Bekendtskabet med andre kulturer end ens egen har jo den mærkelige konsekvens, at man får øje på ens egen kultur. Når nogen hævder, at der ikke er nogen skandinavisk, eller for den sags skyld, dansk kultur, afslører de i virkeligheden et totalt unkendskab til udenlandske kulturer. Der er ingen mening i at opremse en masse konkrete træk herhjemmefra; det er ikke deri, pointen ligger. Hvad mener man f. eks, om det træk, at vi omtaler Danmark som "herhjemme"? Jeg har ikke indtryk af, at den terminologi findes i nogen andre lande. Selve tillidskulturen, samtidigt med, at vi slår hårdt ned på korruption, er også ganske ukendt i udlandet. Og selvfølgelig foreligger der en dansk madkultur som bevidstehedslag hos alle danskere, og det er ganske uden mening at søge disses oprindelse. Både tomaten, peberfrugten og kartoflen kommer fra Sydamerika - vikingerne kendte ikke nogen af disse fødeemner - og alligevel indtager de en etableret plads i det danske køkken. At søge efter en oprindelse har ingen forklaringskraft. Og selve det, at den demokratiske tanke, sådan som vi udmønter den i vore forholdstalsvalg, har det vist sig umuligt at få andre lande, med langt mindre demokratiske systemer, til at tage op. Selve den tanke er dybt indlejret i den danske måde at tænke politik på. Derfor er den politiserende EU-domstol, ganske uden mandat, en alvorlig anstødssten, i mange danskeres øjne. Og realiteten er jo, at den grad af demokratisk korrektiv, der kommer fra EU, i virkeligheden er værdsat af en række EU-lande, fordi de står med en rædderlig politisk kultur - eller skulle man sige mangel på politisk kultur - i deres egne lande.
Vi skal ikke lade os belære af noget så inferiørt som en inkompetent SAS-reklame, men, gennem nøje studier af udenlandsk kultur opnå indsigter i, hvem vi selv er. Og vi er nogen.

Udover det helt åbenlyst faktuelt forkerte i budskabet om, at "intet, absolut intet" er ægte skandinavisk, er det også bemærkelsesværdigt, hvor tonedøve de hos SAS og reklamebureauet må være, når de har kunnet tro, at den reklame var en god ide. Det vidner i den grad om nogen, der lever i en boble.

Desuden er det værd at gøre opmærksom på det typisk nordiske kulturelement, som vi har med os fra vikingetiden og før: Vi sparer på ordene. Uffe hin Spage var sin tids store ideal, fordi har ikke sagde noget. Og når man endeligt sagde noget, var det med få, rammende og meget velovervejede ord. Jeg vil hævde, at den sproglige tradition ligger der den dag i dag som en kulturel understrøm. Også det stil-træk, at når vi skal udtrykke noget meget stærkt, så anvender vi det allermest moderate udtryk. Hvem kender ikke den store ros, der ligger i, når nogen siger: "Det var slet ikke ringe!"

Går vi til franskmændene eller spanierne, er der ingen ende på, hvor de kan snakke. Spanierne snakker som et maskingevær til de bliver stoppet. Og der er ingen ende på, hvor længe en franskmand kan tale, helt uden at sige nogetsomhelst. Og i Frankrig snobber man for det såkaldt intellektuelle på en meget unordisk måde. Hvis man tog en sådan fransk tekst og omsatte til dansk, ville vedkommende tekst i mange tilfælde give anledning til et billigt grin og et skuldertræk.

I de arabiske lande taler man i arabesker og på en meget svulstig måde, der er totalt unordisk. Ja, selv når vi tager et sådant tysk udtryk som Wagner-operaene, som jo skulle forestille at være lavet over germanske sagn med nordiske forbindelser, ser vi her en grotesk svulstighed, som demonstrerer, at Wagner ingensomhelst indsigt havde i nordisk kultur. Al svulstighed vil de fleste af nordisk herkomst finde afskyvækkende og helt forfejlet. Et godt eksempel på den sparsommelige nordiske udtryksform finder vi i Hávamáls ordsprogsdig om eftermælets udødelighed:

Fæ dør
frænder dør
man selv dør på samme vis

ét ved jeg
som aldrig dør
dommen over hver en død

Eller hvad mener man om følgende parodi på det nordiske, som "Ærbødigst" (Viggo Barfod) i sin tid skrev som kommentar til begivenheder på Christansborg: "Tavs tæsk gør kævl kort.". Man ser her den typisk nordiske tradition for bogstavrim.

Undskyld, jeg kom til at angive en forkert kilde. Det er Bo Bojesens "Venstrevikingernes Saga", der er kilde til pågældende sentens. I øvrigt kan det anbefales at finde hele den pågældende tekst, idet den er holdt helt i nordisk stil.

Ihukommende digtlinierne:

Modersmål er vort Hjertesprog,
Kun løs er al .fremmed Tale,
Det alene i Mund og Bog
Kan vække et Folk af Dvale.
N.F.S. Grundtvig (1837/38)

, som i lyset af det, jeg allerede har skrevet, ikke er helt uden substans. Man kan endvidere se en udlændings opfattelse af dansk litteratur, set udefra, ved at søge på: "Mellem hjertesprog og 'løs' tale – tidsskrift.dk”. Her har den hollandske litterat Henk van der Liet redegjort for hans møde med den danske litteratur og litteraturscene på en interessant måde.

En ting, som jeg lige synes, at jeg må forklare, for dem, der ikke helt har forstået budskabet: I den meget fåmælte nordiske tradition for at udtrykke sig, ligger der det i det, at i de få, nøje udvalgte ord ligger der en mægtig psykisk spænding begravet, en spænding, som i det udenlandske giver anledning til det svulstige. I det nordiske betragtes det som mandigt netop at kunne rumme denne spænding uden at kamme over i det svulstige, som betragtedes som løs tale. Betragt de to sætninger: "Det var ikke ringe!", og "Det var ikke så ringe!". I den sidste sætning flytter den talende foden - han står ikke prøven. Han farer med løs tale. Det lille "så" forvandler sætningen til sniksnak. I vikingetiden blev skjaldene nøje oplært i, dels alt stoffet, men også de dybe stilmæssige raffinementer, hvor hvert ord blev vejet på guldvægt. Der foreligger nordiske poetikker fra islandske kilder, der gør rede for disse ting. Det er ikke så godt, at kendskabet til disse ting blandt danskere i dag ikke er udbredt. Efter min opfattelse er vi udsat for et betydeligt kulturtryk fra udenlandske kilder, der nok formår at forvandle vor egen kultur i vidt omfang til støv .

Der er en ting, som jeg må indrømme, at jeg ikke har skænket en tanke, og det er kristendommens historiske rolle, Det er så meget mere mærkeligt fordi min far var meget kristen, og en nær yngre slægtning til mig faktisk er præst. Jeg finder ikke nogen idé i at oprulle kristendommens historie ger i landet, men jeg vil blot konstatere, at "kristendommens indførelse" i Danmark under Harald Blåtand dels var en politisk handling, som dengang bragte os på linie med andre lande, dels af datiden kunne betragtes som en slags produktudvikling af det religiøse. I forvejen var jorden jo gødet, i og med, at den førkristne religion jo havde en udspecificeret undergangsmyte, Ragnarókmyten. Den gamle religion var jo en udpræget krigerreligion, og datidens samfund martredes jo af slægtsfejder, som var svære for alle parter at bringe til ophør. Selve kongemagtens oprindelse hvilede jo på det Thomas Hobbes'ske ræsonnement, at der var brug for en hersker, der kunne beskytte flertallet mod indre og ydre fjender. Her var biblens krav om at "elske din fjende som dig selv" et radikalt brud med den førkristne tænkemåde. Men i øvrigt var selve biblens tekst en velbevaret hemmelighed i hele den katolske tid. Først ved reformationen fremkom der danske bibeloversættelser. Men allerede i 1700-tallet var der mennesker herhjemme, der mente, at de ikke troede på nogen gud. Selve det at opnå den indsigt, at det religiøse verdensbillede simpelthen er en forkert model af virkeligheden, har vi egentligt kun opnået solidt belæg for i 1900-tallet, og i stadigt fremadskridende grad. Jeg finder det også værd at nævne, at der til enhver tid har foreligget en forskel mellem det, der stod i biblen, og så det, folk troede, at der står i biblen. Underkaster man Det Nye Testamente en logisk analyse, så finder man ud af, at det på ingen måde passerer testen - teksten stritter i alle retninger. Her må vi tage psykologien til hjælp, og pointen i Det Nye Testamente er, at det formidler en følelse. Og den følelse har fundet megen lødhørhed blandt danskere i hele den kristne tid. Det er absolut muligt, at det kristne budskab i Danmark har fundet et substrat, der har resulteret i en særlig dansk udgave af kristendommen, og at denne udgave kan ses som eksempel på dansk egenart. Vi så jo i andre lande, dels katolicismen, dels Calvinismen, som jo var groteske udgaver af den kristne religion, hvor vi herhjemme har haft kristenfortolkeren over alle kristenfortolkere, N.F.S Grundvig, som jeg absolut vil indrømme en rolle i støbningen af den danske udgave af kristendommen, og som vel på en måde indførte et rimeligheds- og ædruelighedsprincip, som andre udgaver af kristendommen helt manglede. Jeg vil mene, at kendskabet til Grundtvig er en faktor, man bør kende, hvis man som udlænding står overfor at sætte sig ind i dansk egenart. Psykologisk er vor kultur vel lagdelt på den måde, at selvom jeg og mange andre betragter os som areligiøse eller deciderede ateister eller endog antiteister, så spiller den grundtvigske udgave af kristendommen, og dens komponenter en rolle i vort psykologiske instrumentarium. Og de salmer, den har givet anledning til - hvem kender ikke salmen "Se, nu stiger solen", som er et psykologisk mesterværk? Det skulle stå enhver klart, at der er meget andet ved psykologi end logik. Men logikken er nu også meget rar at have med i bagagen. På den måde er vi som hele mennesker sammensat af mange forskellige psykologiske ingredienser.