Annonce

SF: Det skal være slut med monsterlønninger på direktionsgangene

Partiet ønsker et lovbestemt lønloft: Topchef skal maksimalt kunne tjene 20 gange mere end den lavest lønnede på samme virksomhed
Det skal være slut med ekstremt høje lønninger til topchefer, mener SF.

Derfor foreslår partiet, at en topchef maksimalt skal kunne tjene 20 gange mere end den lavest lønnede - undtaget deltidsansatte og lærlinge - i samme virksomhed.​​​​​​

“Jeg tror, det er gift for vores samfund, hvis der bliver for langt fra dem, der tjener mindst, til dem, der tjener mest, og jeg tror, der er mange, der har helt almindelige jobs, der tænker: ’Hvorfor skal der sidde nogen i toppen, som tjener så meget? Hvad er det, der gør, at de er så meget mere værd end os andre',” siger SF’s gruppeformand, Jacob Mark, til dagbladet Politiken.

På Twitter skriver SF's Signe Munk, at et lønloft er nødvendigt:

"Er direktørerne så dygtige at deres løn bare kan stige og stige uden resten af virksomhedens ansatte bør følge med? Ikke hvis du spørger mig. Et lønloft nødvendigt."

placeholder

 

Taget for pålydende betyder forslaget, at en virksomhed med en fuldtidsansat sekretær med en årsløn på 300.000 kroner før skat maksimalt kan aflønne sin direktør med seks millioner kroner før skat årligt.

Inspireret af Sass

SF satser på støtte til forslaget fra Socialdemokratiet, der tidligere har været inde på noget lignende.

December 2018 fremlagde Socialdemokratiet således udspillet “Danmark er for lille til store forskelle”. April 2019 talte daværende gruppeformand, tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S), for et lønloft for direktører og koncernchefer:

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) erklærer sig over for Politiken enig i intentionen bag SF-forslaget, men finder en 1:20-ordning for “meget firkantet”.

Socialdemokratiets finansordfører, Chr. Rabjerg Madsen, understreger, at  det er et problem at de rige er blevet meget rigere:

vi ønsker et samfund med sammenhængskraft

"Det udfordrer vores samfund, og det handler om, hvilket samfund man ønsker. Når vi grundlæggende synes, at det er en udfordring, at dem i toppen er blevet vældig meget rigere end dem i bunden, er det, fordi vi ønsker et samfund med sammenhængskraft, hvor man bor i de samme områder, går i de samme skoler og foreninger og handler i de samme butikker," siger Christian Rabjerg Madsen til Berlingske.

Enhedslisten ønsker også et opgør med de højeste lønninger. Men finansordfører Rune Lund mener, at Enhedslisten har præsenteret et  “klogere og mere præcist” bud - i form af en ny millionærskat.

Forslaget indebærer, at indtægter på over 3 millioner beskattes med 70 procent. Partiet har også foreslået, at hvis en direktør tjener over 20 gange mere end en almindelig medarbejder, så skal det tælle negativt i vurderingen af den pågældende virksomhed, når stat, regioner og kommuner i forbindelse med udbud skal vælge mellem flere tilbud på for eksempel anlægsprojekter.

Nej fra De Radikale og Fagbevægelsens Hovedorganisation

Hos De Radikale understreger erhvervsordfører, Katrine Robsøe, over for Politiken, at virksomhederne altid bør overveje, om direktionslønningerne er rimelige, men advarer ellers mod SF-forslaget.

Hun henviser til, at politikerne skal snitterne fra at fastlægge lønninger. Det må i stedet overlades til arbejdsmarkedets parter.

Den holdning deler man hos Fagbevægelsens Hovedorganisation - selv om man er enig i den aktuelle kritik af de tårnhøje lønninger på direktionsgangene.

Opdateret 18.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja de røde partier er jo dovne og misundelige, ikke mærkeligt at de ønsker at smadre den danske model!

Ja de røde partier er jo dovne og misundelige, ikke mærkeligt at de ønsker at smadre den danske model!

Ja de røde partier er jo dovne og misundelige, ikke mærkeligt at de ønsker at smadre den danske model!