I Enhedslisten har mange det samme forhold til den væbnede revolution, eller bare revolutionen for den sags skyld, som Basil Fawlty havde til Anden Verdenskrig i serien “Halløj på badehotellet.” 

“Nævn ikke krigen!” formanede hotelejeren de ansatte, da der kom tyske gæster.

Hvilket selvfølgelig viste sig lettere sagt end gjort, og nogle husker måske, at Basil Fawlty til sidst i episoden “Tyskerne” marcherede rundt med fingeren plantet under næsen for at simulere Adolf Hitlers overskæg - alt imens han sagde “sieg heil”.

Derfor kan man heller ikke fortænke partiets hovedbestyrelsesmedlem og folketingssuppleant, Jonathan Simmel, i at tænke, at når ligestillingsordfører Pernille Skippers har valgt ikke at tage barselsorlov skyldes det ønsket om at forhindre ham i træde ind folketingsgruppen.

Den tidligere politiske ordfører blev i begyndelsen af august mor for anden gang.

Så er det nok en lort

“Hvis det lugter af lort og smager af lort, så er det nok en lort,” som Jonathan Simmel skriver på Facebook om Pernille Skippers beslutning. En beslutning som kommer, efter at netop Pernille Skipper - og Enhedslisten - har talt for, at mændene i højere grad end i dag skal hjem til puslepuderne og sutteflaskerne.

“Jeg finder det meget påfaldende, og ret klamt,” lyder det fra Jonathan Simmel.

Den grimme side

Da Jonathan Simmel sidste år besluttede ikke at genopstille som folketingskandidat lagde han heller ikke skjul på, at nok var den den ”direkte årsag”, at han var blevet ansat i en faglig organisation.

Men den ”indirekte årsag” var oplevelserne, siden Jonathan Simmel første gang stillede op som folketingskandidat i 2012.

Jonathan Simmel er medlem af den trotskistiske gruppe Socialistisk Arbejderpolitik (SAP). En gruppe, der førhen var et parti i partiet, og som traditionelt på flere områder har udgjort en del af venstrefløjen i venstrefløjspartiet. Og hvis medlemmer ofte har været kritisk over for det seneste årtis såkaldte modernisering af Liste Ø.

Jeg har oplevet bagvaskelse

”Fra start af har jeg set en grim side af partiet, uden at blinke kan jeg sige at jeg har oplevet bagvaskelse, kammerateri, karrieremagere, udemokratiske manøvre og et ubehageligt ”samarbejds-”klima, hvor det handlede om at være venner med de rigtige, og hvor det at kunne charmere sig ind vægter tungere end politisk kompetence,” skrev Jonathan Simmel på Facebook.

Pernille Skipper var selv medlem af SAP indtil 2016, hvor hun meldte sig ud af partiet. Dog uden at hun i den anledning efter eget udsagn ændrede holdninger.

“R-ordet”

Jonathan Simmel er nemlig om nogen blevet identificeret med det forbudte “r-ord”, siden offentligheden første gang hørte om den københavnske elektriker i 2013, hvor han det år blev nummer 18 i partiets  vejledende urafstemning om folketingskandidaterne.

Opmærksomheden skyldtes nu ikke så meget det resultat, som at Jonathan Simmel på førstedagen for årsmødet forklarede Berlingske, at “vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning.” Det kunne deltagerne på årsmødet til gengæld ikke acceptere. De stemte Jonathan Simmel ud af kandidatlistens top-21.

De upræcise udtalelser

Men året efter - og efter at Jonathan Simmel på Facebook havde beklaget “de upræcise udtalelser” - blev han taget til nåde af årsmødeltagerne og blev ved det efterfølgende folketingsvalg i 2015 valgt som  som 1. suppleant i Sjællands Storkreds, efter Christian Juhl og Eva Flyvholm.

Så da Eva Flyvholm den 1. januar 2017 skulle på barselsorlov var Jonathan Simmel derfor fired up, ready to go, og havde faktisk allerede sagt sit job op fra den dag.

Men det skulle  suppleanten ikke have gjort.

Kammeratlig samtale

Som forventet ringede DR Nyheder nemlig til Jonathan Simmel for at høre, hvordan det nu lige var med ham og den væbnede revolution i Danmark.

I det efterfølgende interview gjorde han det ganske vist klart, at der er tale om en både hypotetisk og teoretisk diskussion. Ikke desto mindre mente Jonathan Simmel stadig, at en væbnet revolution kunne være acceptabelt i Danmark: 

“Selvfølgelig findes der situationer, som kan opstå, hvor det vil være acceptabelt. Men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang at tro, at man skulle til at slås på den måde.” 

Inden DR Nyheder kunne nå at bringe interviewet, blev Jonathan Simmel dog indkaldt til en kammeratlig samtale med forretningsudvalget og folketingsgruppen som ”indstillede”, at han trak sig.

Hvilket skete.

“Det er dybest set bare en uheldig sag, og den vil jeg gerne være med til at lukke bedst muligt,” forklarede Jonathan Simmel i en mail.

”Derfor trækker jeg mig”.

Enhedslistens politiske ordfører, som da var Pernille Skipper, lagde heller ikke skjul på, hvad hun mente om Jonathan Simmels udtalelser om den væbnede revolution.

“Jeg kan slet ikke tage skarpt nok afstand fra det,” lød det fra Pernille Skipper, som afviste at have lagt pres på Jonathan Simmel for at få denne til at trække sig.

Vi diskuterer gladeligt

“Jonathan Simmel har truffet sin egen beslutning, men jeg har selvfølgelig fortalt ham, hvad jeg synes. Enhedslisten er et parti med rigtig højt til loftet og med mange forskellige holdninger om alt muligt. Vi diskuterer gladeligt, og vi diskuterer længe. Men Enhedslistens grundlæggende demokratiske værdier skal der ikke herske nogen tvivl om."

I den efterfølgende urafstemning stemte medlemmerne dog påny Jonathan Simmel inde i top-21 på en plads som nummer 20 og ved folketingsvalget i 2019 blev han 1. suppleant i Københavns Storkreds og dermed suppleant for Pernille Skipper, som havde skiftet Fyn ud med København efter at være blevet politisk ordfører.

Revolutionssommeren

Men denne gang løber Enhedslistens altså ikke risikoen for en gentagelse af 2016, selv om Pernille Skipper afviser, at hendes valg skyldes dette.

“Han har godt nok høje tanker om sig selv,” har Pernille Skipper fortalt Ekstra Bladet om Jonathan Simmels kritik af hendes beslutning

Når Enhedslisten under alle omstændigheder dog er opmærksom på denne risiko, skyldes det traumet fra “revolutionssommeren” 2012, hvor Berlingske havde sat sig for at undersøge, hvordan Danmark ville se ud efter revolutionen.

Revolution inden for 20 år

Hvilket gjorde, at avisen, under overskriften “EL-top: Revolution inden for 20 år”, kunne beskrive, hvordan den kommende revolution ville betyde, at staten overtog hovedparten af bankerne, fondsbørsen lukkede, ansatte overtog virksomhederne, og militæret nedlagt.

Selv om den politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, måtte haste hjem fra sommerferien i Vietnam for at forsikre, at der ikke var planlagt nogen samfundsomvæltning, var skaden sket.

Efterfølgende afslørede en meningsmåling, at 60 procent af danskerne havde fået mindre lyst til at stemme på rød blok, og meningsmålingerne gav liste Ø mindre støtte end de 13,9 procent, partiet havde været oppe på inden diskussionen om revolutionen.

Luderen og narkomanen

Siden redigerede Enhedslisten revolutionen ud af principprogrammet på årsmødet i 2014, og i bogen “Brug sproget politisk: 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation”, har partiets tidligere økonomiske rådgiver, Michael Hunnicke, forklaret, at det første princip for en sådan altid er at tænke på, hvem målgruppen er.

Enhedslistens målgruppe er bredere er bare ludere og narkomaner og ham på bænken - som en respondent i partiets første vælgerundersøgelse i sin tid fortalte om sin opfattelse af dets image. Den er de 47 procent af vælgerne, der udgøres af arbejderklassen, og de 24 procent, der udgøres af middelklassen.

Derfor er det vigtigt, at ens synspunkter fremstår som almindelig sund fornuft. Almindelig sund fornuft betyder at tale på en måde, der virker umiddelbart logisk for den største del af befolkningen, lyder det.

“Men hvad er så ikke almindelig sund fornuft,” spørger Michael Hunnicke og svarer: 

Uden for konsensus og uden for rækkevidde

“Det vil typisk være en retorik, der både er uden for konsensus og uden for rækkevidde af den almindelige danskers forståelsesramme. Det kunne eksempelvis være, hvis Enhedslisten meget aktivt begyndte at fremføre sin politik ved at snakke om “revolution” og “ophævelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne”.”

På Facebook skriver Jonathan Simmel til dem, som efterfølgende har kritiseret ham, at det er “fair nok”, hvis andre ser Pernille Skippers beslutning som en tilfældighed: 

“Men jeg er jo også konspiratorisk nok til at tro at de rige har alle pengene, og at arbejdsgiver er onde og grådige.”

Hvilket Jonathan Simmel efterfølger med en glad smiley.