Kønsmuseum mangler million: Vores forskning er truet

Museet KØN, der specialiserer sig i kønnets betydning, kommer med et opråb til politikerne. Hvis museet ikke får flere penge, vil det gå ud over forskningen.
Udstillinger om ikke kun forfatteren, men også aktivisten, Astrid Lindgren, der gennem sine historier om Pippi og Emil udvidede synet på, hvad der er muligt at udrette – som kvinde eller mand, barn eller voksen.

Forskning i pigens status som både overset billedmotiv og betydningsbærer i kunst og visuel kultur.

Eller besøg af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som fortæller om sin nye bog “Blondinens Betragtninger” og ligestilling, feminisme, magt, sex og #metoo.

placeholder

Det er blot nogle af de arrangementer og tiltag, som Museet KØN (det tidligere Kvindemuseet), i Aarhus, nu advarer om er truet på grund af pengemangel.

I et brev til Folketingets ligestillingsudvalg opfordrer KØN partierne bag den kommende finanslov til at hæve museets årlige ekstraordinære tilskud fra de nuværende 500.000 kroner til minimum én million.

“Herved vil museet kunne genoprette en fast faglig stilling og holde fast i den gode, stabile udvikling, som er helt afgørende for, at der er ressourcer til at opretholde det faglige niveau og lovmæssige forpligtelser, tiltrække ekstra fondsmidler og udvikle tilbud, der kan genere entreindtægter,” hedder det i brevet.

Mangler forskningsmæssig forankring

Én million kroner er netop det beløb, som KØN fik, da museet første gang fik det ekstraordinære tilskud på finansloven i 2013.

Tilskuddet bortfaldt  efter regeringsskiftet i 2015 og kom først tilbage på finansloven for 2019. Men nu var det kun på 500.000 kroner, hvilket har været tilfældet lige siden.

“Det betyder, at vi i flere år har kørt på pumperne,” siger KØN’s direktør, Julie Rokkjær Birch, til Netavisen Pio.

I dag er Aarhus Kommune hovedtilskudsyder, og hertil kommer statens ordinære tilskud til det statsanerkendte museum.

Ud af en årsomsætning (2019) på 13,8 millioner kroner kommer de 4,3 fra ordinære driftstilskud fra stat og kommune. Resten af pengene får museet fra fonde og sponsorer samt egenindtjening.

“Det er fint nok at kunne søge fonde om penge - og det er KØN rigtig god til - men hvis vi skal have en fast forankret forskning, så kan vi ikke leve af kun at søge om penge til projekter,” siger Julie Rokkjær Birch.

Der er ikke fulgt økonomi med

”Man skal huske på, at museet i 2016 fik udvidet sit ansvarsområde til kønnenes kulturhistorie – men der er ikke fulgt økonomi med det bredere fokus”.

“Som nationalt, statsanerkendt museum er KØN også en forskningsinstitution, så staten har nogle krav, som vi skal leve op til - blandt andet at vi skal have en fastansat med ph.d.-niveau, der kan forske. Hvilket i dag ikke er tilfældet”

Skiftede navn

I KØN’s vision hedder det, at museet “vil være førende dialogskaber om kønnets betydning og skabe indsigt, engagere og styrke viljen til et ligestillet samfund.”  

Museet blev grundlagt i 1982, hvor kvinders kultur og historie var stærkt underbelyst, og i de forløbne årtier har det indsamlet dokumentation for kvinders hverdagsliv såvel som deres aktive medvirken i samfundsudviklingen.

“Vi gør en dyd ud af at kvalificere kønsdebatten,” siger Julie Rokkjær Birch.

“Danmark er jo heldigt netop at have et museum for køn og ligestilling, der både er forankret i en samling og forskning. Men hvis vi fortsat skal kunne løfte den opgave, så har vi - mindst - brug for en million kroner om året.”

I februar 2021 skiftede museet navn fra Kvindemuseet til KØN som konsekvens af, at museet faktisk allerede i 2016 udvidede dets fokus og ansvarsområde.

I dag beskæftiger museet sig bredt med kønnenes kulturhistorie og involverer alle på tværs af køn i indsamling, udstillinger og forskning.

Museet KØN

KØN er barn af den en nye kvindebevægelse i 1970’erne, som gav anledning til tværfaglig kvindeforskning på universiteter og læreanstalter.

  • Besøgstal i 2019: 42.119 
  • Undervisningsforløb i 2019: 326
  • Brugere: 61 procent er mellem 14 og 29 år (ekskl. skoleklasser), hvor dette gennemsnit på de danske museer ellers kun ligger på 18 procent.

Kilde: KØN

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Forskningen"... lol. Det er sjovt hvordan "forskning" er blevet et trumpfkort til skatteydermillionfinansieret Enhedslisten-aktivisme.

Det forhold at Kvindemuseet har skiftet navn til "KØN - Gender Museum Denmark", lugter jo langt væk af, at museet har sat sig for fremover at prioritere identitetspolitisk bavl og woke tosserier over ligestilling samt kvinders og kvindebevægelsens historie. Og hvis det er tilfældet (og det kan vist dårligt opfattes anderledes), vil jeg rigtig gerne være fri for at være medsponsor via skatten.

Nej, nu forstår jeg ingenting. Droppede man ikke navnet "Kvindemuseet", fordi navnet "Museum for køn" ville få mænd i hobetal til at strømme til? Tænk bare på alle de taxachauffører, museets direktør berettede om i lokale medier, som hele deres liv havde drømt om at besøge museet, men oprigtigt var i tvivl om, hvorvidt der var adgang forbudt for mænd. - Museet ligger vist, som de har redt. Pænt dumt at trampe sit stampublikum over tæerne. Man kan i hvert fald ikke sige, at de ikke var advaret...

Jvf. Kvindemuseets vedtægter skal forskning ske “med afsæt i kvindehistorie”. Det sker ikke nu. Tværtimod fylder den identitetspolitiske dagsorden museets forskning. Navneskiftet til KØN er blot et enkelt udtryk for det. I stedet for at bevilge flere penge, vil jeg anbefale en nøje granskning af anvendelsen af de eksisterende bevillinger fra kommune, stat og fonde til henholdsvis forskning og formidling.

Tilslutter mig denne anbefaling!

Troede da ikke der var noget der hed køn længere, der er da afskaffet for længe siden.

Jeg er da overbevidst om at rigsrevision, fonde og kulturudvalget er stærkt interesseret i viden om at navneskiftet har medført dårlige opbakning, manglende opfyldelse af krav samt viden om at nye publikusgrupper ikke genereres samt det faktum at 61% er skolebesøg finansieret af kommuneskolerne,
Woke er bluf i mere end en facon....

Annonce