Der er i øjeblikket flere principielle forslag til diskussion i Socialdemokratiet af betydning for medlemsdemokratiets fremtid. Det foregår i hovedbestyrelsen, men eftersom der er tale om spørgsmål, der er meget væsentlige for alle aktive partifæller, har man alligevel kunnet få en fornemmelse af nogle af problemstillingerne.

Måden vi i Socialdemokratiet beslutter os på, vil i fremtiden blive lige så vigtig, som hvad vi beslutter

I 1970’erne skrev vi følgende om, hvordan vi mente, partiet skulle operere: ”Måden vi i Socialdemokratiet beslutter os på, vil i fremtiden blive lige så vigtig, som hvad vi beslutter”. Især da der er tale om ændringer, der tenderer i retning af at reducere betydningen af medlemsdemokratiet, finder jeg det nødvendigt her og nu at yde et bidrag til at denne diskussion kan bredes videre ud.

Jeg skal her begrænse mig til disse tre forslag, som jeg vil advare imod:

1. Hvis kun de personlige stemmer tæller

Rækkefølgen af, hvilke, der bliver valgt i en storkreds, skal i fremtiden kun afgøres af de personlige stemmer, kandidaterne har opnået i storkredsen. Listestemmerne på partiet skal ikke tælles med i den opgørelse men vil naturligvis tælle med i, hvor mange der i alt bliver valgt i storkredsen.

Kandidaterne kæmper i realiteten mere imod hinanden om opmærksomhed

Dette vil for det første yderligere accelerere udviklingen i retning af, at Socialdemokratiet handler om enkeltpersoner og ikke om et partimæssigt fællesskab. Kandidaterne kæmper i realiteten mere imod hinanden om opmærksomhed og mindre imod vores politiske modstandere. Man kan endda spørge, om denne opstillingsform er et regulært handikap for kandidater, der er holdspillere og som sådan netop repræsenterer det, der gerne skulle være partiets DNA. '

Privatiseret og personfikseret kommunikation på de sociale medier er vejen til berømmelse og indflydelse

For det andet vil en sådan ændring svække betydningen af kandidaternes lokale forankring i kredsene i en sådan grad, at man må spørge, om hvorvidt opstillingen af kandidater så ikke mere meningsfyldt skulle ske i storkredsen som sådan og ikke i kredsene. Dette ville naturligvis yderligere svække medlemmernes direkte kontakt og indflydelse i samarbejdet med deres lokale kandidat.

Men det ville passe fint ind i den almindelige tendens i tiden til, at privatiseret og personfikseret kommunikation på de sociale medier er vejen til berømmelse og indflydelse. Men er det det, vi vil?

2. Partiforeningerne uden ret til at stille forslag på kongresser

Dette handler om en regulær centralisering af beslutningsprocessen i partiets organisation. Vi er i forvejen langt væk fra de organiserede medlemsdebatter, der blev gennemført i slutningen af 1960'erne og i 1970'erne. Nu om dage handler inddragelsen af medlemmerne i politisk aktivitet typisk om deltagelse i kampagner om vores politik og ikke deltagelse i debatter om udformningen af vores politik.

Der mangler mod til at gennemføre strukturerede debatter om de forskellige politikområder med aktivering af lokale diskussioner i partiforeningerne og en kanalisering af holdninger og specifikke synspunkter som resultatet af diskussionerne op til Hovedbestyrelsen og folketingsgruppen.

Som et minimum må de lokale partiforeningers adgang til at stille forslag til kongresser opretholdes. Det er både et demokratisk åndehul og en inspiration til, at medlemmerne kan se et formål med at engagere sig. Det er en skæbnesvanger fejltagelse at tro, at det organisatoriske og det politiske kan skilles fra hinanden. Og hvis vi ikke stimulerer den politiske medleven og medindflydelse helt ned på foreningsniveau, bliver det organisatoriske arbejde i partiet uinspirerende for medlemmerne.

Nu om dage er det nødvendigt at sige, at Socialdemokratiet skal være den organiserede meningsdannelse

I gamle dage gav det mening at sige, at Socialdemokratiet skulle være den organiserede klasse. Nu om dage er det nødvendigt at sige, at Socialdemokratiet skal være den organiserede meningsdannelse.

3. Nedlæggelse af de stående udvalg

De hidtidige stående udvalg på forskellige politikområder med medlemmer fra bl.a. regionerne skal nedlægges og erstattes med løst definerede, frivillige netværk. Der har været store forskelle mellem de forskellige stående udvalgs arbejde - kvantitativt såvel som kvalitativt - men at svaret på dette skulle være at nedlægge dem, er jo ikke måden at løse problemet på.

Udvalgene skulle dels fodre hovedbestyrelsen med inspirerende politiske input, dels indgå i en løbende dialog med folketingsgruppens ordførere på de pågældende områder samt organisere aktiviteter overalt i landet i samarbejde med regionernes udvalg.

Med andre ord en slags privatisering af aktiviteten

Løsenordet til, hvad man forestiller sig kunne være alternativet, er frivillige "netværk" uden nogen strukturel forbindelse eller repræsentativitet i partiorganisationen som sådan. Med andre ord en slags privatisering af aktiviteten.

Det er et generelt demotiverende signal til resten af partiet, hvis ledelsen og folketingsgruppen ikke ser det som et nødvendigt og positivt politisk redskab at opretholde en organiseret dialog med stående udvalg, som er velorienterede på de forskellige ordføreres områder og som har rødder i lokale udvalg i regionerne.