Corydons teknokratiske reformamok er den historiske S-afvigelse

Den tidligere finansminister glemmer, at når socialdemokrater historisk har gennemført upopulære reformer, så har det været for at opnå noget bedre
Reformer skal gøre ondt for at gøre godt, og Mette Frederiksen modarbejdede den stramning af udlændingepolitikken, som hun i dag tager æren for.

Det er sådan cirka udbyttet af et stort interview med den forhenværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i Altinget.

Forhenværende i dobbelt forstand, for Corydon har brudt lige så konsekvent med Socialdemokratiet som omvendt.

Er der en linje fra Corydon til Mette Frederiksen?

Det er ellers interviewerens agenda at påvise en linje fra Corydons til det erhvervsvenlige reformprogram, Mette Frederiksen lancerede i september med arbejdsudbudsreformer i kraft af beskæring af dimittend-dagpengesatsen.

Det er imidlertid ikke en arv, Corydon vil vedkende sig.

Og så alligevel lidt, for selv om han gerne vil tage æren for “et tavst, men indiskutabelt knæfald for den økonomiske logik, jeg i sin tid prædikede”, så mener han samtidig, at “alle de sødestoffer (...) man har hældt ned i gryderetten for at turde servere den” er helt ude af trit med, hvordan man plejer at lave politik i Danmark.

For socialdemokrater er det altid to skridt frem og ét tilbage. Thorning-regeringen var i bedste fald hop på stedet.

Det er evident ikke rigtigt. Ikke for borgerlige regeringer og da slet ikke for Socialdemokratiske.

Tværtimod er det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards omprioritering af dagpengene med højere dækningsgrad for de tre første måneders ledighed, der ligner traditionel velfærdsstats-ingeniørkunst.

For socialdemokrater er det altid to skridt frem og ét tilbage. Thorning-regeringen var i bedste fald hop på stedet.

Mange korrekte analyser fra Socialdemokratiets højrefløj

Bjarne Corydon leverer mange af den socialdemokratiske højrefløjs korrekte analyser. Det er næsten så man glemmer, at han i offentligheden først blev kendt som bagmanden bag det blodrøde (og usammenhængende) fælles valgoplæg med SF: ‘Fair Løsning’.

Holger K. Nielsen beskriver i sine erindringer, hvordan Corydon tryglede Margrethe Vestager om at lempe på dagpengeforringelserne. Altså modarbejdede han i hvert fald nogle af de konkurrencestats-reformer, han i dag er så stolt af.

Ikke desto mindre er det korrekt, når Bjarne Corydon i interviewet påpeger, at det er bedre at få folk i arbejde end at sikre dem tryghed på offentlig forsørgelse.

Og Bjarne Corydon fik ikke ret. Hans regering tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti - nemlig Lars Løkke Rasmussen.

At flirten med venstrefløjens NATO- og EU-modstand var en pinlig affære. At resultater er vigtigere end resolutioner.

Men den socialdemokratiske magtpolitikers vigtigste lærdom glemmer han. Nemlig at det handler mere om at få ret end at have ret.

Tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti

Og Bjarne Corydon fik ikke ret. Hans regering tabte til den mest utroværdige Venstrepolitiker siden Alberti - nemlig Lars Løkke Rasmussen.

Så kan det godt være, at Mette Frederiksen i sin ungdom repræsenterede en udlændingepolitisk linje, som ikke appellerede til vælgerne, og som kostede tre valgnederlag til Anders Fogh Rasmussen.

I 2015 beviste Bjarne Corydon sammen med Helle Thorning og Noa Redington, at socialdemokrater også er i stand til at tabe på andre dagsordener end udlændinge.

Det parlamentariske græs er grønnere på den anden side

Efter valget i 2019 er der efterfølgende sket en sælsom forbrødring over midten. Lars Løkke Rasmussen er nu fuld af ros til Thorning-regeringens brede samarbejde hen over midten, og Bjarne Corydon kan ikke få nok af Løkkes teknokratiske reformkurs.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor i alverden de gik til valg på at vælte hinanden.

I 2015 beviste Bjarne Corydon sammen med Helle Thorning og Noa Redington, at socialdemokrater også er i stand til at tabe på andre dagsordener end udlændinge.

Måske er det parlamentariske græs altid bare grønnere på den anden side, og både Løkke og Corydon deler en fælles foragt for deres regeringers respektive parlamentariske grundlag, og flere har spekuleret i om Corydon mon kommer på Moderaternes stemmeseddel.

Problemet er bare, at hvis der er noget, som historisk har styrket yderfløjene, så er det netop teknokratisk afpolitisering.

Både Trump og Brexit, og også herhjemme Dansk Folkepartis succes, er skabt på baggrund af en “nødvendighedens politik”, der er blevet solgt til befolkningen som uundgåelig, men som i virkeligheden blev formuleret af en snæver elite af økonomer, jurister og embedsmænd.

Ansvar er et middel og ikke et mål

Bjarne Corydon begår trods sine mange meritter (for selv fra et klassisk socialdemokratisk standpunkt var Thorning-regeringen bedre end sit rygte) den fejl, at han går skævt af mål og midler.

Når socialdemokrater historisk har gennemført upopulære reformer, så har det været for at opnå noget bedre. “Ansvar” er ikke en kvalitet i sig selv. Det handler om, hvad man tager ansvar for.

Alle dem der i dag stor-roser Corydon og Helle Thorning, erhvervsbosserne og de borgerlige medier. Ingen af dem stemte på eller donerede penge til projektet.

Og det handler om at kunne vinde magten og fastholde den ved at gøre sin politik relevant for det store flertal.

Alle dem der i dag stor-roser Corydon og Helle Thorning, erhvervsbosserne og de borgerlige medier. Ingen af dem stemte på eller donerede penge til projektet.

Omvendt kan det undre, hvor mange fagforeningsaktivister og partimedlemmer, der var villige til at gå på gaden for en mand, som anser dem for at være pampere og fremtidsangste fortidsromantikere.

Hvad med Corydons politiske håndværk?

Bjarne Corydon vil gerne være manden der skærer igennem alle flosklerne og fokuserer på de konkrete resultater. En god socialdemokratisk dyd, men måles han selv efter den alen, så er han ikke meget bedre end de venstrefløjsretorikere han så inderligt hader.

For hvad har han i dag af politiske resultater at kigge tilbage på? Han tabte ikke bare regeringsmagten, men også sit eget parti.

Tilbage står en mindre skattereform fra 2012, der løbende udhuler folkepensionen og en folkeskolereform, som ingen i dag vil kendes ved.

Skal Socialdemokratiet for alvor være stærkt, så skal det også kunne rumme typer som Corydon, men som det står nu, er Corydon rejsende i akkurat de samme laster, som partiets venstrefløj historisk har været forfaldne til: Dårlige analyser og politik som vælgerne hverken vil eje eller have.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg var fan af Corydon og Thorning, dengang. Thorning er dog tro mod socialdemokratiet, mens Bjarne C har vendt dem ryggen. Og er der nogen, der bitchede Thorning, var det Lars Løkke, både verbalt og på anden vis ( husk lige skatte kommissionen), da havde V topfolket de tre små aber, ikke se, ikke høre, ikke huske noget som helst af hvad de havde gjort.
Men kan Corydon blive klogere, må det jo være tilladt for Mette også mht. udlændingepolitikken.

Som gammel materialist (læs marxist) vil jeg tage især Helle T i forsvar. Hun er jo cirka ti år ældre end Mette F, og er dermed vokset op i en tid hvor alle svar på problemer i samfundet var individualistiske - fællesskab var YT, egoisme IN. Fællesskab rimede jo på socialisme og (fyfyskamme) kommunisme.
Det blev bekæmpet af rendyrkede helte med Thatcher og Reagan i spidsen (og med Ellemann, Løkke og Ellemann på bagsædet).
Ikke underligt at nogle socialdemokrater blev trukket med - for os handler meget jo også om at have regeringsmagten, og dén får man jo ikke uden et flertal - so oder so - 'i salen'. Så derfor har vi i dag en 'pæn' fraktion, der går helt i spagat og siger fyfyskamme, hvis vi siger fx. højere skat.
Jeg siger ikke at det eller andet er rigtigt, men at man ikke kommer nogen vegne, hvis man geråder ud i interne skænderier i om hvad der er 'den rette lære'.

Jeg vil gøre en undtagelse her i PioPio og rose Corydon,
Ved årsskiftet 2012 - 2013 kom bestyrelsesformanden fra DONG,
og bad om et mindre tilskud til at drive biksen for,
tilskuddet skulle være på 11 Mia. det er trods alt en sjat sådan
sidst på året. Alle kender historien, Corydon sagde nej, til at lade
staten række DONG en hjælpende hånd, men Corydon gik til finansudvalget
med et forslag, udarbejdet i Finansministeriet, hvor DONG fik lov
til at afsøge det finansielle marked for "risikovillig kapital" som
skulle kunne tåle at miste op til 40 % inden staten skulle træde til.
DONG fandt Goldman Sachs med 8 Mia, PFA og ATP med 3 Mia.
Dertil kom der mindretals aktionærerne i DONG som lagde op til 2,5 Mia.
Alt den ballade som skete efterfølgende er glemt SF forlod regeringen,
og de blå partier ville afsætte regeringen fordi GS var en del af løsningen,
Men nu er det sket det underlige, at ingen roser Corydon, og DONG hedder
ØRSTED og er forvandlet fra en virksomhed der efter udvidet med de 13,5
Mia. havde en værdi på 45 Mia. og som i skrivende stund er værdisat til en
markeds værdi på måske mellem 450 og 500 Mia. værd.
Og Corydon er den glemte blå Bjarne.

Du har helt ret AJ, og jeg bakkede om nogen Corydon op i den sag. Men jeg er ked af, han har vend S ryggen. og han er så kritisk ind i mellem mod regeringen.

Arne Jensen - nødvendigt med stor forsigtighed i værdisættelsen af Ørsted. Køb og salg af vindprojekter rundt om i verden er ikke noget, der er nagelfast, og slet ikke noget, der betrygger Danmarks energimæssige forsyningssikkerhed. En slags offshore ejendomsmæglervirksomhed, hvor andre aktører kan det samme, som Ørsted kan, og hvoraf mange af dem er langt større.

Poul Nielson.
Men det må da have en stor interesse i den sektor,
som vil investerer i den verden som svinger sig op
på etablering af vindenergi, jeg ved godt at det lyder
lidt flot, men mig bekendt så har CIP på samme tidspunkt
som Dong/Ørsted skulle finde investorer til de 11 Mia.
fundet investorer som har garanteret CIP op til 50 Mia. kroner.
Disse investeringer som CIP har "fundet" kan da kun være deres
gamle partner pensionskasserne, disse investorer troede mere
på de såkaldte "guldfugle" som Fritz Schur fyrede på gråt papir,
sammen med fyringen af Anders Eldrup, end de troede på DONG.
Og du tror sikkert ikke på mit gætværk, jeg vil gætte på, at Henrik
Poulsen har fundet projekt RED op af skrivebordet efter han blev
ansat som administrerende direktør i DONG.
Det var da helle ikke tilfældig, at Ørsted satte RADIUS til salg,
det kan da kun skyldes at vindenergi er bedre end at levere strøm/varme.
Og de fleste af de Mia. som SEAS brugte til at købe RADIUS for,
har de vel kun tjent på, at "den risiko villige" investering i DONG.
Det startede med at mindretals aktionærerne måtte nedskrive deres
værdierne i DONG. Dette var et krav fra finansministeren BLÅ Bjarne.

Stærk analyse, godt gået, Niels Jespersen. "Reformer" var førhen noget positivt, som vi kæmpede for; nu, efter næsten tyve års borgerlig politik, inklusive fire år med Corydon som finansminister, er reformer blevet noget, vi frygter.

Én helt central forskel på Helles og Mettes regeringer er, at Mette har flyttet forhandlingerne 'ned i salen'.
Hvad jeg var imod i 'vores' forrige regering var at Radikale's Vestager sad og veto'ede en masse, som tilsyneladende ikke engang måtte stilles som forslag. Vi skal ikke glemme, at på 'sociale' spørgsmål, har radikale altid været et temmelig reaktionært parti.
Til gengæld kunne de så pudse glorien på fx. flygtningespørgsmålet og stille helt umulige krav, som vi så skulle ud og tage tæskene for.
Radikale har skabt mere splid i partiet end vi nogensinde selv har kunnet afstedkomme.

Annonce