Men måske kunne man begynde med at gøre skattereglerne ens for såvel Loke som for Tor.
Fra DR har vi om året 2020 hørt:
"Den almindelige selskabsskat er på 22 pct., men ifølge DR betalte Mærsk sidste skat svarende til 13 pct.
På tværs af landegrænser betalte koncernen 2,8 mia. kr. ud af et overskud på 21,5 mia. kr. Omkring 950 mio. kr. blev betalt i Danmark."
Denne besynderlige skatterabat er begrundet i, at rederier ikke betaler normal selskabsskat (22% af overskuddet), men slipper med en tonnageskat, der uafhængigt af overskuddet beregnes ud fra antal skibe og deres lasteevne.
I 2021 ser det foreløbigt ud til, at selskabets rekordoverskud vil andrage 120 milliarder kr. Vi venter nu med tilbageholdt åndedræt på at høre, hvor mange promille heraf, der ydes i selskabsskat.
Her taler vi om legaliserede skattebegunstigelser, som selskabet qua sin økonomiske mægtighed har kunnet afpresse staten til at indrømme selskabet; men ved siden af dette skal man ikke glemme, at de tunge kapitalhavere jo gennem skattelyfinter jo har rigtigt mange andre friheder til at nedbringe beskatningen af deres overskud også af den vej.
Store selskaber har den funktion, at de repræsenterer en finansiel kapacitet, der kan facilitere tunge nyinvesteringer i den fremtidige erhvervsstruktur, men det er betænkeligt, når successen ikke bare hviler på succesfuld drift, men også beror på rå magt og evnen til at tiltvinge sig skattefordele i modstrid med konkurrerende virksomheders og den generelle markedsfunktions interesser.
Især de konservative har det med at glemme, at der bag virksomheden sidder en dominerende aktionærkreds, hvis personlige ambitioner om rigdom og magt nok ikke altid helt flugter med vores forestillinger om virksomhedernes samfundsnyttige egenskaber og deres indpasning i det demokratiske ideal.
Al ting med måde, og den galoperende skævvridning af indkomst og formuefordelingen i de senere år, hvor formueskat og arveafgift af især papisterne skammes ud, er ved at genindføre et kapitaladelssystem, hvor stadigt mere ubegavede arvinger af milliardærer over tid kommer til at beherske stadigt større dele af investeringsaktiviteten med en stadigt ringere formueforvaltning til følge. Risikoen for os alle vil kunne aflæses blot ved at genlæse historien, da adelsvældet og enevoldskongerne og deres ubegavede børns blå blod maltrakterede samfundsøkonomien med en katastrofal århundrede lang depression og udmarvning af den brede befolkning.
Det var faktisk dette system, som liberalisterne gjorde oprør imod, og man må undre sig, når man hører Vanoplagh gøre sig til talsmand for især Papes helt misforståede prædikener imod arvebeskatningen.
Det er derfor ikke det, at nogen bliver velhavende, der udgør det store problem, men fastcementering af den finansielle magt hos stadig mindre inderkreds af selvbestaltede herremænd, der holder talentmassen ude.