Egentlig er det jo trist at konstatere, at studievalget på denne måde ikke beror på et engagement i faget - og dette forhold bevirker jo nok, at faget i vide kredse sådan set ikke oppebærer den prestige, et akademisk fag burde have - netop fordi studievalg på et grundlag af prestige ikke er et enkeltstående tilfælde. Dette gør sig i høj grad også gældende indenfor medicin, hvor der er en betydelig kødrand af folk, der egentligt ikke besidder hverken intellektuel højde eller i øvrigt tilstrækkelig viden om, hvordan man bedriver videnskab.

Jeg var selv i den situation, at jeg fra barnsben var engageret i det naturvidenskabelige område, specielt kemi. Nu var tilstedeværelsen af en studentereksamen dengang tilstrækkeligt til at komme ind på alle studier, men i dag er det bemærkelsesværdigt, at der ingen karakterkrav er til de naturvidenskabelige studier, idet det er opfattelsen, at de intellektuelle krav til disse studier i sig selv virker begrænsende på studentermassen. Jeg erindrer, at der dengang var 90 tilmeldt studiet, 60 kom i gang med studiet, og 30 bestod 1. års liniefag efter et års studier. Det var betegnede, at om efteråret, hvor de nye studerende startede, var det ikke til at komme til for mennesker, men om foråret - ja, der var nærmest tomt om foråret. Mange holdt kun til tre måneders studier. Det var fysisk krævende at studere - der var ikke noget med at lægge sig syg. Endvidere var det en forudsætning, at når en ting var sagt én gang, så var den hermed forstået og annammet. Og efterhånden som folk forstod det, så forlod alle de tungnemme studiet. Til gengæld tegnede der så det billede senere, at ikke engang de seriøst interesserede havde det nemt, men at det snarere var de egentlige karrièrefræsere, der tegnede billedet. På det tidspunkt forlod jeg studiet, men havde fået rigtigt meget ud af det, jeg havde været igennem. Og det var godt, fordi jeg derved for det første havde fået et godt grundlag for at studere, for det andet var der andre grene at naturvidenskaben, som ikke havde med det pågældende studium at gøre, men som jeg også ønskede at dygtiggøre mig i, men helt uden universitetets indblanding. Det er en misforståelse at tro, at universitetet er svaret på alle spørgsmål. Miljøet er hårdt og meget lidt inkluderende, og meget konkurrencepræget. Og så er der jo det forhold, at hvem siger, at man i ung alder har en tilstrækkelig modenhed til at annamme meget af det rigtigt svære stof? Der har været mange spørgsmål, jeg først i sen alder har opnået en forståelse af. Men for den seriøst videnskabeligt engagerede er universitetet og alt det med akademiske grader fuldstændigt betydningsløst. Det er ikke i det ydre, pointen ligger, men i det indre. Ens egne forståelsesbarrièrer er den vigtige hurdle - alt andet kan sådan set være ligemeget. Og har karakterfræserne denne indstilling? Jeg tror det ikke.