Annonce

Selvfølgelig skal børnene på Sjælsmark beskyttes

Hvis børn mistrives, så skal de sociale myndigheder gribe ind. Den beskyttelse, der gælder for Martin, gælder også for Muhammed
Lige nu er der en hidsig debat om udrejsecenteret Sjælsmark. Det kan jeg godt forstå. Man skal nok være lavet af sten for ikke at få ondt i maven af at høre og læse om situationen for disse børn. Men nogle gange bliver debatten måske også lidt for hidsig. Nogle gange går det måske lidt for stærkt på de sociale medier, og i indignationens navn glemmer man måske lige at trække vejret dybt engang imellem. Og tænke sig godt og grundigt om.

Man skal nok være lavet af sten for ikke at få ondt i maven af at høre og læse om situationen for disse børn

For eksempel skriver mange på sociale medier, at vi socialdemokrater foreslår, at man skal tvangsfjerne børnene på Sjælsmark fra deres forældre. Det er ikke korrekt. Det, jeg har forsøgt at minde folk om, er, at den sociale beskyttelse, der gælder for alle andre børn i det her land, den gælder selvfølgelig også for børnene på Sjælsmark.

Det handler om ikke om at straffe forældre, men om beskyttelse af børn 

Hvis børnene mistrives, så griber de sociale myndigheder ind og forsøger at hjælpe børnene efter samme regler som gælder for alle andre. Det er Hørsholm kommune, der løfter denne kæmpe opgave på vegne af os alle sammen. Det er dygtige folk.

Konkret kan det være at børnene kommer i en aflastningsfamilie i weekenderne. Kun i meget, meget få tilfælde ender sådan nogle sager med, at man anbringer børnene. Som regel kun, hvis forældrene ønsker det. Det er ikke en straf af forældrene, det er en beskyttelse af børnene. Den beskyttelse, der gælder for Martin, gælder også for Muhammed. Det er vigtigt. Og det er det eneste ordentlige at gøre. Fordi uanset, at forældrene skal forlade Danmark, så vil vi afbøde de værste konsekvenser for børnene. Det er jo ikke børnenes skyld.

Den beskyttelse, der gælder for Martin, gælder også for Muhammed

Men hvorfor skal vi overhovedet have Sjælsmark, vil nogle sikkert spørge. Og det er der måske også brug for en forklaring på.

Alle der kommer til Danmark og søger om asyl får behandlet deres sag. Hvis de er forfulgte og har brug for beskyttelse, får de asyl. Hvis de ikke er forfulgte, er de ikke flygtninge og skal derfor vende tilbage til deres hjemland. Med den retsbeskyttelse, der ligger i vores forvaltningsret, herunder at man kan anke afgørelsen til en højere instans. I sidste ende er det blandt andet uafhængige dommere, der træffer afgørelsen. I sagsbehandlingen er der selvfølgelig tolke og alt andet der skal bruges.

Man skal ikke kun modarbejde sig til ophold i Danmark

De fleste afviste asylansøgere samarbejder med myndighederne om at rejse tilbage til deres hjemland. Men der er også nogle, der ikke vil samarbejde med Danmark om deres hjemsendelse. Og som vi ikke kan tvangshjemsende, fordi deres hjemland kun vil tage imod folk, der samarbejder om deres hjemrejse.

Derfor bliver de sendt på udrejsecenteret Sjælsmark. Nogle er der i længere tid, men mange andre er der kun en kort periode. Det er ikke et fængsel. Der er selvfølgelig åben port og enhver kan forlade stedet, når de vil. Der er børnehave, kantinemad og værelser til alle familier. Men det er ikke et sted, man har lyst til at bo i årevis. Det er beregnet til, at folk skal være der midlertidigt, indtil de accepterer afgørelsen om asyl og stopper med at modarbejde myndighederne.

Vi må holde fast ved, at man ikke kan modarbejde sig til ophold i Danmark

Jeg kan se i debatten, at nogle foreslår at børnene skal bo uden for centret. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogle vil adskille alle børnene fra deres forældre. Så det må betyde, at hele familien skal have en bolig og en tilværelse i Danmark. Men det vil reelt betyde, at forældre uden krav på beskyttelse kan modarbejde sig til ophold i Danmark. Jeg tror blot, at det vil få endnu flere til at modarbejde myndighederne. Det kan ikke være en holdbar flygtningepolitik.

Der er ingen gode løsninger, når det handler om afviste asylansøgere. Men der findes nogle, der er mindre dårlige for børnene end andre. Det er disse løsninger vi arbejder for.

Vi må holde fast ved, at man ikke kan modarbejde sig til ophold i Danmark. Men vi skal samtidig styrke vores fokus på de børn, der er i klemme i længere tid. Ombudsmanden har netop skrevet en rapport, som fortæller om nogle forhold, hvor der absolut er plads til forbedringer. Det er her Socialdemokratiet har sit fokus.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Integrationsordfører for Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kære Mattias
Dit argument vedrørende at kunne modarbejde sig til asyl eller andet er falsk. At vi passer på børn og forældre på en ordentlig måde også når de skal udrejse burde være en selvfølge. Få det nu rettet op. Venlig hilsen Uffe