Corydon-biografi spækket med vilde konspirationsteorier, vrede og ny indsigt

Ikke-objektiv Bjarne Corydon biografi, tilføjer endnu nogle brikker til forståelsen af den regeringsperiode, som blev et langt tilbageslag for fagbevægelsen.
Er det muligt at skrive en neutral biografi om en person, hvis man selv for alvor har noget i klemme med den pågældende?

som vred gymnasielærer ville han ikke være i stand til at skrive den klassiske biografi

Forfatteren Mikael Busch måtte erkende, at han som vred gymnasielærer ikke ville være i stand til at skrive den klassiske biografi, når det gjaldt tidligere finansminister Bjarne Corydon. Hans egen oplevelse af Bjarne Corydons centrale rolle i forringelserne af læreres og underviseres arbejdsforhold stod i vejen. En oplevelse, som han deler med mange offentligt ansatte.

Voldsomt syn på S-R-SF-regeringen 

I stedet har han stræbt efter at skrive en dokumentarisk beretning med hovedvægten på Bjarne Corydons rolle i S, R, SF-regeringen i perioden 2011-15, som han selv betegner som en bog om “corydonismen” og “nødvendighedens politik”.

Med det noget voldsomme syn på den daværende regering har Mikael Busch truffet det rigtige valg, da han gik væk fra ideen om en objektiv biografi

Forfatteren citerer sig selv for i en aviskronik under den store lockout af lærere og undervisere i 2013 at have sammenlignet den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Christine Antorini med DDR’s undervisningsminister Margot Hornecker. Med det noget voldsomme syn på den daværende regering har Mikael Busch truffet det rigtige valg, da han gik væk fra ideen om en objektiv biografi til i stedet at give sine egne politiske vurderinger af Thorning-regeringen med fokus på Bjarne Corydon.

Bjarne Corydon har ikke ønsket at medvirke til bogens tilblivelse. Det er en skam

Bjarne Corydon har ikke ønsket at medvirke til bogens tilblivelse. Det er en skam. Hans syn på centrale begivenheder i perioden bliver derfor beskrevet med samtidige interviews i medierne, som ikke nødvendigvis – og måske sandsynligvis ikke - indeholder det samme, som interviews til en bog med begivenhederne på fem-ti års afstand ville gøre. Når dramatikken i samtiden har lagt sig, er der ofte en tilbøjelighed til, at deltagerne åbner betydeligt mere for posen.

En ladeport for vilde konspirationsteorier

Mikael Busch har tydeligvis opsøgt endog rigtig mange kilder, men langt fra alle, der kunne bidrage, har ønsket at gøre det. På den ene side understøtter dette sammen med de mange dokumenterede kilder forfatterens grundige research, men på den anden side får det forfatteren til vel mange gange at kaste sig ud i spekulationer om, hvad der kan være foregået.

Eksempelvis om, hvorvidt sagen om den manglende “sikkerhedsgodkendelse” af den socialdemokratiske politiske ordfører Henrik Sass Larsen blev bestilt af  Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon for at bane vejen for Corydon som finansminister.

Er det rimeligt at anvende en formidling, hvor man gætter på, hvad de vildeste konspirationsteoretiskere kunne tænkes at mene

Måske er det manglen på reaktion fra dem, der kender svarene eller i det mindste kunne levere deres udgave af svar, der får forfatteren til en række steder at filosofere over, hvad konspirationsteoretikere ville kunne mene om den ene eller den anden udvikling.

Den form fik mig til at spekulere lidt under læsningen. Er det rimeligt at anvende en formidling, hvor man gætter på, hvad de vildeste konspirationsteoretiskere kunne tænkes at mene, for derefter selv at lægge en vis afstand til teorierne?

Mit svar på grublerierne blev, at jeg ikke bryder mig om den form, fordi det reelt åbner en ladeport for udokumenterede vilde påstande om hvad som helst.

Corydon blev arkitekten bag den mislykkede S-ledede regering

Jeg tror til gengæld, at forfatteren er på rette vej i sin beskrivelse af den berygtede tilblivelse af S, R, SF-regeringen og dens politiske grundlag i løbet af de mange døgn i det Sorte Tårn på Hotel Crowne Plaza på Amager.

Regeringsgrundlaget kunne kun tolkes som et resultat af, at taktstokken i det Sorte Tårn var overladt til Margrethe Vestager

Opspillet med Socialdemokratiets og SF’s fælles valgoplæg “En fair løsning” med de berømte 12 minutters længere arbejde om dagen, som de Radikale ikke ville få lov til at flytte et komma i, Thorning-Schmidts begrænsede erfaring i forhold til Vestagers omfattende erfaring og Corydons manglende erfaring fra forhandlinger mellem partier må have været væsentlige forudsætninger for det regeringsgrundlag, som jeg og andre modtog med forundring grænsende til vantro.

En socialdemokratisk ledet regering, der ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand og fastholde den borgerlige regerings dagpengeforringelser og efterlønsreform, lød helt forrykt.

Hun var gået og tilbød os, vi bare kunne lave en S-SF-regering

Regeringsgrundlaget kunne kun tolkes som et resultat af, at taktstokken i det Sorte Tårn var overladt til Margrethe Vestager. Og hvor stærkt Vestagers greb om taktstokken var, og hvor hårdt Socialdemokratiet, SF var presset op i et hjørne uden nødudgange, bliver i bogen illustreret med et meget sigende citat af Sass Larsen i et interview med Weekendavisen: “Jeg ringede til Margrethe Vestager og tiggede hende om at  komme tilbage til regeringsforhandlingerne i Tårnet.

Hun var gået og tilbød os, vi bare kunne lave en S-SF-regering. Jeg vurderede, at vi ikke kunne holde til det.” I dag betragter Sass opringningen til Vestager som en fejltagelse. Sin største politiske fejltagelse: “Det var en fejlvurdering. Vi skulle ikke have gjort det.”

Bjarne kunne ikke undværes 

Der gik ikke lang tid, før jeg i mere lukkede kredse stødte på citater fra Bjarne Corydon om, at denne regering kun ville få én regeringsperiode, og at arbejdet i regeringen måtte tage udgangspunkt i manglende genvalg fire år efter.

På mange måder virkede regeringens ageren eller måske rettere manglen på samme og de tydelige interne uenigheder i regeringstoppen på samme måde.

Bjarne Corydon fik en central placering både før valget i 2011

Bjarne Corydon fik en central placering både før valget i 2011, i det Sorte Tårn og under den efterfølgende rodede op fejlslagne regeringsperiode.

”Jeg ville nødig have undværet Bjarne i de sidste fem år,” sagde Helle Thorning-Schmidt i 2011 før turen i Det sorte Tårn. Corydon sad som chef for den afdeling i partiet, der stod for analyser og information og var en af arkitekterne bag de mislykkede projekter med S-SF-alliancen, millionærskatten og de 12 minutters længere daglig arbejdstid, og endte som finansminister.

Og dermed også som ankermand for de amatøragtigt tilrettelagte trepartsforhandlinger med arbejdsgivere og fagbevægelse, der blev lagt i graven, endnu før de var begyndt for alvor.

“Jeg er jo socialdemokrat”

Ifølge forfatteren bevægede Corydon sig fra venstresiden i Socialdemokratiet som støtte for Svend Auken, over kampagnelederposten for Frank Jensen ved det formandsvalg, Helle Thorning-Schmidt vandt, til at placere sig på den socialdemokratiske højrefløj som Helle Thorning-Schmidts nærmeste. Måske er det derfor, at jeg ikke kan erindre et eneste interview med Corydon, hvor han ikke har fundet det nødvendigt at indskyde sætningen “jeg er jo socialdemokrat”.

Corydon stod ligesom Thorning-Schmidt for den akademiske, socialdemokratiske udgave af visionen om globaliseringens og liberaliseringens velsignelser.

Han stod på mål for den såkaldte konkurrencestat som videreudviklingen af velfærdssamfundet

Og han stod på mål for den såkaldte konkurrencestat som videreudviklingen af velfærdssamfundet. Jeg havde lejlighed til at deltage i offentlige debatter med ham om netop konkurrencestaten, hvor hans forsvar for begrebet om den alt om sig gribende konkurrence kom til at stå overraskende blegt i skyggen af begrebets ophavsmand professor Ove Kaj Pedersen. Overraskende, fordi Corydon absolut er både slagfærdig og kontant i de fleste andre debatter.

S, R, SF-regeringens angreb på lærernes og undervisernes overenskomst i 2013 fylder naturligt meget i bogen. Og ikke mindst forløbet om gymnasielærernes overenskomst to år før. Mikael Busch og andre før ham har klart dokumenteret, at der lå en samlet masterplan for den såkaldte normalisering af arbejdstiden aftalt mellem regeringen og de offentlige arbejdsgivere. Det var et uhørt angreb på den danske model, som skabte berettiget vrede hos lærere og undervisere og ikke mindst hos Mikael Busch.

Vred og bitter forfatter

Forfatteren er tydeligvis vred og bitter over sin egen fagforenings optræden ved gymnasielærernes overenskomstforhandlinger i 2011, som blev en generalprøve på opgøret med de øvrige lærere og undervisere to år senere.

Forfatteren er tydeligvis vred og bitter

Han går dog fejl i byen, når han sammenligner sin daværende formands indgåelse af forlig med FOAs og undertegnedes indgåelse af forlig sammen med de øvrige LO-forbund med regionerne i 2018. Gymnasielærernes formand indgik forlig udenom sin hovedbestyrelse og blev efterfølgende underkendt af medlemmerne. FOAs forlig var med hovedbestyrelsens samtykke og blev efterfølgende vedtaget af medlemmerne med en historisk høj ja-procent, ligesom de identiske forlig for alle forbund med kommunerne og staten blev godkendt med endog meget store flertal blandt medlemmerne.

Corydons og regeringens insisteren på at sælge ud af arvesølvet er fortsat uforståeligt

Salget af aktier i energiselskabet DONG får naturligt også en del plads i bogen. Corydons og regeringens insisteren på at sælge ud af arvesølvet er fortsat uforståeligt, hvis formålet ikke blot var at skille sig af med endnu en væsentlig samfundsfunktion i liberaliseringens hellige navn eller i det mindste som et udslag af “nødvendighedens politik”

Mikael Busch føjer med “Bjarne Corydon og nødvendighedens politik” endnu nogle brikker til forståelsen af den regeringsperiode, som blev et langt tilbageslag for fagbevægelsen.

Jeg blev klogere af læsningen. Og det er jo ikke så ringe endda.


Mikael Busch: Bjarne Corydon og nødvendighedens politik, udkommet på Peolples Press 2020

Fhv. forbundsformand, FOA


Flere artikler om emnet

Kommentarer

De aktier i Dong? hvis det er de store havmølle aktier - så har den danske stat købt dem tilbage igen.

Den bog burde aldrig være udgivet, der er så mange konspirations teorier, så det er grænseoverskridende.
Forfatteren burde få en injuriesag på halsen.

Det er meget muligt, du synes, "de" bør sagsøge forfatteren, og det kan også vore, han gerne vil have det.
Derved skal de fortælle retten, hvorfor det er injurier, og han vil slikke sig om munden.
Næh du, den vil blive tiet ihjel.

Annonce