Køge Handelsskole valgte – efter ønske fra både elever og skolens ledelse – at sætte en aldersgrænse, således at partiernes kandidater måtte være maks. 30 år. Det skyldes den simple årsag, at ”unge kommunikerer bedst med unge”, som handelsskolen skrev i invitationen til partierne i de omkringliggende kommuner, herunder Køge Kommune og Solrød Kommune.

Det fik Per Laursen, spidskandidat for Radikale Venstre i Solrød, til at trække ’diskriminationskortet’, idet han mente, at det diskriminerede ham og de partier, der ikke havde unge kandidater. Til Dagbladet Køge udtalte Per Laursen sågar, at handelsskolens ellers uskyldige alderskrav ”legitimerer diskrimination”.

Arrogant holdning

I første omgang fik den radikale spidskandidat at vide, at partiet var velkommen til at sende en repræsentant fra Radikal Ungdom til selve debatten. Men ”ungdomspolitikerne vil ikke være inde i de lokale sager, som jeg er”, udtalte Per Laursen til lokalavisen.

Suk… Per Laursen har muligvis – i hvert et stykke henad vejen – ret i, at en ungdomspolitiker ikke nødvendigvis har samme indsigt i nogle af de lokale sager, han som spidskandidat forventeligt måtte have.

Desværre er det også en holdning, man kan risikere at møde i mit eget parti

Men kunne man forestille sig, at et ungt, politisk engageret menneske ville have bedre appel til det unge publikum og de unge som målgruppe? Sandsynligheden for det er stor. Også selvom det sikkert måtte være en forfærdelig – måske endda overraskende eller ubehagelig – tanke for Per Laursen-segmentet.

Når jeg fremhæver eksemplet med Køge Handelsskole og Per Laursen, så skyldes det, at denne ’case’ desværre ikke er et enkeltstående tilfælde. Per Laursens holdning og tilgang er nemlig ikke kun arrogant. Den stikker dybere end som så og er udbredt i de politiske partier. Desværre er det også en holdning, man kan risikere at møde i mit eget parti.

Flere unge er målet og midlet

Vi ved allerede, at valgdeltagelsen til kommunal- og regionsrådsvalget i år var lavere end i 2017. Mit gæt er, at stemmeprocenten blandt unge vælgere heller ikke er særlig høj – også selvom der har været fokus på at få især førstegangsvælgere til stemmeurnerne. Og nej, vi kan sgu ikke bruge corona som undskyldning eller bortforklaring.

Det bør være det mest naturlige i verden, at der sendes unge kandidater til valgarrangementer med ungt publikum

Flere unge lokalpolitikere må være et mål i sig selv. Men det er også et middel til at gøre (lokal)politik mere relevant for ungdommen – og øge valgdeltagelsen blandt unge (førstegangs)vælgere.

Derfor bør det selvfølgelig være det mest naturlige i verden, at der sendes unge kandidater/repræsentanter til valgarrangementer med ungt publikum. Det burde være udgangspunktet – en tommelfingerregel. Hvorfor er det f.eks. ikke almen praksis ude i de lokale partiforeninger, at det automatisk er den unge kandidat, der får de debatter, som finder sted på ungdomsuddannelser?

De unge kandidater har fingeren på pulsen ift. de dagsordener, som optager ungdommen. Og der er større chance for, at eleverne kan spejle sig i en ung kandidat i en paneldebat; fordi vedkommende i højere grad evner at lægge politikersnakken på hylden og tale et sprog, som eleverne rent faktisk forstår.

Droppe henvisningerne til alverdens rapporter og statistikker – og i stedet tale ind i elevernes hverdag. Tale om ”vi unge” som noget, man selv er en del af, i stedet for at tale om ”de unge” som noget fjernt.

Gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelser og regionsråd er stadig tårnhøj.

Det vil både unge kandidater og unge tilhørere have glæde af. Så i stedet for at trække spidskandidat-kortet og/eller aldersdiskriminationskortet som Per Laursen fra Radikale Venstre gør, kunne partierne jo kigge indad og (skabe rammerne for at) opstille flere unge kandidater.

Tid til selvransagelse i partierne

Gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelser/byråd og regionsråd er stadig tårnhøj.

Ude i de lokale partiforeninger og kredse taler man ofte om, at der er brug for flere unge medlemmer, der har lyst til at engagere sig aktivt i partiforeningen, sidde i bestyrelsen, stille sig til rådighed som kommunalvalgskandidat etc.

Desværre bliver det ofte ved snakken. Meget få kigger på det produkt, man tilbyder. Det er ofte mørke og støvede lokaler, slidte kaffekander, tunge møder og lange dagsordener med overflødige punkter.

Er det et produkt, der er tiltalende? Og er det noget, som unge mennesker har lyst til at blive en del af?

Læg dertil ”plejer”-tankegangen og de ofte søvndyssende diskussioner, hvor man med rette kunne sætte spørgsmålstegn ved, om det nu var nødvendigt at tage den diskussion kl. 21:50 en mandag aften.

Og så har jeg ikke en gang nævnt frygten for forandring og en nærmest principiel modstand mod at gøre tingene på nye måder ude i partiforeningerne, for ”sådan har vi altid gjort, og det skal vi ikke lave om på”, må man forstå.

Det er tid til selvransagelse i partierne. Og som tidligere nævnt er mit eget parti – Socialdemokratiet – ingen undtagelse i det øjemed. Der er nu fire år til næste kommunal- og regionsrådsvalg. Lad arbejdet begynde!