Baby-udvisning og velfærdskamp: Maratondebat sparker folketingsår i gang

Baby-gate stjal opmærksomheden under Folketingets åbningsdebat, men der blev også tid til at diskutere Venstres skattestop.
Der var de tunge i røven. Dem som var kommet til at medbringe deres baby. Og dem som bare gerne ville høre mere om Venstres skattestop.

Alt var som det plejede, og så selvfølgelig alligevel ikke, da Folketinget tirsdag for alvor startede den politiske sæson med den traditionelle åbningsdebat.

Debatten kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag, i sin åbningstale, brugte meget af tiden på kampen for et bedre klima og billigere boliger i byerne.

Før de kan bruges

“Pengene skal tjenes, før de kan bruges,” lyder det således fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, om oppositionspartiets krav til den kommende velfærdslov.

En lov som Venstre vil kalde en ”vækst og velfærdslov.”

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen er der nemlig to krav til loven, der skal sikre penge til velfærden, når en større del af befolkningen kræver ydelser eller hjælp.

Udgifter til velfærden må ikke overstiger den økonomiske vækst målt i forhold bruttonationalproduktet (BNP). Og regningen må ikke blive betalt af skattestigninger.

“En stigning i de offentlige udgifter skal bindes op på en stigning i den økonomiske vækst. Med afsæt i et skattestop - selvfølgelig,” forklarer Venstres formand.

S efterlyser svar

Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener dog, at Jakob Ellemann-Jensen dermed løber fra det løfte, som Venstre gav ved folketingsvalget i 2019.

Dengang ville oppositionspartiet netop investere i velfærden og sikre omsorg, tid og kvalitet i plejen, i takt med at der kom flere børn og ældre.

“Det er, synes jeg, opsigtsvækkende, at det store oppositionsparti Venstre nu ikke længere er med på det (et velfærdsløfte, red.),” siger Christian Rabjerg Madsen med henvisning til, at løftet altså nu ledsages af krav.

Den fungerende politiske ordfører efterlyser samtidig et svar på, hvad Venstres skattestop i givet fald vil koste, når regningen altså ikke må betales af skattestigninger.

“Ikke helt overbevisende at Jakob Ellemann-Jensen ikke kan svare på, hvad Venstres skattestop koster statskassen,” skriver Christian Rabjerg Madsen på Twitter.

placeholder

Skippers baby

Størst drama var der, da Enhedslistens Pernille Skipper undervejs i åbningsdebatten blev bedt om at forlade folketingssalen med sin baby, mens Pia Kjærsgaard (DF) sad i formandsstolen.

“Folketingssalen åbner oktober 2021, og en stille, sovende baby ude i kanten af folketingssalen er simpelthen Pia Kjærsgaards store hovedpine,” skriver Pernille Skipper på Twitter.

“Tænk at hun gider, jeg gør ikke. Men hvis nogen vil høre til Enhedslistens social- eller ligestillingspolitik, kan I bare ringe…”

placeholder

Hunde og små børn

Det er ikke først gang, at Pia Kjærsgaard har bedt et folketingsmedlem om at fortrække. I 2019 bad Folketingets formand De Konservatives Mette Abildgaard om at forlade Folketingssalen, fordi hun havde sin baby på armen.

Med sut i munden på skødet

“Man har ikke en baby med sut i munden på skødet, når man sidder i Folketingssalen,” forklarede Pia Kjærsgaard dengang Berlingske.

“Det har man bare ikke. Hvor sætter vi grænsen? Sætter vi den ved et treårigt barn, hvis daginstitution har lukket? Skal de have lov til at være med? Hvor mange babyer kan der være samtidigt? Skal der også være hunde? Nej, det skal der ikke.”

K: Skipper kendte regler

I dag forklarer Pia Kjærsgaard, at det - efter et folketingsmedlem for nylig har klaget over, at der medbringes børn i Folketingssalen - er blevet besluttet, at der fremover ikke må medbringes børn i salen.

“Det var en enig beslutning, at det skal der ikke være (medbragte børn i folketingssalen, red.),” siger Pia Kjærsgaard til Politiken.

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, mener, at Pernille Skipper har medbragt barnet i forventning om netop at få opmærksomhed.

“Man kan diskutere reglerne,” skriver Rasmus Jarlov på Twitter.

“Men Pernille Skipper kan umuligt have fulgt så lidt med, at hun oprigtigt kunne være i tvivl, om hun måtte have sit spædbarn med i folketingssalen. Det vidste hun godt, men lidt presseomtale og medlidenhed er åbenbart ikke at foragte.”

placeholder

Clicks og likes

Der var dog ikke kun hårde og knubbede ord under afslutningsdebatten, som ventes at trække ud til midnat.

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, som har advaret om, at politik er “gået i stykker”, opfordrer sine kolleger til at arbejde lidt mere for at finde de ting, man kan være fælles om. Politikerne - især uden for regeringen - jagter clicks og likes, mens politik trækkes ned over hovedet på folk, lyder det.

“Jeg ved godt, vi ikke er ens, og at vores værdier langt fra er de samme,” siger Sofie Carsten Nielsen.

Vi ser forskelligt på verden

“Sådan vil det blive ved med at være. Vi ser forskelligt på verden og dens problemer. Men vi har også noget helt grundlæggende til fælles. For vi er valgt af Danmark for at gøre Danmark bedre.”

“Jeg nægter at tro, at vi er så forskellige, at vi ikke kan finde mere fælles vej her. Måske især hvis vi åbner op og gør det sammen med andre end os, der er valgt til folketinget. Det bliver det ikke mindre demokratisk af.”

Tunge i røven

De fleste i folketingssalen grinede da også, da Sofie Carsten Nielsen tidligere på dagen kritiserede Socialdemokratiet for at have været for langsomme i den grønne omstilling.

Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører fokuserede i sin tale på, at den grønne omstilling kan gøre Danmark både rigere og stærkere, hvis vi går forrest i omstillingen på verdensplan.

Men Christian Rabjerg Madsen anerkendte, at De Radikale har en pointe:

Eller undskyld!

“De radikale vil måske kritisere socialdemokraterne for at være lidt tunge i røven. Eller undskyld! Lidt tunge i bagdelen. Men når S så endelig rykker på den grønne omstilling, så gør vi det også på fuld skrue.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Sagen viser hvor primitive MSM er, men også hvor overflødig Folketinget er blevet. Det er nærmest blevet en kulturinstitution på linje med kongehuset. Reelt er Folketingets primære opgave i dag at oversætte EU-lov og EMD-domme til dansk lov.

Der er faste regler, og de skal overholdes, så selv om jeg er uenig heri, og uenig med Pia K, ja så handlede Skipper forkert i dag.

Ingen spædbørn, der har været i Folketinget, har forstyrret forhandlingerne, hverken Skippers eller Abildgaards. Og det er de eneste tilfælde, der har været i de 10 år, jeg har siddet i Folketinget.
Det var Pia Kjærsgaards muligheder for at få lidt presseomtale.
Det var hende som kontaktede pressen og dermed gjorde det til en historie.
Hvis det drejede sig om at overholde reglerne, ville det være klaret enkelt og diskret uden at kontakte pressen.
Men det var ikke Pia Ks ærinde.

Om der er Skipper eller Kjærsgaard der søger opmærksomhed skal jeg ikke kunne afgøre. Men at børn m.m. ikke hører hjemme i salen er uden for diskussion.
De der mener at det er ok at medbringe et barn, bedes svare på HVOR grænsen går. Hvor mange børn og hvor meget må de larme ? Må de pludre eller skrige og hvor længe, før de skal udvises. Der er 1000vis af arbejdspladser hvor børn ikke må medbringes, så at trække Danmarks fineste arbejdsplads ned på bodega-plan giver ingen mening.

Det var så på bedste Ekstrablads-facon hvad Pio fik ud af forhandling af R1 om statsministerens åbningsredegørelse.

Politik og Folketingets partiers input og forslag og meninger er tilsyneladende alt for kompliceret stof til at man bare kunne redegøre eller italesætte lidt af alt den politik de 12 timers debat indeholder.

Hvad ville f. eks. Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Konservative, radikale, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, eller de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, eller selveste Socialdemokratiet.

Løsgængerne får vist også taletid. Lyt selv eller se selv på Folketingskanalen.

Uden for folketingssalen står demonstranterne sikkert fortsat med “Generationssvigt”-skiltene.

Så selvfølgelig vil en baby løbe med overskrifterne!

Selv hos Pio!

Hvad der siges i folketinget er mindre vigtigt! Selv folketingsmedlemmerne er mere optaget af deres egen iPhone.

Og måske hygger de sig med piopio.dk.

Det er selvfølgelig langt mere interessant end grindehvaler og delfiner på Færøerne !

Hvorfor er Pernille Skipper ikke hjemme på barselsorlov? Er det ikke noget især Enhedslisten har kæmpet for at få indført for alle? Så hvad laver hun i folketinget når hun skulle være hjemme på barselsorlov?

Løsgængeren Lars Løkke fik en meget kort taletid og ingen spørgsmål!

Til gengæld fik løsgængeren Sikkandar Siddique på grund af en uheldig oplevelse ude i det virkelige liv et hav af spørgsmål og medfølelse!

Lars Løkke blev tiet ihjel

Statsministeren er i topform og der er ingen grænser for hvor godt det går i Danmark!

Ensartet CO2-afgifter og flyafgifter!

Fruen skal til Indien.

Danmark skal styre hvem der kommer hertil!

Alverdens problemer med kyniske bagmænd!

Halvdelen af asylansøgere kan afvises! I hele verden.

Asylsystemet skal ændres!

Nærområder, rige lande tage ansvar, kvoteflygtninge, men ingen rigtige svar. Kun at det er svært!

Store ambitioner på Danmarks vegne!

Coronadygtige! 200 aftaler på tværs af partier! Store brede aftaler!

Folkestyret virker!

Efter at have svaret på spørgsmål om velfærdslov, praktik i folkeskolen, klimadiplomati, det røde kompas, friplejehjem, ulighed, afbureaukratisering, lokal presse, dovenhedsfakto, akutte problemer i sundhedsvæsenet, CO2-afgift også for landbruget, og Israel og vacciner, ser statsministeren meget træt ud.

Og babyen er for længst lagt i seng! Men Lars Løkke holder tappert øjenlågene oppe, da der endelig er afstemning!

Et nyt politisk år kan begynde oven på et bredt landbrugsforlig og en lang åbningsdebat!

Annonce