Dansk kunstner udvider begrebet for, hvad kunst er

Provokunstneren Jens Haaning rykker grænserne for, hvor kunstværket slutter og omtalen og samfundet begynder, skriver Maja Holt Højgaard.
Glem alt om naturalistiske landskaber, videoinstallationer og stillestående lort på dåse.

Jens Haaning, der er kendt for at lave provokunst, rykker grænserne for, hvor kunstværket slutter og omtalen og samfundet begynder.

Med sit værk, lavet i anledning af Kunsten i Aalborgs udstilling ”Work it out” om fremtidens arbejdsmarked, bliver Haaning ved med at rulle sig i skarpe samfundspointer, om hvor vi er på vej hen, både i den økonomiske model bag kunstverdenen, og i det hele taget.

Værket i sig selv består af et tomt lærred, professionelt indrammet, så beskueren ser sig selv i det.

Værket i sig selv består af et tomt lærred

Men værket er også fortællingen om kunstneren, der blev bedt om at kopiere et tidligere værk, der indeholdt årslønnen i Østrig og Dnamark, fik 532.549 kroner til indramning og valgte at beholde pengene i stedet.

Værket bliver ved med på denne måde at tage nye drejninger. Efterspillet understreger, hvilket forhold kunstverdenen og vores samfund har til penge og værdiskabelse – og det er slet ikke færdigt endnu.

Hvem skal løbe med pengene?

Museet vil forståeligt nok gerne have deres godt halve million kroner igen, men kunstneren svarer via pressen, at han i så fald overvejer at søge erstatning for brudt ophavsret til kunstværkets visuelle formidling.

Dermed tager han værkets kunstneriske værdi til nye højder og udvider rammerne for hvad kunst kan være. For hvor stopper ”Take the money and run”.

Hvor stopper ”Take the money and run”?

Ud over at man kan vælge at læne sig tilbage med popcornene og nyde dette drama udspille sig i dagspressen, så rejser værket nemlig interessante dystopiske spørgsmål om fremtidens usikre arbejdsmarked, hvor evnen til at lave søgsmål og modsøgsmål kan være udslagsgivende for, hvem der ender med pengene.

En kommentar til, hvordan institutioner som retssystemet og kunstverdenen belønner dem, der reelt laver indholdet, eller om det altid er de store med de dybeste lommer, der får fortjenesten fordi de vinder advokatkampen. Juryen er stadig ude på, hvor konklusionen ender.

Ud over at ønske erstatning for brud på ophavsretten beretter Jens Haaning, at han fortsat ikke har fået det aftalte honorar, samt dækning af udgifter i forbindelse med fremskaffelse af værket, og desuden, at han overvejer at sælge værket til en ”sympatisk mand i Aarhus, der vil hænge det op i sin stue. Han har budt 1 krone”, som kunstneren er citeret for i Politiken.

Kan lommesmerter være kunst?

Stridens essens under alle truslerne er i virkeligheden en tur tilbage til den rindalistiske konflikt. Men denne gang lykkes det kunstneren at få museumsejerne til at stå på Rindals side. For dem er det ikke kunst, at han har valgt at beholde pengene, som en illustration af den manglende etik, der kunne være ”fremtidens arbejdsliv” i en kynisk kapitalistisk verden.

Men det er det tilsyneladende for den internationale kunstscene. Værket er blevet omtalt i internationale medier som BBC, Der Spiegel, The Guardian, The New York Time m.fl. Flere anmeldere kalder det et mesterværk.

Strid om penge tager diskussionen om hvad kunst er til nye metaniveauer. Hvor det oprindelige værk både kan ses som en reel dystopi over et rendyrket kapitalistisk samfund uden moral, kan det også ses som en samfundsaktuel kommentar til de økonomiske forhold, der gælder i kunstbranchen.

En branche hvor alt formidles gratis via internettet og store dele af de professionelle arbejder på meget usikre og midlertidige kontrakter, eller gratis som ”praktikanter” i flere år efter endte uddannelser.

Flere anmeldere kalder det et mesterværk.

Kunstnere og museumsfolk arbejder i et miljø præget af, at man er heldig, hvis man bare er der, og hvor flertallet må vælge et liv, kun lidt over sultegrænsen, bare for at få lov til at være med til festen.

I dette lys stiger den kunstneriske værdi i Jens Haanings værk, som efterhånden går fra billedkunst til happening til – ja, hvad kalder man det, når man bruger det civile retssystem, som medium for sin kunst? Samfundsstrukturel performance, måske?

Tager provokunst til nye højder

Der er helt sikkert både folk, der bliver forargede og folk, der tager det som én stor komedie, men man må anerkende kunstneren for at tage disciplinen provokunst til nye højder.

Det her er noget mere sofistikeret udført end lort på dåse og guldfisk i blendere. Kunsten i Aalborg bør nok genoverveje sin egen rolle i sagen, for uanset om de kan lide det eller ej, er det her måske det mest nyskabende og internationalt bevægende stykke kunst, der nogensinde kommer til at blive skabt til lige præcis dem.

Det virker ikke sandsynligt han kommer til at reproducere værket lige foreløbigt. De kunne jo starte med at byde 2 kroner for at få lov at beholde det i samlingen.

 

 

Maja Holt Højgaard er kulturanmelder på Netavisen Pio. Uddannet læge og initiativtager til #UdenTavshedspligt. Medlem af kommunalbestyrelsen (S) i Brøndby Kommune. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

At kalde værket kunst er noget elitært vrøvl. Maja er åbenbart indstillet på at ALT kan kaldes kunst, og at man kan slippe af sted med diverse former for banaliteter eller kriminelle handlinger, bare man kalder det provokerende kunst, udført af forskruede hjerner, der sandsynligvis er for dovne til et rigtigt arbejde.

-
Som Storm P sagde:
Kunst er noget man ikke kan - for kan man, er det ingen kunst.

Jeps, der er vist også en der har sagt, at kunsten er at overbevise andre om at det er kunst.

hvis det er kunst, så skal vi give kunststøtte til alle dem i fængslerne. det hedder bedrageri på Dansk

Hvorfor privatisere man ikke kunst og kultur? Altså ISS byder jo gerne ind på diverse offentlige service ydelser. Og det kulturelle område er jo et oplagt område at privatiser, da det ikke berør velfærdsstaten.

Hvad med at sætte disse 2 stk. "kunstværker" (hvidt papir i ramme) af jens Haaning til salg i Brun Rasmussens aktionshus, så de kan blive vurderet og solgt til højest bydende? Med de udtalelser om dette formidable og uovertrufne "kunstværk", som Maja Holt Højgaard og andre er fremkommet med, må det mindst indbringe 1 million, mindre vil være en fornærmelse mod kunstneren, når man tænker på det enorme arbejde der ligger bag for at skabe "kunstværkerne".
PS! Ironi kan forekomme!!

Det er for mig at se et genialt kunstværk som vil gå over i historien, i hele den store verden og det fortsætter ind i retssalene, første gang jeg hørte om det var min umiddelbare tanke at museet samarbejdede med kunstneren om at tage røven på verden, men sådan hænger det ikke sammen, kunstneren har eneretten på værket, hvis værdi vil være stadigt stigende, til summer intet dansk museum vil være i stand til at betale.
Verden er kommerciel og her ser vi måske kommercieliseringskunstens fødsel, jeg glæder mig til at følge med i opvæksten af dette nye fænomen.

Jørgen Fabrin, at du kan kalde Jens Haaning "genial" fordi han har begået et tyveri og bedraget et kunstmuseum for 532.549,00 er for mig uforståeligt. Han form for kunst minder mere om eventyret, kejserens nye klæder, af H.C. Andersen. At man synes at det er "stor" kunst at lyve og bedrage over for andre, og her er det jo skatteborgerne som er den store taber, er for mig helt uforståeligt. Hvis det er den vej kunstnerne vil, går jeg ind for at privatisere den del af "kunsten" som Jens Haaning tilhøre, så må de jo sælge deres, i egne øjne, store "kunst" til personer som dig og ligesindede som "elsker" den form for "kunst". Jeg vil gerne være fri for gennem skatten at støtte Jens Haaning og ligesindedes såkaldte "kunst".

Jørgen, hvem har skabt dette "kunstværk" ?
Svar: Det har pressen. Hvis tyveriet ikke var blevet omtalt og slået stort op, ville museumsgæsterne have følt sig snydt, og krævet entreen tilbage, når de kiggede på et tomt lærred.
Værket er intet mindre end "Kejserens nye klæder"
Så ingen omtale, intet kunstværk.

Bedrageri kan aldrig blive kunst.
Men det kan blive til skade for kunsten.

Den "kloge narrer den mindre kloge". Eller måske mere regulært sagt...skandaløst at et kunstmuseum kan fortrylle sig selv til at falde for ren og skær FUP. Viser bare at det meste i kunstverdnen ikke er ret meget andet end
"forlorent gøgl". Og snobberi. En skam at der ikke vil kunne "investeres" i omtalte "kunstværk". Så dem med de "fede tegnebøger" ikke kan vride kroner og ører ud af det.

Annonce