning om Enhedslistens folketingskandidater fik retsordfører Rosa Lund således 2591 stemmer mod finansordfører Rune Lunds (ingen familieforbindelse!) 2339, hvormed de 2 x Lund byttede plads i forhold til urafstemningen i 2019. Dengang fik Rune 2003 stemmer mod Rosas 1983. Ved årets urafstemning fik Victoria Ninosca Risbjerg Velasquez, Søren Søndergaard og Mai Villadsen på de følgende pladser, henholdsvis 2144, 2042 og 1969 stemmer på 3.-5.-pladserne.

Både den 43-årige Rune Lund og den 33-årige Rosa Lund tilhører den såkaldte DGS-generation i Enhedslisten og sidstnævnte var formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i perioden fra 2006 og til 07. DGS – som er blevet kaldt Enhedslistens »politiske træningscenter« – har udover dem også fostret profiler som Pernille Skipper, Johanne Schmidt-Nielsen samt den tidligere gruppeformand, Stine Brix. Fælles for DGS-generationen har været, at de her lærte, at folk faktisk skal med, hvis det politiske arbejde skal give resultater og ikke bare ende i vedtagelser, udtalelser og resolutioner.

Selv om det ikke er nogen naturlov, at vinderen af urafstemningen enten er – eller bliver – Enhedslistens politiske ordfører, plejede Pernille Skipper, og før hende, Johanne Schmidt-Nielsen at rydde bordet i de årlige afstemninger. Ikke mindst Pernille Skippers stemmetal i valgperioden fra 2011 – 2015 skabte en opfattelse – først i offentligheden og siden partiet – af, at hun var den uomgængelige afløser for Johanne Schmidt-Nielsen.

Men denne gang har medlemmer altså ikke talt. Eller i hvert fald og højt og tydeligt med resultatet af urafstemningen.

Uret tikker

Det kommende folketingsvalg skal ganske vist senest komme i 2023. Men det betyder ikke, at Enhedslisten kan vente indtil da med at finde en afløser for Pernille Skipper. Langt fra. Hvis Liste Ø skal have tid til at køre afløseren på plads inden folketingsvalget, er der kortere tid, end der umiddelbart ser ud til at være. Og i dag taler mange i Enhedslisten endda om, at valget kan komme før tid, hvis regeringen svækker på sine klimaambitioner.  

Af samme årsag stoppede Johanne Schmidt-Nielsen allerede et år efter folketingsvalget i juni 2015 som politisk ordfører, for netop at give Pernille Skipper tid til at blive kendt i den brede offentlighed. Dengang kom skiftet, efter Enhedslisten forud for folketingsvalget havde måttet tage to sæt fotografier til dets valgmaterialer. Nogle med Johanne Schmidt-Nielsen og nogle med Pernille Skipper, hvis daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde udskrevet folketingsvalget så sent i valgperioden, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke havde kunnet genopstille på grund af rotationsreglen.

Det skete som bekendt ikke, og Enhedslisten kunne i fred og ro lave overdragelsesforretningen i maj 2016, efter presseafdelingen havde lavet en drejebog for ordførerskiftet: Hvorledes det skulle iscenesættes, hvad fortællingen skulle være, og hvordan Pernille Skipper, dengang, skulle opbygges som den nye politisk ordfører.

Pelle Dragsted lurer i kulissen

Samtidig er opfattelsen i Enhedslisten, at ud af de fem øverste i urafstemningen har kun Rosa Lund og den 28-årige Mai Villadsen, når det kommer til stykket, ilden i maven og ønsker at betale den personlige pris, der følger med ved at skulle være på 24/7 som politisk ordfører (Rune Lund har således tre små børn)

Hvilket får mange i partiet til at drømme om den tidligere finansordfører, Pelle Dragsted, som faldt for rotationsreglen ved det seneste folketingsvalg. Pelle Dragsted, som kørte et politisk parløb med Johanne Schmidt-Nielsen fra midten af 00’erne og frem til folketingsvalget i 2019, vil kunne genopstille igen i 2022.

Der er meget, han ikke blev færdig med

 

Den tidligere finansordfører nåede kun at få én valgperiode, fordi han forinden havde været ansat i partiet siden 2005. Pelle Dragsted, som i dag er politisk kommentator, har fortalt han netop godt kan forestille sig at vende tilbage til Christiansborg, “fordi der er meget, han ikke blev færdig med”.

Pelle Dragsted vil dog i givet fald ikke kunne lægge billet ind på at blive politisk ordfører før efter det kommende folketingsvalg – og kun hvis valget kommer i 2022 eller 23. Sidste år blev Pelle Dragsted topscorer ved valget til Enhedslistens hovedbestyrelse.

I givet fald skal Pernille Skipper enten fortsætte som politisk ordfører indtil folketingsvalget. Eller Enhedslisten skal vælge en overgangsfigur som hendes afløser. Det vil dog dels kræve, at ikke blot kommer folketingsvalget som nævnt efter, at Pelle Dragsted igen er blevet opstillingsberettiget. Og dels at republikanerne i Liste Ø skulle kunne enes om en sådan arvefølge. I sidste ende vil det også være op til den nye folketingsgruppe, efter det kommende folketingsvalg, at vælge den politiske ordfører.

Regel giver for kort tid

Derfor er det kommet belejligt, at transportordfører Henning Hyllested netop har foreslået at ændre rotationsreglen – og forlænge politikernes periode, så det nu hedder, at de ikke kan opstille efter deres elvte år i Folketinget. Et forslag som vil give Pernille Skipper, som første gang blev valgt i 2011, mulighed for at genopstille næste år (hvis hun selvfølgelig ønsker dette).

Som Henning Hyllested skriver i begrundelsen for sit forslag, så er den nuværende rotationsperiode for kort, fordi det ikke bare tager lang tid at sætte sig ind i arbejdet som lokal- eller landspolitiker. Det tager også tid at blive ”et kendt ansigt i offentligheden – og dermed et effektivt talerør for Enhedslisten og for bevægelserne over for ”systemet” og pressen.”

Det er spild af politisk kapital og goodwill

”Problemet er måske særligt stort i folketingsgruppen i al almindelighed – for posten som politisk ordfører i særdeleshed,” skriver transportordføreren. ”Som ordningen er nu, vil den politiske ordfører typisk kun kunne repræsentere Enhedslisten ved ét valg. Herefter skal en ny vælges, vinde genkendelighed og respekt i befolkningen. Det er spild af politisk kapital og goodwill.”

Arven fra VS

Det er ikke første gang, at det blevet foreslået at ændre rotationsreglen. Reglen, der skal være med til at sikre en repræsentativ folketingsgruppe uden såkaldte levebrødspolitikere, stammer fra Venstresocialisterne (VS), der sin tid var med til at stifte Enhedslisten. Belært af de historiske erfaringer med SF’s enerådige formand, Aksel Larsen, forsvor VS’erne aldrig mere at ville have en selvstændiggjort folketingsgruppe, der kunne lave politiske aftaler uden at have opbakning fra medlemmerne.

Hver gang er forslagene om at ændre rotationsreglen dog faldet på årsmøderne. Men denne gang er opfattelsen, at det har bedre chancer end tidligere.

Dels fordi de færreste af Enhedslistens medlemmer i dag husker, eller har hørt om, denne forhistorie.  Og dels fordi, som Henning Hyllested skriver, at stadig flere ting taler for at ændre rotationsreglen i takt med mediernes fokusering på enkeltpersoner og dermed den politiske ordfører (det var først med Johanne Schmidt-Nielsen, at Enhedslisten begyndte at sætte billeder med spidskandidaterne på valgplakaterne).

Spået en usikker fremtid

Imod at ændre rotationsreglen taler, at selv om der er tale om en ændring af reglen, så vil det stadig blive opfattet af mange som et opgør med denne – og et opgør med noget, som de føler, gør Enhedslisten til noget særligt.

Samtidig er det ikke første gang, at Enhedslisten er blevet spået en usikker fremtid uden en kendt frontfigur. I slutningen af 1990’erne frygtede partiet, hvad der skulle ske den dag de såkaldte founding fathers – Søren Søndergaard, Frank Aaen og Keld Albrechtsen - stoppede blot for at opleve, at Pernille Rosenkrantz-Theil blev det nye sort hos de røde efter folketingsvalget i 2001. Og da Pernille Rosenkrantz-Theil meddelte, at hun ikke genopstillede i 2007, stod Enhedslisten i den samme situation. Men det år blev Johanne Schmidt-Nielsen valgt og resten er historie.

Ikke alene har der været nyt overalt, for de gamle som faldt. Med rotationsreglen har Enhedslisten formået at skabe plads til de nye generationer, som ellers kan risikere at fravælge en politisk karriere, hvis der faktisk ikke er udsigt til sådan. Hvilket ikke mindst er et reelt problem i små partier, og som plagede SF i 1990’erne og første halvdel af 00’erne. Den gang kunne den daværende partiformand Holger K. Nielsen efter hvert folketingsvalg sige pænt goddag til en stadig mindre - og ældre - folketingsgruppe, med det resultat at en generation af partiets ungdomspolitikere aldrig fik chancen for at komme i Folketinget og forsvandt.

Endelig har Enhedslisten – modsat andre partier – aldrig været plaget af formandsopgør og magtkampe. I første omgang selvfølgelig fordi Liste Ø i starten slet ikke havde en politisk ordfører. Men det skyldes også, at siden udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører i 2009 har alle vidst, at der er en sidste salgsdato på den politiske leder.

”Ordentligt og demokratisk”

Diskussionen om rotationsreglen kan dog vise sig at være teoretisk, fordi det slet ikke er sikkert, at Henning Hyllesteds forslag kommer til afstemning på årsmødet i weekenden!

På grund af coronakrisen afholdes årsmødet nemlig digitalt og kun over to dage (mod normalt tre), hvilket har fået hovedbestyrelsen til at stille tre forslag. Tre forslag der hver har støtte fra store mindretal i bestyrelsen, og hvor modstandere og tilhængere af at ændre rotationsreglen første gang støder sammen.

Afgørende betydning for sammensætningen af den kommende folketingsgruppe

 

En gruppe mener således, at indkomne forslag og vedtægtsændringer ikke vil kunne blive behandlet ”ordentligt og demokratisk” på det amputerede årsmøde og de derfor må udskydes til et andet, og senere, møde. En anden gruppe mener, at der tid nok til at behandle det hele. Og endelig mener en tredje gruppe, at der i hvert fald bør være tid til at behandle de forslag som handler om handler om valg af folketingskandidater, fordi det kan få ”afgørende betydning for sammensætningen af den kommende folketingsgruppe, hvis medlemmernes forslag ikke behandles i år”.

Så når årsmødet er overstået søndag, kan Enhedslisten meget vel stadig stå med det samme problem, som Pernille Skipper stod med i sommer: Hun har ikke nogen oplagt afløser.