Annonce

Mobbesagen: BT afviser kritik fra elevtalsmand

Formanden for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever føler sig misbrugt i sagen, hvor en elev i et debatindlæg hænges ud som doven og sløv

BT's chefredaktør, Michael Dyrby, afviser kritik fra formanden for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, HHX-student Oliver Asmund Bornemann.

"Vi kan ikke helt genkende den udlægning, som Oliver Borneman nu præsenterer," skriver BT's chefredaktør, Michael Dyrby, i en svar-mail til Netavisen Pio.

Bornemann fortalte forleden til Netavisen Pio, hvordan han føler sig misbrugt af BT i en sag, hvor gymnasieelev fra Lyngby Handelsgymnasium, Katrine Fischer, i et debatindlæg i Berlingske 26. december beskriver sine medstuderende som dovne og sløve.

Katrine Fischer, der er fremtrædende medlem af Liberal Alliances Ungdom, omtalte i debatindlægget en klassekammerat, der “ikke laver noget.”

Fischer beskriver blandt andet, hvordan den pågældende elevs “ugidelighed overfor gruppearbejdet ender med at være vores problem". Den omtalte elev kan let genkendes ud fra debatindlægget. Katrine Fischer nævner ikke i debatindlægget, at den omtalte elev er ordblind og lider af ADHD.

Katrine Fischer nævner ikke i debatindlægget, at den omtalte elev er ordblind og lider af ADHD

Fischer: Min ytringsfrihed knægtes

Efter ugers tøven har Katrine Fischer sidste uge fået en skriftlig advarsel fra gymnasiets ledelse, fordi hun med debatindlægget og adfærd i øvrigt har overtrådt gymnasiets mobberegler.

Katrine Fischer går til pressen og fortæller at hendes ytringsfrihed knægtes. Medierne - anført af Berlingske og BT - sluger ukritisk denne vinkel på sagen.

I BT-artiklen citeres Oliver Asmund Bornemann på en måde, som han mener kan tolkes som fuld opbakning til Katrine Fischer – og som om sagen udelukkende handler om Katrines ytringsfrihed. Men for Bornemann handler sagen ikke mindst om mobning af en 17-årig, der nu på femte uge er sygemeldt som følge af sagen:

Det føles som om vinklen på historien er lagt fast på forhånd

"Isoleret set er jeg korrekt citeret om ytringsfrihed. Men i samtalen med BT talte jeg faktisk næsten kun om mobning, der jo også er et væsentligt aspekt af sagen. Alligevel bliver jeg kun citeret for den del, der handler om ytringsfrihed. Det føles som om vinklen på historien er lagt fast på forhånd, og så udelader man bare substansen af det jeg har sagt. Det føles som om jeg bliver fejlciteret,” sagde Oliver Asmund Bornemann mandag til Netavisen Pio.

Han understreger, at Landssammenslutningen af Handelsskoleelever selvfølgelig bakker op om elevers ret til ytringsfrihed.

Som nævnt afviser BT's chefredaktør kritikken:

"Vi kan ikke helt genkende den udlægning, som Oliver Borneman nu præsenterer. Det er måske også værd at bemærke, at Oliver føler sig fejlciteret men ikke er det. Vores reporters vurdering af samtalen er, at det var en god samtale, der sluttede i en fælles forståelse af, at denne artikel handlede om det principielle. Vi har heller ikke hørt fra Oliver siden interviewet blev offentliggjort," skriver BT's chefredaktør Michael Dyrby, i en mail til Netavisen Pio.

Dyrbye fortsætter:

Vi har ikke en vinkel på forhånd

"Vi har ikke en vinkel på forhånd, men vi begynder omvendt heller ikke med Adam og Eva. Vi forsøger at bevare en vis nysgerrighed i forbindelse med de interviews vi foretager, men de indgår selvfølgelig i en sammenhæng," skriver Dyrby videre i sit mail-svar.

17-årig bryder sammen

Netavisen Pio talte torsdag i sidste uge med den sygemeldte, udhængte studende på Lyngby Handelsgymnasium, 17-årige Natalie:

Da jeg ser debatindlægget bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg græder, får rysteture og flashbacks

"Da jeg ser debatindlægget bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg græder, får rysteture og flashbacks. Jeg har ikke betragtet konflikten om gruppearbejdet, som om at jeg er uvenner med nogen. Nu føles det, som om al skyd og ansvar pludseligt lægges over på mig. Nu er det mig, der skal bevise, at jeg ikke er doven eller et dårligt menneske. Jeg tænker, “hvorfor kan du aldrig finde ud af noget. Det her er din egen skyld,” sagde Natalie.

Torsdag i sidste uge kritiserede Jacob Mollerup, der er ekspert i medieetik og tidligere har været lytternes og seernes redaktør i DR, Berlingske. Han kritiserede avisens beslutning om overhovedet at bringe debatindlægget.

"Sagen er et godt eksempel på, at presseetik også gælder for opinionsstof," sagde Jacob Mollerup til Netavisen Pio og fortsatte:

Det har man ikke haft held med på Berlingske i dette tilfælde

"Grænserne er godt nok videre, når det handler om meninger og debat. Men når det handler om beskyldninger, der rettes mod navngivne eller let identificerbare mennesker, skal man tænke sig om også i opinionsstoffet. Det har man ikke haft held med på Berlingske i dette tilfælde. Redaktionen skulle fra starten have sikret sig mod, at et let identificerbart menneske blev udsat for så stærkt nedsættende omtale," sagde Mollerup.

Justitia-direktør trækker i land

Direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, kritiserede onsdag den 5. februar i en artikel i BT Lyngby Handelsgymnasiums skriftlige advarsel til handelsgymnasielev og LA-ungdomspolitiker, Katrine Fischer:

“Jeg synes, det er meget, meget kritisabelt, at man går ind og giver hende en advarsel og sanktion. Hun har deltaget i samfundsdebatten, og det må være helt inden for rammerne at forholde sig kritisk til, hvordan undervisningen foregår på et gymnasium,” udtalte Jacob Mchangama til BT.

Men i et opslag på Facebook trækker Jacob Mchangama nu kendeligt i land.

I sit Facebookopslag den 7. februar fortæller Jacob Mchangama, at han har været i kontakt med moren til den i debatindlægget omtalte elev. Her er han nu blevet oplyst om, at den pågældende elev lider af ADHD og ordblindhed, hvilket ifølge Jacob Mchangama, “stiller LHs (Lyngby Handelsgymnasiums, red.) ageren i et noget mere nuanceret lys end de artikler om sagen som jeg udtalte mig på baggrund af, og hvor disse informationer ikke var med,” skriver Mchangama og understreger på den baggrund at hans udtalelser i BT derfor "ikke var retvisende":

"Men det er også klart, at LH i denne sag havde et særligt hensyn at tage til den udsatte elev, og at min udtalelse ”Det virker, som om man prøver at tage fat i et halmstrå, der hedder mobning, men i virkeligheden vil man ikke have kritik af gymnasiet udstillet offentligt”, derfor ikke var retvisende."

placeholder


Justitia er en juridisk tænketank, der har som formål at styrke fokus på og respekten for grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder i offentligheden.

Fredag i sidste uge kritiserede elevrådet på Lyngby Handelsgymnasium i Netavisen Pio en række medier - særligt BT og Berlingske - i sagen.

"Det har jeg det ikke fedt med"

Lørdag bragte P1-programmet 'Shitstorm' et indslag om sagen. I indslaget bliver Katrine Fischer spurgt, hvad hendes reaktion er på, at Natalie bryder sammen, da hun ser Katrines debatindlæg i Berlingske - og at Natalie lige siden har været sygemeldt:

"Det har jeg det ikke fedt med," indrømmer Katrine Fischer. I samme 'Shitstorm' konstaterer Fischer samtidig, at "det er fedt med al den fokus", som hendes debatindlæg i Berlingske har ført med sig.

Hør hele radio-indslaget her.

Mads Kjær Christoffersen er journaliststuderende på Syddansk Universitet


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg synes egentligt, at det er synd, at sagen har taget den drejning, den har. Hvis det skulle gå, sådan som jeg ville, så skulle man jo sige til den pågældende Natalie: "Op på hesten igen. Gå til vaflerne og forsvar dig.". Men spørgsmålet er, om hun i forvejen har været svækket, så dette ikke er en mulighed. Vi gamle, der mange gange har fået taget topbetegnelsen i debatten, er jo ikke så lette at slå ud. Eftersom jeg er imod, at Lyngby Handelsgymnasium gennem sin advarsel har lagt gift for debatten, så ser jeg den eneste vej frem, igennem, at den pågældende Natalie kommer til orde, og der har BT forsømt det journalistiske. Det burde være muligt, på en skånsom måde, at formulere et modsvar til den kritik, der er blevet rejst. Debatten har det videre perspektiv, at de unge mennesker i stort tal har meget andet at slås med i ungdomsårene, som i alt for ringe grad er belyst i den offentlige debat. Hvad med alle de unge, der kommer fra dysfunktionelle hjem? Der kan udmærket være hjem med en udmærket økonomi, men hvor familiens medlemmer helt er hold op med at tale sammen, eller hvor samtalen foregår på perverterede betingelser. I sin tid havde vi Leif Panduro til at sætte det skarpe lys på alt dette, men i dag er situationen en anden, med de internationale, gud bedre det, sociale medier, der kun tjener til at fjerne fokus fra en dansk vinkel på det hele.

Kære Arne
Natalie er af omstændighederne blevet tvunget til at træde frem for at forsvare sig - da ingen andre mente, at de skulle stille op imod mobning fra en klassekammerat via Berlingske og BT osv. Natalie ønskede ikke at være del af debatten, men er blevet eksponenten for kernen af alles fordømmelse, udtalelser og konklusioner. Alle lægger ukritisk en ungdomspolitikers og LA's usande påstande om min datter til grund som fakta.
Hvis du lytter til DR P1 shitstorm de sidste 2 lørdage får du begge sider af sagen, og kan dømme selv efterfølgende. Yderligere kan du i Mediemøllen på Radie4.dk fra 14/2-20 høre Berlingske sige delvist undskyld (efter 2 måneders venten) kun presset af, at jeg vælger at stå frem og konfromtere Berlingske. Hvor rimeligt er det ?

Hej Mor til Natalie!
Mange tak for svaret. Som du kan se af mit indlæg, har jeg ikke nogen patentløsninger, og i den offentlige debat forekommer urimeligheder jævnligt. Jeg ser denne debat som en mulighed for at hæve de nævnte problemer op på et mere alment plan, og jeg tror, at de fleste har opfattet det sådan, da de jo ikke kender din datter eller de specifike omstændigheder på nogen måde. I mine skriv har jeg søgt at åbne for muligheden af at formulere sig vej igennem, men er på den anden side mig bevidst, at netop dette volder mange personer vanskeligheder.