Kære sygeplejersker: Lad være med at grave jer endnu længere ned

“De såkaldte lønmodtagerpartier” vil gerne være julemand for de offentlige ansatte, men lønmodtagerne taber, hvis lønforhandlingerne flyttes over i Folketinget.
“Find jer et andet job.”

Så kontant var udmeldingen fra Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted på twitter, efter at formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risskov, advarede mod at “partier, som kalder sig lønmodtagerpartier” begynder at dele penge ud til sygeplejerskerne.

Dragsted raser imod de topfolk i fagbevægelsen, der i Enhedslistens optik aktivt forhindrer sygeplejersker og andet frontpersonale i at få en bonus.

Målt i antal likes på sociale medier, så har han fat i noget, og der spekuleres åbent om Dansk Sygeplejerråd (DSR) vil følge jordemødrerne og ergoterapeuterne ud af FH.

En fagforening er ikke et traumecenter

Man skal ikke tilbringe lang tid på sociale medier for at fornemme det massive raseri, der stadig gløder hos mange sygeplejersker oven på deres fejlslagne strejke. Et raseri en dreven politiker som Dragsted ikke er sen til at udnytte.

Men faglig kamp er ikke en sorggruppe og en fagforening er ikke et traumecenter.

Sygeplejerskerne er ikke de første arbejdere i Danmarkshistorien, som har tabt en strejke

Sygeplejerskerne er ikke de første arbejdere i Danmarkshistorien, som har tabt en strejke. For de slagne kan det være terapeutisk lindrende at opgive overenskomstsystemet og lægge deres skæbne i den yderste venstrefløjs hænder, men er det nu også en god idé?

Sygeplejerskerne tabte deres konflikt, fordi de stod alene med deres krav. I sådan en situation er det dumt at isolere sig yderligere.  

Hvad er det Enhedslisten og aktivisterne vil sætte i stedet?

For hvad er det egentlig Enhedslisten og aktivisterne i Facebookgrupper som “Foreningen af danske sygeplejersker” og talsmanden Luca Jonathan Pristed fra “Styregruppen for Arbejdsnedlæggelser” tilbyder som alternativ til DSR’s overenskomstforhandlinger med regionerne?

For at starte med det sidste: Luca Pristed forventede i tirsdags “tusindvis” af opsigelser. Region Hovedstaden modtog fem. Aktivismen blev en fuser. Et slag i luften.

Så er der mere gods i Enhedslistens løfter om højere løn, til ikke bare sygeplejersker, men alle kvindedominerede fag som partiet mener lider under tjenestemandsreformen fra 1969.

En gave er ikke det samme som en rettighed

Det kan virke svært at forstå, hvorfor sygeplejerskne ikke skal slå til, hvis et rødt folketingsflertal står og vifter med checkhæftet. Årsagen er den simple, at der er forskel på en gave og en rettighed.

Enhedslisten ønsker en model, hvor en lønmodtagergruppe kan gøre sig fortjent i politikernes øjne til at modtage en ekstra pose penge. Det lyder jo fortryllende, lige indtil man tænker tanken til ende.

For en gave er ikke det samme som en rettighed

For en gave er ikke det samme som en rettighed. De penge, der gives af et rødt folketingsflertal, kan lige så hurtigt tages tilbage af et efterfølgende blåt flertal. Og hvis lønforhandlingerne sker mellem Folketingets partier, hvad vi så bruge fagforeninger til?

Man ser for sig en arbejdsmarkedsmodel, hvor lønmodtagerne bruger kræfterne på lobbyarbejde i Folketinget og på at tilkæmpe sig fordele på andre lønmodtagers bekostning.

Den slags er ikke fantasi. Det er groft sagt virkeligheden i Frankrig, hvor en masse små og yderliggående venstreorienterede fagforeninger har mistet styrken til at gå op imod arbejdsgiverne og i stedet bruger kræfterne på at lave ballade, indtil politikerne betaler.

Kan man stole på Enhedslistens opbakning til den danske model?

I Enhedslisten har man altid haft et opportunistisk forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel. Budskabet skæres alt efter, hvilken lønmodtagergruppe man ønsker at indynde sig hos. Især når det gælder de offentlige overenskomster.

Er det populært at være imod politisk indblanding, som under lærerkonflikten i 2013, så er det partilinjen. I 2018 krævede man til gengæld, at Mette Frederiksen pålagde de socialdemokratiske forhandlere i KL at trække lockoutvarslet tilbage over for godt en halv million offentligt ansatte.

Denne gang har Enhedslisten simultant kritiseret Socialdemokratiet for at afslutte sygeplejersker-konflikten og for ikke at ville afsætte flere penge til de strejkende.

På venstrefløjen er septemberforliget fra 1899 stadig klasseforræderi

Enhedslisten kommer aldrig til at bakke helhjertet op om den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor Christiansborg holder sig så langt fra lønforhandlingerne som muligt.

Partiet bygger på revolutionært leninistisk DNA, hvor septemberforliget fra 1899 stadig anses for at være klasseforræderi.

Derfor skal sygeplejerskerne tænke sig godt om

Derfor skal sygeplejerskerne tænke sig godt om, inden de tilslutter sig Pelle Dragsted og Enhedslistens angreb på den danske model og resten af fagbevægelsen.

Venstrefløjen lokker med løfter om nemme penge, men sygeplejerskerne risikerer at stå alene tilbage med en dyr regning.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Enhedslisten er i den heldige situation, at de ikke har et regnestykke, der skal gå op, eller en kasse, der skal stemme, ligesom uønskede langsigtede bivirkninger heller ikke er deres problem, da det altid vil være nogle andre end dem, der står tilbage med ansvaret og oprydningen.

Ja - udmærket kommentar!
Under salig Per Hækkerup hed det at SF skulle "føle ågets byrde" dersom de ønskede at blive en del af regeringsarbejdet sammen med S.

Jeg udfordrede alle i 2011 da SF-R-S regeringen dannedes at den ville ikke holde og at jeg derfor gerne ville vædde 25 øre på at R ville S ikke kunne stole på og SF ville knække under "ansvarets åg" og således gik det, som vi alle husker.

En helt speciel situation kræver en helt speciel løsning dét flytter jo ikke lønforhandlinger til Folketinget og mon ikke den danske model overlever en bonus til voldsomt overbebyrdede hospitalsansatte

Det er ikke en bonus, de kræver fra sygeplejerskernes facebookgruppe. Det er en lønforhøjelse, og sådan en får de med garanti ikke, før der kommer en rapport fra den arbejdsgruppe, der skal kulegrave lønforholdene indenfor det offentlige.

Til gengæld kan det sagtens tænkes, at der kommer en bonus (= et eengangsbeløb) til sygeplejersker og andre grupper af frontpersonale, som har været særligt presset og/eller særligt udsat for smitterisiko.

Sygeplejerskerne har efterhånden mandet sig op i et hjørne, hvor de tror at deres arbejdsindsats er mere værd en andre på arbejdsmarkedet. I virkligheden får de den løn der tilkommer dem i henhold til de overenskomster deres forbund har forhandlet hjem til dem. Det kan godt være at de bilder dem selv ind at deres uddannelse berettiger dem til mere end de får, men hvad er forskellen på deres uddannelse og så på en håndværksuddannelse, ikke en pind, håndværkeren er i lære fire år og får en løn der svarer hertil, vel at mærke det der er aftalt mellem hans fagforening og arbejdsgiverne. Hvis har har merarbejde, altså overtid bliver han, eller hun honoreret herfor. Det samme gælder vel for sygeplejerskerne i det offentlige. Så alt “flæberiet” om at man ikke bliver honoreret efter fortjeneste er hult snak. Og til sidst, den såkaldte talsmand Luca Pristed, er mere til skade for sygeplejerskernes kamp end noget andet. Han følger ikke arbejdsmarkeds spilleregler, og er derfor født til at tabe, den måske for ham, velmente kamp.

Pelle har fuldstændig ret i sin kritik af fagtoppen. Sygeplejerskerne har i årevis gjort opmærksom på de stadig ringere arbejdsforhold på sygehusene og er ikke blevet taget alvorligt af hverken politikerne eller deres faglige forhandlere. Hverken den danske model eller markedslogikken virker på det offentlige område fordi hele lønudviklingen er styret af systematiske reguleringsmekanismer der skal sikre at de offentlige ansatte sakker mere og mere bagud i løn i forhold til den private sektor. Det er en neoliberal planøkonomi med katastrofale konsekvenser for vores kernevelfærd som både politikerne og fagtoppen har underlagt sig. Derfor har sygeplejerskerne ikke andre muligheder for aktion end at flygte fra de helt urimelige arbejdsforhold hvilket nu har bredt sig til også at gælde sygehuslægerne. Det er en skandale at en socialdemokratisk regering sætter neoliberal planøkonomi over sikring af vores helt basale kernevelfærd. Det bedste ville være hvis det lykkedes at brede solidariteten yderligere ud blandt de offentlige ansatte på græsrodsplan så vi fik en omfattende strejkebevægelse der ville tvinge regeringen til at bryde med den neoliberale spændetrøje.
https://solidaritet.dk/sygeplejerskerne-det-tredje-kvindeoproer-og-luca-...

Et regeringsindgreb i en faglig konflikt er en fuldt indarbejdet del af 'den danske model' - og har været det siden 1933.
Selv har jeg siden 1973 arbejdet 'under' et sådant mindst fire gange, og det er altid lykkedes at få det som vi gik glip af i løbet af en senere forhandling - som regel den efterfølgende.
Men en fraktion i DSR har åbenbart erobret i hvert fald dele af) Enhedslisten og overtaget en yderfløjs argumentation; ligesom SF synes at have pantsat sin selvstændighed hos pædagoger.
Men kære Sygeplejersker, pædagoger, SF'ere og Enhedsfront'ere - I trænger til at lære, at politisk og faglig kamp er to forskellige ting. Det går alle ilde, hvis man blander korten for meget.

Annonce