Annonce

Uddannel­ses­snobberi fik mig til at vælge statskundskab

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg valgte at søge ind på statskundskab på grund af uddannelsessnobberi. Mit snit ville jeg ikke lade “ gå til spilde”.
I sidste uge kom det frem at danske unge med høje karaktergennemsnit i overvejende grad vælger at læse videre på statskundskab, psykologi, jura og medicin. Uddannelses- og forskningsministeren Ane Halsboe-Jørgensen har påpeget, at dette skyldes uddannelsessnobberi.

Jeg mener at den enkelte studerende foretager et valg på baggrund af en overliggende kultur omkring uddannelsessnobberi

Hun har fået kritik for dette fra bl.a. Danske Studerendes Fællesråd, som mener, at ministeren individualiserer problemet. Men denne kritik er jeg ikke enig i. Ikke fordi jeg synes det er de studerendes skyld, men fordi jeg mener at den enkelte studerende foretager et valg på baggrund af en overliggende kultur omkring uddannelsessnobberi.

Jeg skulle ikke spilde mit snit på RUC

Jeg er snart færdig med min uddannelse på statskundskab ved Københavns Universitet. Det er en af de uddannelser, som kræver et højt karaktergennemsnit, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg til dels valgte at søge ind på statskundskab på grund af uddannelsessnobberi.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg  valgte at søge ind på statskundskab på grund af uddannelsessnobberi

Til min sidste eksamen fik jeg sågar et angstanfald af frygt for, at jeg ikke skulle få et tilstrækkeligt højt snit til at komme ind. I 18-årige Lauras øjne var det ikke en mulighed at søge ind på RUC, for jeg havde jo knoklet for mit snit, og det ville jeg ikke lade “ gå til spilde”.

Siden er jeg blevet både ældre og klogere, og i dag kan jeg godt se, at jeg måske havde været bedre tjent med at læse en professionsbachelor. For jeg har aldrig interesseret mig specielt meget for international politik, og jeg har altid været glad for forvaltning.

Et samfundsproblem

Men diskursen i vores samfund betød dengang, at jeg slet ikke kunne forestille mig at gå andre veje end dem, som andre med høje snit gik. Det er et samfundsproblem, når unge mennesker som mig følger strømmen og vælger uddannelse uden at undersøge alternativerne, fordi vi ikke vil lade vores snit “gå til spilde”.

Det er vigtigt vi bliver ved at tale om der er et uddannelsessnobberi

Derfor skal vi gøre op med fortællingen om, at nogle uddannelser er bedre og højere og finere end andre. Det er vigtigt vi bliver ved at tale om der er et uddannelsessnobberi der kan gøre nogen unge blinde for der er andre uddannelser der i virkeligheden er bedre for dem.

Derfor er jeg glad for, at ministeren vil tage et opgør med uddannelsessnobberiet.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Laura Rosenvinge er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Hun er socialordfører og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Egentlig er det jo trist at konstatere, at studievalget på denne måde ikke beror på et engagement i faget - og dette forhold bevirker jo nok, at faget i vide kredse sådan set ikke oppebærer den prestige, et akademisk fag burde have - netop fordi studievalg på et grundlag af prestige ikke er et enkeltstående tilfælde. Dette gør sig i høj grad også gældende indenfor medicin, hvor der er en betydelig kødrand af folk, der egentligt ikke besidder hverken intellektuel højde eller i øvrigt tilstrækkelig viden om, hvordan man bedriver videnskab.

Jeg var selv i den situation, at jeg fra barnsben var engageret i det naturvidenskabelige område, specielt kemi. Nu var tilstedeværelsen af en studentereksamen dengang tilstrækkeligt til at komme ind på alle studier, men i dag er det bemærkelsesværdigt, at der ingen karakterkrav er til de naturvidenskabelige studier, idet det er opfattelsen, at de intellektuelle krav til disse studier i sig selv virker begrænsende på studentermassen. Jeg erindrer, at der dengang var 90 tilmeldt studiet, 60 kom i gang med studiet, og 30 bestod 1. års liniefag efter et års studier. Det var betegnede, at om efteråret, hvor de nye studerende startede, var det ikke til at komme til for mennesker, men om foråret - ja, der var nærmest tomt om foråret. Mange holdt kun til tre måneders studier. Det var fysisk krævende at studere - der var ikke noget med at lægge sig syg. Endvidere var det en forudsætning, at når en ting var sagt én gang, så var den hermed forstået og annammet. Og efterhånden som folk forstod det, så forlod alle de tungnemme studiet. Til gengæld tegnede der så det billede senere, at ikke engang de seriøst interesserede havde det nemt, men at det snarere var de egentlige karrièrefræsere, der tegnede billedet. På det tidspunkt forlod jeg studiet, men havde fået rigtigt meget ud af det, jeg havde været igennem. Og det var godt, fordi jeg derved for det første havde fået et godt grundlag for at studere, for det andet var der andre grene at naturvidenskaben, som ikke havde med det pågældende studium at gøre, men som jeg også ønskede at dygtiggøre mig i, men helt uden universitetets indblanding. Det er en misforståelse at tro, at universitetet er svaret på alle spørgsmål. Miljøet er hårdt og meget lidt inkluderende, og meget konkurrencepræget. Og så er der jo det forhold, at hvem siger, at man i ung alder har en tilstrækkelig modenhed til at annamme meget af det rigtigt svære stof? Der har været mange spørgsmål, jeg først i sen alder har opnået en forståelse af. Men for den seriøst videnskabeligt engagerede er universitetet og alt det med akademiske grader fuldstændigt betydningsløst. Det er ikke i det ydre, pointen ligger, men i det indre. Ens egne forståelsesbarrièrer er den vigtige hurdle - alt andet kan sådan set være ligemeget. Og har karakterfræserne denne indstilling? Jeg tror det ikke.