Annonce

Svensk statsminister træder tilbage og domstol fastholder gigantbøde til Google

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt, med en lille håndfuld af døgnets vigtigste og mest interessante nyheder.

 

Krav om coronapas udløser ikke nye hjælpepakker

Folketinget har besluttet at genindføre en række coronarestriktioner, men selv om nogle erhverv fra fredag skal tjekke coronapas, fører det ikke til nye hjælpepakker, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

"Det, at der bliver indført krav om coronapas, er ikke i sig selv noget, der åbner nye hjælpepakker."

"Fordi coronapasset alene er en forsikring om, at de, der er på din restaurant eller dit museum, har en vaccine eller et negativt coronatest-svar, siger han til Ritzau.

Der vil fortsat være adgang til kompensation for faste omkostninger for de virksomheder, som har en omsætningsnedgang på minimum 45 procent frem til den 31. december 2021.

Derudover kan virksomheder anvende den midlertidige arbejdsfordelingsordning, oplyser Erhvervsministeriet.

Læs hele historien her.

 

Hækkerup: Regeringens samvittighed er "ren som sne"

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skulle onsdag svare på spørgsmål i Folketingssalen om de slettede sms'er i minksagen. Det skriver Ritzau.

Det er op til politikere og embedsmænd selv at gennemgå deres telefoner for at finde ud af, hvad der er relevant at aflevere til Minkkommissionen.

Partierne i blå blok kritiserer den fremgangsmåde, men justitsministeren afviser kritikken. Det er nemlig den fremgangsmåde der er aftalt med kommissionen.

Nick Hækkerup siger, at det giver mulighed for at snyde, men tilføjer, at regeringen netop ikke har noget at skjule.

"Fordi vi (vil) gerne vil have sagen oplyst, fordi vores samvittighed er ren som sne, og fordi det er aftalt med kommissionen, at kommissionen kan kontrollere, hvis nu jeg ikke har givet det hele. Så kan de se det fulde og tjekke, at det er, som det skal være," siger han.

Læs hele historien her.

 

B.T. glemte at slette hviske-video

Den meget omtalte video med justitsminister Nick Hækkerup, der hvisker noget til statsminister Mette Frederiksen har i flere dage ligget på B.T.'s hjemmeside, selvom mediet forleden besluttede at trække artiklen tilbage.

Det skriver Journalisten.

Chefredaktør på avisen Jonas Kuld Rathje siger, at der er tale om en fejl, for videoen burde ikke stadig være tilgængelig på sitet.

“Det var blevet forsøgt at markere den, som at den ikke skulle vises mere. Da Michael Dyrby i sidste uge beklagede den, fik den et mærkat om, at den ikke skulle bruges, men der er noget teknisk, der gør, at den ikke er blevet fjernet,” siger han og bedyrer, at nu bliver den altså fjernet.

Læs hele historien her.

 

Gigantisk Google-bøde opretholdes

Alphabet Inc. der er moderselskabet bag søgemaskinen Google taber en sag ved EU-domstolen.

Domstolen stadfæster en bøde på 2,42 milliarder eurp, svarende til omkring 18 milliarder kroner.

Det oplyser Domstolen i en pressemeddelelse.

placeholder

Bøden fik Google i 2017 af EU-Kommissionen for at misbruge sin dominans på markedet for søgninger på nettet.

Google har været uenig i afgørelsen, og det er en klage fra virksomheden, som EU-Domstolen har skullet tage stilling til og altså nu har afgjort.

Det vil være muligt for Google at appllere dommen til en højere instans i EU-retssystemet.

 

Statsminister træder tilbage

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har i dag indgivet sin afskedsbegæring.

Den 64-årige socialdemokrat, som har været statsminister siden 2014 og formand for Socialdemokraterne i knap 10 år, vil blive efterfulgt af den nuværende finansminister, Magdalena Andersson.

placeholder

Andersson blev valgt som ny partiformand for de svenske socialdemokrater en partikongres i sidste uge.

Löfven vil herefter være fungerende statsminister, indtil formanden foreslår en ny statsminister, som efterfølgende skal godkendes af Rigsdagen.

Når Magdalena Andersson som ventet bliver svensk statsminister, vil hun blive den første kvinde på posten.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Stefan Löfven har været en katastrofe for Sverige. Intet mindre.
Jeg tror ikke at de skader han har forvoldt kan genoprettes.
Han bør over i historien som den største forræder i nyere svensk historie.
Sverige: RIP!