Annonce

Ny kurs: 3F mener, at der er brug for forskellig pensionsalder

Danmarks største fagforbund vil nu kæmpe for en differentieret pensionsalder.
Hovedbestyrelsen i 3F har vedtaget at støtte en differentieret pensionsmodel, hvor dem der har været flest år på arbejdsmarkedet kan trække sig først tilbage.

3F har ellers tidligere afvist en differentieret pensionsalder, men nu ønsker man, at en anciennitetsordning skal gå hånd i hånd med en gentænkning af seniorførtidspensionen:

“Vi har tidligere afvist en differentieret pensionsalder, for eksempel da Enhedslisten foreslog det, fordi rigtig mange af 3F's og FOA’s medlemmer vil ikke være omfattet af sådan en ordning. Vi har analyseret det, og siger nu, at sådan en ordning skal suppleres med en ny seniorførtidspensionsordning” siger forbundsformand i 3F, Per Christensen, til Netavisen Pio.
 

Ikke et simpelt regnestykke

Hvis en ny fleksibel tilbagetrækningsordning skal være fair, så skal man ikke blot tælle år, mener man i 3F:

“Rigtig mange 3F’ere - modsat hvad man måske skulle tro - kan ikke nå 40 år på arbejdsmarkedet, fordi det er et vilkår for en 3F’er er, at vi pendler ind og ud af arbejdsmarkedet. Modsat en industriarbejder, en ingeniør eller en skolelærer, som er mange år det samme sted,” forklarer Per Christensen.

3F's og FOA’s medlemmer har et hårdt og slidsomt arbejde

At man er inde og ude af arbejdsmarkedet og skifter meget job betyder dog ikke, at arbejdet ikke er hårdt - tværtimod.

“På trods at 3F's og FOA’s medlemmer har et hårdt og slidsomt arbejde, så vil de altså ikke blive samlet op alene af en anciennitetsmodel. Nogen vil - men slet ikke nok,” siger Per Christensen.

Model på to ben

Det er helt afgørende for 3F, at den differentierede pensionsalder ikke kommer til at stå alene, men at der samtidig tages hensyn til, at nogen har et hårdt og opslidende arbejdsliv:

“Vi vil kombinere en anciennitetsmodel, med at sige: Vi skal have en ny seniorførtidspensionsordning, som ikke har de samme iboende kriterier, som vi kender i dag. Den skal være nem og overskuelig og kun indeholde to ting. For at komme på ordningen skal du kunne arbejde mere end syv timer om ugen, og hvis du bliver omfattet, så skal du kunne forlade arbejdsmarkedet 10 år før, du ville kunne gå på folkepension,” siger Per Christensen og understreger at ordningen dermed vil være i samklang med intentionerne i Velfærdsforliget fra 2006, om den aftalte stigende pensionsalder.
 

Mangelfuld indsats mod nedslidning

Per Christensen mener, at regeringen har fejlet i forhold til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet.

Der er ikke blevet ofret flere penge til at undgå nedslidning

Det er ellers hele forudsætningen for, at pensionsalderen løbende kan stige fra nytår, som det er aftalt i Velfærdsforliget:

“Dengang talte man om, at betingelsen for, at man overhovedet kunne overveje at hæve pensionsalderen løbende, var, at man kigger på at øge kompetencerne og nedbringe nedslidningen,” siger Per Christensen.

Han mener, at regeringen har gjort det stik modsatte:

“Man har givet færre penge til arbejdstilsynet, der er ikke blevet ofret flere penge til at undgå nedslidning, og der er blevet taget penge ud af uddannelsessystemet,” lyder kritikken fra 3F’s forbundsformand.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er bare godt at 3F er vågnet op! Jeg er selv nu 67, pensioneret havnearbejder fra aarhushavn,løsarbejder, Men: der er rigtig mange gode, gamle arbejdskammerater, som `nedslidt´døede alt for ung ! Knapt nok i 70´alderen ell før, fordi de slæbt sig på jobbet med diverse `nedslidningssygdomme´alt for længe, eft de var 55 !

Annonce