Diana Frances Spencer (1961-1997) har besluttet at køre på egen hånd til Sandringham Gods, hvor hele den britiske kongefamilie holder jul.

’Spencer’finder sted under nogle intense juledage, hvor hun gradvist kapper fortøjningerne til kongehuset. Diana og prins Charles var officielt skilt i 1996, men reelt var parret drevet fra hinanden allerede omkring 1992.

De mange traditioner er som klirrende lænker

Handlingsreferatet til denne kompromisløse portrætfilm er på visse planer hurtigt klaret: Det består mest af Lady Diana, der udebliver fra overdådige middage, mens hun gemmer sig på sit værelse.

Påklædersken Maggie (Sally Hawkins) er hendes eneste allierede ud over sønnerne William og Harry. De kongelige gemakker er svulmende smukke som var de hentet fra Gamle Scene på Det Kongelige Teater, men for Lady Diana er det blevet et fængsel og de mange traditioner er som klirrende lænker.

Gys på godset

På Sandringham huserer en bestyrer med episk stivnet overlæbe (Timothy Spall), der næsten ligner noget fra en gammel gyserfilm.

Nogle gange er gangene på godset tæt på at ligne ’Ondskabens Hotel’ og butleren er de facto en fangevogter, der er indhentet fra militæret for at sikre den rette disciplin og snorlige orden.

Også Jack Farthing spiller sin rolle som Prins Charles, som om han har et stumpt objekt siddende på tværs. De øvrige medlemmer af kongefamilien virker tit som om, de kunne have været lavet af papmache eller voks.

Filmen muterer i passager til en slags rejse ind i sindets mørke kroge, en psykologisk thriller i stil med Darren Aronofskys ’Mother!’.

Oscar-rygter

Det er imponerende, hvordan Kristen Stewart, som mange har set i ungdoms-vampyrserien Twillight, i en del scener vitterligt forvandler sig til Lady Diana, så Oscar-rygterne nu hænger som duftevand omkring den talentfulde skuespillerinde.

Diana er i denne skildring en almindelig kvinde, der i virkeligheden helst vil spise Kentucky Fried Chicken sammen med sine skønne sønner.

En hæsblæsende fortolkning af en martret kvinde

Det psykologiske pres bragte hendes til vanviddets tærskel i Pablo Larrains instruktion, hvor både døde og levende personer materialiserer sig stik imod enhver sund fornuft.

Det er en hæsblæsende fortolkning af en martret kvinde, men jeg var ikke hele tiden ubetinget underholdt. Mange af de pointer om berømmelse og ufrihed, ’Spencer’ bringer til torvs, er jo ikke just nye.

Lady Diana er på mange måder for længst blevet den berømthedens martyr, som filmen fremstiller hende som. Det skete nærmest det øjeblik, hele den vestlige verden iførte sig sørgebind i kølvandet på hendes død i 1997, hvor hun og hendes to medpassagerer kørte galt i
Paris.

Et åbent, jazzet portræt

Det er klædeligt, at filmen ikke slutter med realfotos, årstal og billederne af den smadrede bil i tunnellen og de efterfølgende blomster ved Kensington Palace – den slags som ellers oftest kommer lige inden rulleteksterne, når man har set en film med biografisk afsæt.

’Spencer’ er et mere subjektivt, nærmest jazzet portræt med ekspressionistiske, gotiske undertoner, også hjulpet på vej af filmkomponist Jonny Greenwoods musik. Radiohead-guitaristen veksler mellem brusende klaverakkorder, skingert midnatsmesseorgel og småpsykedelisk jazz til at digte med på de mange lag i fortællingen.

En fabulerende skildring, der er lige så meget en fortælling om klaustrofobi og sindets faldgruber som om de fastlåste sæder og skikke i det britiske kongehus.

’Spencer’. Spillefilm. Instruktion: Pablo Larrain. Medvirkende: Kristen Stewart, Timothy Spall, Sally Hawkins, Jack Farthing. Kan ses i biografen fra 3. februar.