Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen skrev mandag den 6. december faktisk en udmærket leder, #MeToo-opgøret stopper ikke på redaktionsgangen, som jeg et langt stykke af vejen er enig i. Ja, altså lige indtil, der går fagforeningspropaganda i den.  

Jespersens pointe er, at fagforeningerne og overenskomster er det bedste værn mod seksuelle krænkelser.

At Netavisen Pio på lederplads knuselsker fagforeninger er naturligvis lige så overraskende som råbåndsknob på en spejderlejr.

Men er det alligevel ikke som om, at situationen er lidt for alvorlig til at snige fagforeningspropaganda ind i debatten?

Lidderbasserne i chef-laget

Det forekommer mig også ret spøjst, at tilstedeværelsen af fagforeninger og tillidsfolk på medie-arbejdspladser som TV 2, DR og B.T. ikke forhindrede grumme eksempler på grænseoverskridende seksuel chikane begået af lidderbasser i chef- og TV-værtslaget.

Situationen er lidt for alvorlig til at snige fagforeningspropaganda ind

Den tidligere tillidsrepræsentant på TV 2, der medvirker i TV 2-dokumentaren, erkender også selv, at de manglede bollerne (min formulering) til at gøre noget ved problemerne. Så at fagforeningerne skulle være det bedste værn mod overgreb er ikke nødvendigvis givet.

Om end man godt kan argumentere for, at der her efter det store – og vigtige – fokus, der heldigvis er kommet på den krænkende adfærd, formentlig ikke vil være samme passivitet fra tillidsfolkene, som der var på TV 2 way back.

Det skal dog retfærdighedsvist her nævnes, at jeg er fuldt bekendt med, at der er sager, hvor fagforeningerne har hjulpet ansatte udsat for sexchikane med erstatninger. Og det er godt.

Burde være en selvfølge

Jeg er ikke spor modstander af at stå sammen i et kollegialt fællesskab mod seksuelle overgreb. Faktisk anser jeg det som en absolut god ting.

Men hvorfor skal det være betinget af et betalt fagforeningskontingent?

Burde det ikke nærmest være en selvfølge, kollektivt, ikke at acceptere den slags på en arbejdsplads? Sådan helt medmenneskeligt.

Jeg så lige så gerne, at man helt uafhængigt af fagforeningsmedlemsskab enedes om at være opmærksomme og opbakkende, hvis slemme ting finder sted. Altså, det stik modsatte af, hvad det store flertal gjorde på TV 2 under Dyrby, Dorph og Gaardboes regime, hvor man stiltiende accepterede tingenes tilstand.

Hvorfor skal det være betinget af et betalt fagforeningskontingent?

Ja, i visse tilfælde endda bagatelliserede overgreb. Derudover mener jeg også, at der med den store opmærksomhed omkring bl.a. Sofie Lindes tale, TV 2-dokumentaren og lanceringen af #MeToo generelt er blevet knap så svært for kvinderne at sige fra.

Det var fx langt sværere i 00’erne på TV 2, end det er nu, hvor de fleste nok har forståelse for, at kvindelige ansatte ikke gider finde sig i gentagne gange at blive inviteret til trekanter med deres chefer.

Jeg mener derfor ikke, at der nødvendigvis skal være en tillidsrepræsentant som mellemmand for at håndtere problemet.

Så skåret ind til benet, er min pointe blot:

Fagforeninger er ikke “det bedste værn” mod lidderbasse-kolleger. Bevares, fagforeningerne har deres berettigelse og kan især hjælpe, når “skaden” er sket, men det, der virkelig ville batte, er en mentalitetsændring, der giver folk mod til at sige fra – kombineret med kollegialt sammenhold, der ikke nødvendigvis er betinget af fagforeningsmedlemsskab.