☰
☰
Annonce
De økonomiske konsekvenser af 'sund' børnefattigdom
Flere fattige børn kan føre til flere uniformerede portnere, posepakkerere og husassistenter. Spørgsmålet er bare om vi er interesseret i den slags job?
Regeringen og Dansk Folkepartis kontanthjælpsloft fortsætter den stigning i antallet af fattige børn, der indledtes under Anders Fogh Rasmussen (statsminister 2001-2009). Den højreorienterede tænketank CEPOS gør sig bemærket ved at deres udtalelse om, at det er sundt for børnene i de berørte familier, at opleve konsekvenserne ved fattigdom.
Det vil motivere børnene til at søge et arbejde, når de bliver voksne.
Større incitament til at søge arbejde?
Det lyder barskt, men det skal ikke afholde os fra at overveje, om der er fornuft i forslaget. Er det muligt at skabe job ved at skære i kontanthjælpen, så folk får et større incitament (en større tilskyndelse) til at søge arbejde?
Lavere overførselsindkomster vil presse lønnen nedad
Svaret er ja, men lad os først opliste nogle fakta:
- Det er dokumenteret, at jo flere år du lever i fattigdom i teenageårene, jo lavere vil din indtægt blive som voksen.
- Finansministeriet regner med, at hvis man sænker dækningsgraden (hvor stor en andel af ens lønindkomst man kan få på overførselsindkomst) med 10 procentpoint, vil det mindske arbejdsløsheden med 0,7 procentpoint.
Det lyder umiddelbart modsætningsfuldt, men det er det ikke nødvendigvis. Lavere overførselsindkomster vil presse lønnen nedad. Det vil åbne op for et helt nyt jobmarked.
Flere job til uniformerede portnere
Der vil opstå job som uniformeret portner, der lukker folk ind i deres lejlighedskomplekser. Voksne mennesker vil tage job som posepakker i supermarkederne. Det vil blive almindeligt med husassistenter til at hente børn og gøre rent.
oksne mennesker vil tage job som posepakker i supermarkederne.
Stigende ulighed kan altså føre til skabelsen af ny jobs. Den er god nok.
Umiddelbart lyder det jo godt. Jeg ser da også frem til, at komme til at bo i et rent hjem. Alligevel mener jeg ikke det er en god ide. Heller ikke i nationaløkonomisk forstand.
Økonomisk fremgang skabes ved, at vi gør arbejdskraftbesparende opfindelser. Stigende levestandard opnår vi med andre ord ved, at vi nedlægger lavproduktive jobs, og erstatter dem med nye højproduktive jobs.
Et fintmasket socialt sikkerhedsnet der sikrer alle en anstændig levestandard, behøver ikke at bremse den økonomiske udvikling. Det mindsker incitamentet til at tage lavproduktive lavtlønsjob, javist. Men vi er slet ikke interesseret i skabelsen af den slags job. Husassistenter øger måske bekvemmeligheden for dem der har råd, men det øger ikke velstanden i samfundet.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentarer
Dette indlæg kunne være indledningen til en langt bredere debat om produktionens mening, fordi produktion nærmest i debatten fremstilles som den hellige gral, hvis meningsfuldhed slet ikke står til debat, men næsten er ophævet til at udtrykke selve livets mening.
Men produktionen er jo kun et middel til at opnå behovstilfredsstillelse ved at få del i produktionens værdi gennem lønnen, og hvem i produktionsfællesskabet og den ofte passive ejerkreds, der opnår hvilken andel af udkommet, er i hovedsagen bestemt af magtforholdet mellem deltagerne, langt snarere end hvad normal rimelighed tilsiger. Dette forhold er illustreret alt for tydeligt i de seneste års nærmest groteske udvikling i lønforholdet mellem aktørerne i top og bund, som de facto slet ikke kan forklares med værdien af de faktiske indsatser, der i peioden ikke kan begrundes at være ændret synderligt.
Kapitalistens interesse i produktionen er profit og kapitalakkumulering, der især tjener to formål, investering og privat formueopbygning (og dermed magt). Den første er samfundsnyttig, dog kun i det omfang den også er foretag begavet og uden at påføre samfundet omkostninger, der ikke kompenseres for. Den anden giver, især når forholdet outreres, af flere grunde anledning til samfundsmæssige problemer.
Lønmodtagerens interesse er at opnå andel i produktionen værdi gennem lønnen og accept gennem arbejdsfællesskabet.
Denne interesse cocktail har desværre ført til en katastrofal ukritisk holdning til produktionens mening, så at sige hvilken som helst produktion anses at være en fordel, uanset om den fører til overflødig produktion grundet designet forældelse, samfundsskadelige spildstrømme, jobtyper med helbredsskader på medarbejdere og naboer, forarmende løn- og arbejdsbetingelser, miljømæssige skader eller udpining af knappe resurser.
Alle disse men’er er de forhold, som markedet under produktionsmaksimeringsdogmet gennem tiden har vist sin åbenlyse afmagt overfor, og som i disse tider kulminerer i enorme globale problemer.
Det etablerede politiske systems reaktion, baseret for meget på løsningerne hos kapitalen, der kun læner sig op ad de tradionelle markedsdogmer, er blevet impotente som løsningsmodeller i forhold befolkningens, og i øvrigt også forskernes, fornemmelse af, hvad der er presseende problemer.
Den gamle kapitalisme model med kun individuel interessevaretagelse duer ikke mere.
Dette, sammen med stærkt aftaget rimelighed i indkomst- og formuefordelingen, kræver en ny samfundsøkonomisk modeldannelse og nogle politikere, der vågner op til dåd.