Udligningsreform: Der er langt fra Frederiksberg til Langeland

I alle danske kommuner, uanset om du bor på Langeland eller på Frederiksberg, skal borgerne have en ordentlig velfærd.
Konservativ Rådmand og Folketingskandidat blander pærer og bananer, når han kritiserer Socialdemokratiets forslag til en ny udligning (imens snorksover Venstre)

Forleden skrev den Konservative folketingskandidat og rådmand fra Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, at Socialdemokratiets forslag til en ny udligning vil ramme almindelige lønmodtagere hårdest.

Udligning mellem kommunerne handler nemlig ikke om rådighedsbeløb for den enkelte borger

Det vil det ifølge rådmanden, fordi regeringens reform kan ende med skattestigninger i de kommuner, som skal omfordele lidt mere til andre kommuner. Selvom jeg anerkender rådmanden og de Konservatives motiver for at få debatten til at handle om alt muligt andet end, hvad udligning reelt handler om, så bliver det ikke mere rigtigt af den grund.

Udligning mellem kommunerne handler nemlig ikke om rådighedsbeløb for den enkelte borger. Det er det samme som at blande pærer og bananer.

Der skal også være råd til velfærds på Langeland

For bag tabeller, tal og stråmænd fra de Konservative gemmer der sig en reel politisk diskussion om, hvad det virkelig handler om. Nemlig, om vi synes, at man skal kunne bo og leve et trygt og godt liv – uanset hvor man bor. Hvor det ikke er ens postnummer, der afgør, om man har ret til en ordentlig velfærd eller ej.

Som de fleste nok ved, så er der mere gang hjulene i Frederiksberg og Gentofte, end der er i Rudkøbing på Langeland, hvor jeg bor. Borgernes indtægter i de to velstillede kommuner er typisk meget højere. Omvendt er behovet for pleje til de ældre og tilbuddene til de unge mere efterspurgt på Langeland.

I alle danske kommuner, uanset om du bor på Langeland eller på Frederiksberg, skal borgerne have en ordentlig velfærd

Men i alle danske kommuner, uanset om du bor på Langeland eller på Frederiksberg, skal borgerne have en ordentlig velfærd. De unge skal have en god skolegang og de ældre skal have en god og værdig pleje. Det er jo netop derfor, man i sin tid opfandt udligningssystemet.

For, som navnet også foreskriver: At udligne de forskelle, der er mellem vores landsdele og gøre vores kommuner mere lige.

Men fordi forskellene i Danmark i dag bliver større, så trækker det nuværende udligningssystem også Danmark i en mere skæv retning. Derfor er der behov for et nyt udligningssystem, som regeringen foreslår.

Uretfærdigt skatteniveau

Nikolaj Bøgh misforstår derfor, hvad udligningsdiskussionen handler om, når han gør det til en diskussion om rådighedsbeløb og kommuneskat i stedet for at se på, hvad det i virkeligheden handler om. Nemlig bedre velfærd til alle. Men hvis man i et kort øjeblik skal hoppe med på rådmanden fra Frederiksbergs vogn og kigge på kommuneskatteniveau, så kan man med fordel kigge på de to kommuner, hvor vi hver især bor.

På Langeland betaler borgerne 27,8 procent i kommuneskat, mens borgerne i Frederiksberg kan nøjes med 22,8 procent

På Langeland betaler borgerne 27,8 procent i kommuneskat, mens borgerne i Frederiksberg kan nøjes med 22,8 procent. Samtidig med at politikerne på Frederiksberg kan levere et højere serviceniveau. Det er ikke retfærdigt.

Hvad vil Venstre på udligning?

Imens de Konservative har meldt sig ud, så venter vi stadig på det største borgerlige parti. Venstre. Hvad vil partiet egentlig på udligning? Det spørgsmål står stadig og blafrer i vinden – på en kraftigt blæsende dag.

Er det ikke også i Venstre og Konservatives interesse?

Partiet har indtil videre skjult sig bag processpørgsmål. Nu må det stoppe. Regeringen har lagt sit forslag og alle beregninger åbent frem. Svaret på mere end 100 spørgsmål fra Venstre. Nu er spørgsmålet, om det største oppositionsparti vil vise sig som et ansvarligt borgmesterparti. Give befolkningen mere end Christiansborgfnidder at forholde sig til, så vi kan sikre en bred aftale og stabilitet om udligning.

Det er kun sådan vi sammen kan flytte Danmark i en mere retfærdig retning. Er det ikke også i Venstre og Konservatives interesse?

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Flot og sagligt skrevet, Bjørn.
Dette handler om et ligheds- og retfærdighedsprincip indenfor et lands grænser. Man skal ikke læse meget om konflikter før det står helt klar at ulighed og retfærdig fordeling er den vigtigste faktor for en blivende velfærdstat! Og selvfølgelig følger der krav med om at de tilførte midler skal bruges ordentligt, og det bør kontrolleres.

Annonce