Nye tal: Ledighed den laveste i 13 år

"Vi står lige nu i en unik situation, hvor vi har alle muligheder for at få flere ledige i job," siger minister.
I september 2021 var der 94.600 ledige. Det er 5.400 færre end måneden før, svarende til et fald i ledigheden på 5,4 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed fortsætter den positive udvikling, hvor ledighedstallet i sidste måned var det laveste siden januar 2009.

Tallene glæder den fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye (S):

"Det understreger endnu en gang, at vi som nation er på rette kurs efter corona. Det er selvfølgelig en stor gevinst for samfundet, men jeg er mindst lige så glad på vegne af de mange, der nu er blevet en del af det arbejdende fællesskab," udtaler han.

Vi har alle muligheder for at få flere ledige i job

At så mange kommer i arbejde, mindsker den pulje af potentielle medarbejdere som virksomhederne kan ansætte, og det har ført til mangel på arbejdskraft.

"Det er afgørende, at virksomheder får den arbejdskraft, de har brug for. Derfor har vi for nyligt indgået en klog og velbalanceret aftale, der bidrager til at afhjælpe manglen på arbejdskraft," siger han, med henvisning til den trepartsaftale om arbejdskraft, som regeringen, arbejdsmarkedets parter og kommunerne indgik i begyndelsen af oktober.

"Vi står lige nu i en unik situation, hvor vi har alle muligheder for at få flere ledige i job. Det har vi alle en forpligtelse til bliver en realitet," siger Mattias Tesfaye.

En gylden mulighed

Det er første gang siden finanskrisen i 2009, at arbejdsløsheden er så lav, og i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ser man det som en gylden mulighed forl at få folk på kanten af arbejdsmarkedet i job.

"Den kraftigt stigende efterspørgsel efter arbejdskraft, som vi oplever i øjeblikket, er godt nyt for de personer, som står på kanten af arbejdsmarkedet. Det er nemlig i sådanne tider, at der er rigtig gode mulighed for, at endnu flere kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet," siger cheføkonom hos FH, Mette Hørdum Larsen.

Vi skal gribe opsvingets gyldne mulighed

Hun minder om, at der stadig er ledige hænder på det danske arbejdsmarked, mens virksomheder på visse områder melder om udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med særligt kvalificeret arbejdskraft.

"Det er derfor afgørende, at vi med en målrettet indsats for opkvalificering og uddannelse arbejder for at sikre et bedre match mellem den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger, og de kvalifikationer, som arbejdsstyrken har," siger hun og fortsætter:

"Vi skal gribe opsvingets gyldne mulighed og sørge for, at vi får flere med i arbejdsfællesskabet. Det vil ikke alene gavne den enkelte, som får en mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil også styrke dansk økonomi på sigt,” siger Mette Hørdum Larsen.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Ledighed den laveste i 13 år" en glædelig nyhed!

Annonce