Annonce

FOA: Kommuner uddanner for få faglærte

Selvom der er afsat et trecifret millionbeløb til at uddanne flere faglærte i ældreplejen, har en stribe kommuner end ikke søgt om at få del i pengene.
Trods massiv mangel på kvalificerede medarbejdere i ældreplejen har en stribe kommuner fuldstændig ignoreret en særlig pulje til at få flere ufaglærte på området til at tage en faglært uddannelse.

Ved finanslovsforhandlingerne for 2021 blev der afsat 425 millioner kroner til at uddanne flere faglærte i ældreplejen. Men flere kommuner har slet ikke anmodet om penge til at uddanne ufaglærte.

Omkring hver tredje kommune har enten slet ikke forsøgt at få del i pengene eller har anmodet om et mindre beløb, end de havde mulighed for at få.

Blandt de sjællandske kommuner, som helt har ignoreret million-puljen finder man Dragør, Tårnby, Stevns, Frederiksberg og Allerød, mens det i Jylland er kommuner som Odder, Viborg, Lemvig og Jammerbugt, der ikke har brugt af de afsatte penge.

Dybt kritisabelt

Hos fagforbundet FOA kalder sektorformand Torben Klitmøller Hollmann det for dybt kritisabelt og udtryk for manglende forståelse af de kæmpe rekrutteringsproblemer i ældreplejen.

Omkring hver tredje kommune har slet ikke forsøgt at få del i pengene

”Der er så stort behov for social- og sundhedshjælpere og -assistenter i ældreplejen. Vi ser flere kommuner gå i nødberedskab i disse uger og behovet bliver kun større i fremtiden,” siger Torben Klitmøller Hollmann.

Se her hvor mange penge kommunerne har brugt på uddannelse af faglærte til ældreplejen.

Formålet med de mange rare penge var at sikre et bedre fagligt niveau i ældreplejen og skaffe 1.000 flere faglærte medarbejdere.

"Det er dybt frustrerende"

I 2021 var der som nævnt afsat 425 millioner kroner – plus yderligere 450 millioner i hvert af de tre efterfølgende år. Men på grund af politiske forhandlinger, der trak ud, blev det beløb halveret, fordi kommunerne først kunne anmode om tilskuddet fra 1. juli.

Alligevel har kommunerne tilsammen kun søgt om 174 millioner kroner af den reducerede pulje på 212 millioner kroner.

 ”Det er dybt frustrerende at se, at pengene til 1.000 nye faglærte kolleger ikke bliver brugt i det omfang, der er aftalt, og som der er hårdt brug for,” siger Torben Klitmøller Hollmann.

“Ubegribeligt”

 ”Vi er allerede for sent ude i forhold til at uddanne nok faglærte i ældreplejen. Det betyder, at medarbejderne lige nu knokler hårdt og må se langt efter flere kolleger. Det er ubegribeligt, at et initiativ, som i hvert fald kunne skaffe 1.000 flere på den måde ikke bliver udnyttet,” siger han.

Andelen af ufaglærte i ældreplejen er ifølge FOA på fire år fra 2017 til 2021 steget fra 13 procent til 22 procent fra 2017 til 2021.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Give dem en bedre løn, ansætte nok medarbejdere, give løn under uddannelse og fremhæve sundhedspersonalet.

Stort set alle ansatte i kommunerne inden for SOSU fagene er ansat på deltid. Typisk 30-33 timer. For mange er det ikke et frivilligt valg, men et strategisk valg fra kommunens side for at opnå større fleksibilitet uden at betale for det. For er du ansat på deltid skal du ikke have ekstra betaling for de timer, som ikke overstiger 37 timer pr. uge i gennemsnit over, så vidt jeg husker, 6 uger. Først når det gennemsnitlige timetal pr. uge inden for den 6 ugers periode over stiger 37 timer skal der betales overtidsbetaling. Mange SOSU'er vil gerne på fuldtid. Men det vil kommunerne ikke gå med til. Men her ligger mange, som i rigtig mange timer og venter. Lige til at tage i brug.

Det samme gælder sygeplejesker og jordmødre. De er også i stort omfang deltidsansatte.

Så sæt sundheds- og SOSU personalet op til fuldtid og de fleste akutte problemer er løst.

7 ud af 10 forældre guider deres børn mod en gymnasial uddannelse med udsigt til gode løn- og arbejdsforhold, samt mulighed for tidlig pension. Hvem kan fortænke dem i det???

Siden starten af 00'erne, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og proklamerede Danmark skal være et videnssamfund og leve af viden og ikke produktion - Den laves bedst i de land, som kan gøre det bedst (altså billigst) skulle forstås. Kina og øst Europa. Der blev bunden lagt for vi alle skal være akademikere med gode løn- og arbejdsforhold. EUC var for tabere og pædagogiske rundkreds sludder, som Fogh mente Danmark bestod af skulle være slut. Og så sendte han så ellers Danmark i krig, en ulovlig krig endog. Men det er så en anden historie.

Herefter gik Anders Fogh Rasmussen så ellers i gang med at ændre de danske værdier. Nu skulle vi være dansk på hans måde og ikke på Danmark og danskernes måde. Velfærdsstaten skulle brækkes ned og sikkerhedsnettet for lønmodtagere ødelægges. Fagforeninger skulle have deres vinger stikket ved at skære ned på fradrag for fagforeningskontingent, dagpengesatsen fryses fast og skæres ned til 2 år. Og efterlønnen skulle fjernes. Samtidig blev der lukket op for arbejdskraftens frie bevægelighed fra billig arbejdskraft for ufaglærte. EUC faglærte og ufaglærte skulle nu konkurrerer med hele øst Europa. Og som om det ikke var nok blev pensionsalderen sat op, så vores børn skal knokle til de bliver 73 år.

Hvem seer gerne sine børn som murer eller skraldekone i den situation? Ingen økonomisk sikkerhedsnet med velfærdsstartens fald, konkurrence med løndumping fra billig arbejdskraft fra øst Europa, udsigt til faldende lønninger og dårlige arbejdsforhold, ingen udsigt til et pensionsliv med lemmerne i behold.

Hvem vil frivilligt sende sine børn ud i sådan en krigstilstand???

Sådan er det blå svindlerhold.