Umuligt at få øje på andet end tabere i sygeplejerskekonflikten

Sygeplejerskernes næste tre måneder lange konflikt bør give både politikere og strejkende stof til eftertanke.
Den største spænding gik på, om sygeplejerskerne ville løbe tør for penge før regeringen løb tør for tålmodighed.

Det blev det sidste og i torsdags lukkede et flertal bestående af regeringen og de blå partier minus Dansk Folkeparti ned for strejken, ved at ophæve forligsinstitutionens mæglingsforslag til lov.

Helt som forventet.

Lige så forventet var vreden fra venstrefløjen og fra sygeplejerskerne selv, selv om det var en offentlig kendt, at man i Dansk Sygeplejeråd ønskede et indgreb, der kunne spare forbundet for ydmygelsen ved den total kapitulation når strejkekassen engang var tømt.

Efter næsten tre måneders strejke er det svært at få øje på vinderne.

Sygeplejerskerne fik sig en lønstrukturkomité, der må antages at være anderledes end den foregående ligelønskomité, men står ellers tilbage med vreden og skuffelsen og ikke mindst splittelsen i et forbund, hvor ledelsen hele to gange fik underkendt sit forhandlingsresultat.

Hvad gik galt?

I et system som det danske hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler løn og vilkår er der altid en risiko for at nogen bliver uenige.

Der er ikke noget usundt i en rask arbejdskamp der renser luften og afklarer styrkeforholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver.

Men konflikten blev i manges øjne en dyr skuffelse der blot bidrog til at grave grøfterne dybere internt mellem sygeplejerskerne og mod regionerne.

Spørgsmålet er hvad der gik galt?

Sygeplejerskekonflikten kan på mange måder siges at havde været den første identitetspolitiske eller “woke” strejke i Danmarkshistorien.

Udgangspunktet for de strejkende er en rapport fra Institut for Menneskerettigheder der hævder, at sygeplejerske er udsat for strukturel diskrimination baseret på en gammel aftale fra 1969 - tjenestemandsreformen - hvilket har resulteret i en lavere løn end de burde have.

Men når man spørger både offentligt og til baggrund, så er det ikke en udlægning man blandt forskere eller i resten af fagbevægelsen kan genkende.

Herfra lød det, at indplaceringen fra 1969 var baseret på uddannelseslængde frem for køn.

Alligevel valgte sygeplejerskerne at tage udgangspunkt i menneskerettighedsrapporten og gøre konflikten til en kamp med andre faggrupper.

Ikke bare mændene, men også indirekte de andre “kvindefag”, der får endnu lavere løn end sygeplejerskerne.

Resultatet blev at man tabte det hele på gulvet.

For i sygeplejerskens fortælling var indbygget en række modsætninger som det i sidste ende var umuligt at imødekomme.

Hvis man accepterer præmissen om at kvindefag er strukturelt diskrimineret, så er det jo ikke logisk at det lige skal være sygeplejersker, der skal kompenseres som de første.

Ville det i så fald ikke være mere oplagt med dårligere lønnede gruppen som rengøring, ældrepleje eller børnepasning?

Skaber energi, men overbeviser ingen

Identitetspolitikkens gruppefokus på bekostning af helheden kan aldrig fungere i den danske model.

Selv om fortidens strejkende også har moraliseret, så har deres konflikter taget udgangspunkt i konkrete materielle forhold. Styrkepositioner og produktionsfremgang.

Identitetspolitik er effektivt til at skabe energi om kampen, men den er i sagens natur ikke velegnet til at overbevise nogen, der ikke deler afsenderens verdensbillede, da det tager udgangspunkt i en gruppes kollektive oplevelse af uret.

Arbejderbevægelsens succes er bygget på solidaritet mellem faggrupper. På at man trods forskelligheder og også forskellige interesser har kunnet finde sammen om mål der samtidig var realistiske.

En hovedpine for Socialdemokratiet

Udfordringen for Socialdemokratiet er, at den onde ånd fra lærerkonflikten i 2013 fortsat spøger.

Dengang brugte den daværende S-regering aktivt konflikten til at spare penge og omlægge lærernes arbejdsforhold.

Når statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger at en socialdemokratisk regering ikke vil blande sig i en konflikt, så er det vrede modsvar, at det kunne den jo godt, når det var til lærernes skade, så hvorfor ikke gøre det til sygeplejerskernes gavn?

Socialdemokratiet har kort sagt et troværdighedsproblem.

Men det har kritikerne på venstrefløjen og blandt aktivisterne også.

For hvis regeringen skulle gentage manøvren fra 2013 med omvendt fortegn - altså til lønmodtagernes fordel, så ville det helt sikkert høste stemmer, men på sigt ville det være akkurat lige så giftigt for den danske model.

Arbejdsmarkedets jernlov er sådan, at hvis det skal være mandatfordelingen i Folketinget der afgør resultatet af overenskomstforhandlingerne, så er der groft sagt ingen grund til at være medlem af en fagforening.

Det er f.eks. sådan systemet fungerer i Frankrig. Her er masser af strejker, få resultater og endnu færre medlemmer af fagforeningerne.

Alle bør tænke to skridt frem

De fagforeningsaktivister, der nu kræver Folketingets indblanding, bør tænke to skridt frem.

Hvis det er folketinget der skal stemme om lønnen, hvad skal vi så med fagforeningsaktivister? Og hvordan vil man stille sig den dag, en borgerlig regering stemmer lønnen ned?

Den danske model er langt fra ufejlbarlig og især på det offentlige område lider den af en række strukturelle modsætninger.

Mest centralt står det forhold, at hvor private arbejdsgiverne taber penge på en normal strejke, så tjener offentlige arbejdsgiverne (som jo i princippet er os alle sammen) penge på samme.

Derfor er det heller ikke kun sygeplejersker, der bør tænke sig grundigt om. Hvis politikerne ønsker at bevare den danske model på det offentlige område, så kræver det at alle parter kan se sig selv i processen.

Regeringen har en interesse i at der er vandtætte skotter mellem politikernes rolle som arbejdsgivere og som repræsentanter for lønmodtagerne.

Men sygeplejerskerne bør også overveje perspektivet i en strejke der manglede opbakning og som var umulig at imødekomme uden at lægge sig ud med andre lønmodtagere.

At tage udgangspunkt i sygeplejerskernes egen identitet og oplevelse af strukturel uretfærdighed skabte masser af energi, men endte i et bittert nederlag.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Måske bliver privathospitalerne vindere?
De mangler personale til at hjælpe med at 'høvle puklen ned' af patienter på ventelisten.

Niels Jespersen, du glemmer "skruen". Hvorfor lige sygeplejerskerne, spørger du, og ikke rengøringsarbejdere eller plejepersonale?

Fordi det er sygeplejerskerne, der lige her og nu har det stærke sammenhold, som gør, at de tør kaste sig ud i en strejke. De lavere lønnede faggrupper har ikke den samme grad af solidaritet, i hvert fald ikke p.t.

Og skruen, som er en gammel taktik helt tilbage fra før systemskiftet i 1901, går netop ud på at én gruppe fremtvinger en lønstigning her og nu, således at det bliver nemmere for den næste gruppe at kræve lønstigninger næste gang. For når der var råd til at give sygeplejerskerne mere i løn, så er der også råd til at give rengøringsarbejderne mere i løn, lyder argumentet.

Det ved regeringen og arbejdsgiverne, så selvfølgelig saboterede de strejken, netop for at forhindre, at flere faggrupper skulle få blod på tanden. At arbejdsgiverne ikke ville rokke sig, er at forvente, og at regeringen som arbejdsgiver for de statsansatte selv opfører sig som en arbejdsgiver kan man også godt forstå. Men hvordan regeringen så stadig kan fastholde, at den er socialdemokratisk, er så lidt mere mystisk.

Hvis regeringen var kommet sygeplejerskerne lidt i møde, kunne den have vundet en stor ideologisk sejr, som ville have afspejlet sig i meningsmålingerne, nu er partiet i stedet tilbage, hvor det startede før Coronakrisen.

Det mest deprimerende har dog været mediernes behandling af strejken. At de borgerlige medier er modstandere af at forbedre arbejdsforholdene for folk er igen at forvente, men at socialdemokratiske kommentatorer som fx Kristian Madsen falder sygeplejerskerne i ryggen og kalder strejken for "udsigtsløs" og det, der er værre, er intet mindre end en skandale. Men i det mindste skriver han det, som hans arbejdsgiver, dagbladet Politiken, forventer af ham, så med lidt held vil han få en lønforhøjelse, i modsætning til de sygeplejersker, som han forrådte.

Socialdemokratiet er sin egen værste fjende. Aldrig tør vi have bare den mindste lille smule tillid til partiet, før et eller andet højtstående partimedlem skider højt og flot på vore ønsker, uden at andre socialdemokrater går i rette med vedkommende.

Hvad blev der af Pios tanker? Er socialdemokratismen kun noget, man hylder ved festlige lejligheder, og så ellers fejer ind under gulvtæppet, når der skal føres borgerlig politik? Socialdemokraterne har en netavis, der hedder Pio, er det så bare lånte fjer?

PS: Og dit forsøg på at gøre konflikten til en identitetspolitisk kamp er helt forfejlet, Niels Jespersen. Et lønløft til sygeplejerskerne ville have været en støtte til de andre kvindefags kamp, og i sidste ende til hele fagbevægelsens kamp. Sygeplejerskerne var blot avantgarden i denne kamp, og der er altså ikke meget identitetspolitik i at sætte sin indkomst på spil for en sag, som omfatter både mænd og kvinder. Kvindekamp er klassekamp, ikke den anden vej rundt - klassekamp er mere end identitetspolitisk navlepilleri, meget, meget mere.

Lad regeringen betale sygeplejerskernes forhøjede kontingent. De holdt sygeplejerskerne for nar. Mette bestemte hvornår der blev grebet ind. Hun fik sin velfortjente ferie. Sygeplejerskerne fik ingen ferie efter særdeles veludført arbejde. Kvinde er kvinde værst! Først Thorning så Frederiksen.

Højt på strå, men skider arbejderklassen et stykke. Den danske model. Lad de andre stå, så ender jeg med kors og stjerner på!

Mette skulle være så social!

Stikker halen imellem benene, så ræven i fåreklæder ej ses på twitter, facebook og i vælgerbarometeret.

Men lærere og sygeplejersker er klogere end som så!

Det er tankevækkende, at Socialdemokratiet i ligestillingsdebatten ofte fremfører, at kvinder i gennemsnit tjener 15 procent mindre end mænd, og at det er et stort problem og en stor uretfærdighed. Imidlertid viser sygeplejerskekonflikten med al ønskelig tydelighed, at Socialdemokratiet, når det kommer til stykket, ikke vil gøre nogen verdens ting for at generelt at hæve lønniveauet i typiske kvindefag. Det hele er bare tomme ord og valgflæsk.

Når det derimod drejer sig om at skaffe privilegier og sørge for positiv særbehandling til overklassekvinder er socialdemokraterne helt anderledes oppe på mærkerne. Fx er der på universiteterne iværksat en lang række initiativer, der går ud på at favorisere kvinder på mænds bekostning. Tilsvarende i den offentlige offentlige administration, hvor det er helt almindeligt at foretrække mindre kvalificerede kvinder på dygtige mænds bekostning. Ved udnævnelser til offentlige råd og nævn er kvinder sikret 50% af pladserne, helt uanset om der er inden for de pågældende område er kvalificerede kvinder eller ej.

Konklusionen er, at Socialdemokratiet er revende ligeglade med almindelige kvinder, der bare får lov til at arbejde for sulteløn, hvorimod Socialdemokraterne er vildt optaget af at tildele over overklassekvinder millionlønninger og fine titler.

Socialdemokratiet politik kan sammenfattes i ordene: Underklassekvinde, kend din plads.

Annonce