Blåt hykleri: Højrefløjen fortier gerne direktørens dødstrusler

Hvor er forargelsen hos medier, arbejdsgivere og højrefløj, når direktøren går amok med mordtrusler. Det er borgerlige dobbeltstandarder, så det driver.
Foto: Colourbox
På højrefløjen er der ingen forargelse over arbejdsgiver, der kommer med dødstrusler over for lønmodtagere, der forsøger at organisere sig.

Der blev ellers givet fuld gas fra landets liberale og konservative i den såkaldte lufthavnssag sidste år, hvor en, nu forhenværende næstformand i en 3F-lokalafdeling, gik langt over stregen med et verbalt overfald på en usolidarisk kollega.

Ophidselsen fra højrefløjen kender ingen grænser, når det handler om arbejdstagere

Dengang råbte især de blå medier højt om ”rådden kultur” og ”bøllemetoder”. Det fik flere arbejdsgivere til at efterlyse en mere aktivistisk arbejdsmarkedspolitik med skrappere lovgivning, mens liberalisternes førende fagforeningshader, Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh konkluderede, at var tale om ’systematisk brug af bøllemetoder’ fra 3Fs side.

Ophidselsen fra højrefløjen kender ingen grænser, når det handler om arbejdstagere, men når pilen nu peger på arbejdsgivere, så bliver der anderledes tiet stille.

Superrådden arbejdsgiverkultur

Der skulle ellers være god grund til at snakke om ”rådden kultur”, når direktøren fra Hjallese Minibus i Odense går amok overfor sine medarbejdere. Direktøren har sort på hvidt afgivet både pædofili-anklager og mordtrusler.   

Det må mildest talt siges at være udtryk for en superrådden arbejdsgiverkultur

I en mail har direktøren omtalt en kollega med følgende trusler: “Husk jeg slår Lars ihjel når jeg får fat i ham meld mig til politiet for hans liv er i fare...”. Og derudover har han også beskyldt en faglig sekretær i 3F for at være pædofil.

Trusler og anklager fremsat af direktøren fra Hjallese Minibus

Det må mildest talt siges at være udtryk for en superrådden arbejdsgiverkultur, som burde anledning til massiv politiske forargelse.

Men de høje stemmer på højrefløjen forstummer, selvom den lokale fagforening helt naturligt har anmeldt den skruppelløse arbejdsgiver til politiet.

Rendyrket dobbeltstandard

Mens der i sagen fra lufthavnen bestemt var tale om hårde ord, hvor medarbejderen mundtligt blev truet med ”jungleloven” og kaldt ”klam”, så trumfede Odense-direktøren klart med trusler om både mord og tæv.

Ikke desto mindre har hverken arbejdsgivere og liberalisterne krævet beskæftigelsesministeren i samråd i Folketinget, nye undersøgelser eller lovindgreb fra regeringen. De har alle forholdt sig tavse.

Vi er vidne til en rendyrket dobbeltstandard, hvor arbejdsgivere og højrefløjen ikke kan mønstre den mindste ophidselse, når det handler om deres egne direktører

Det er ikke blevet til eneste opslag på sociale medier fra DI, Dansk Byggeri, De Konservative eller Vanopslagh, ligesom heller ikke hverken Berlingske eller Jyllands-Posten har fundet anledning til at beskrive de ekstremt vidtgående trusler. Tavsheden er larmende.

Vi er vidne til en rendyrket dobbeltstandard, hvor arbejdsgivere og højrefløjen ikke kan mønstre den mindste ophidselse, når det handler om deres egne direktører. Arbejdsgiverhyklerne blinker ikke det mindste, når direktøren kaster om sig med trusler.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jens Jonatan din lille tosse, hvem har taget vognmanden i forsvar på samme måde som de røde partier mener at den knaldrøde fagbevægelses mafiametoder!

Nogen gange må man tage sig til hovedet over Socialdemokraternes dobbeltmoral!

Næ, Jens Jonathan Steen har helt ret i sin kritik. Bagom ryggen på os alle sammen har der dannet sig et klassesamfund, hvor nogle har mere ret på forhånd end andre. Også det der med, at akademikere har en tendens til at optræde som en ny adel, er frastødende. Der ligger jo det i det, at arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, som er fuldtud anerkendt af den socialdemokratiske bevægelse, i vidt omfang af hele det juridiske system anerkendes som at arbejdsgiverne har fri ret til at true og intimidere medarbejdere, og her er der ikke nogen pragmatisme og organiserethed til at rede trådene ud. I vidt omfang er tillidsmedarbejderne arbejdsgiverens tillidsmand, og det har socialdemokretiet aldrig været særligt forhippet på at rydde op i. Men problematikken viser, hvor vigtigt det er at være organiseret i en fagforening med overenskomst, og her viser de liberale virkeligt deres egentlige samfundsfjendtlige natur, idet de jo i virkeligheden ønsker fagbevægelsen udryddet og vejen åben for feudalstaten. Men i et vist omfang har vi allerede feudalstaten, og kun skattereglerne udgør et bolværk mod dens fulde udrulning. I erkendelse heraf lykkedes det jo Anders Fogh Rasmussen at sabotere skattevæsenets rette funktion, og den nuværende regering tøver jo med at gøre noget ved det, fordi de ved, at de borgelige ikke kan lide et velfungerende skattevæsen. Der er en opinion, som Mogens Glistrup i sin tid gav mæle, og som vil et samfund med en udbredt og graverende fattigdom, hvor samfundet intet ansvar har overfor dets borgere.

Arne du tager helt fejl, der er en masse grådighed i fagbevægelsen og Enhedslisten, de danske virksomheder og ansatte kæmper hårdt dagligt for at holde produktionen i Danmark, så vi kan understøtte vores velfærdssamfund!

Og skattereform? Tænker du på den den tidligere røde regering med en SF skatteminister tvang igennem på trods af advarsler?

Jens Jonatan skulle prøve at komme lidt ud i den virkelige verden, istedet for at slikke fagbevægelsen bag i!

Jamen det er jo forfærnligt, at nogle skulle ønske også at få en del af fortjenesten. Herhjemme har det, at velstanden i et vist omfang er blevet til velfærd haft dybe konsekvenser for hele landets karakter, som firmaerne i så høj grad trækker på. Arbejdsgiverne har fra starten præsteret teaterklynk over at skulle bidrage, hver gang de skulle bidrage. Hvorfor du tager Anders Fogh Rasmussen i forsvar ser jeg ikke nogen idé i. At der siden Anders Fogh har været en meget lang række af skatteministre, der intet har udrettet, ser jeg som at de to ender mødes, hvor den ene ende er de borgerliges modstand mod en velfungerende skatteadministration, og den anden ende en uformåenhed overfor opgavens løsning. Det er fuldstændigt illusorisk at tro, at skatteligningen kan overføres til edb, i og med, at det antal mennesker her i landet, der har en slags overblik over skattelovgivningen, er meget få.

Arne en del af fortjenesten?
De får vel deres løn, som er en del af fortjenesten!
Har du ikke nogle saglige argumenter?
Og hvad er dit problem med Anders Fogh? Det var jo en SF skatteminister der virkelig satte skat ud af funktion, efter at have gennemført massive fyringer!
Arne du trænger vist til at komme lidt ud i den virkelige verden!

Jamen det var Anders Fogh Rasmussen, der som statsminister startede massakren på skattevæsnet. Og løn mig her og løn mig der - vi lever vel i et liberalt samfund med en liberal økonomi, og kan den enkelte sikre sig en fortjenste, er det vel fortjent. Og det er lønmodtagerne, der får tingene til at ske, ikke?

Arne men det var under en SF skatteminister medarbejderne blev fyret, på trods af advarsler om konsekvenserne, men Holger var ligeglad!
Hvad får lønmodtagerene til at ske?
Hvilke medarbejdere har startet nye virksomheder?
Kære Arne det er dem der satses noget der skaber noget!
Måske du skulle sætte dig ind i tingene før du ytrer dig om SKAT og de fyrede medarbejdere!

Annonce