Joachim B. Olsen om regnemodeller: Venstrefløjen er nogle tøsedrenge

Ifølge den tidligere LA-profil er venstrefløjen nogle ”tøsedrenge”, fordi de giver regnemodellerne skylden for, at de ikke kan gennemføre deres politik.
Den socialdemokratiske regering har lagt op til et eftersyn af Finansministeriets regnemodeller.

Men hvad er status på det arbejde egentlig? Det kunne tilhørerne tirsdag morgen blive klogere på til et arrangement i 3F’s forbundshus i Kampmannsgade på Vesterbro.

3F’s forbundsformand, Per Christensen, åbnede ballet. Og han var klar i mælet om, hvorfor Danmarks største fagforening sætter Finansministeriets regneregler på dagsordenen.

Regnereglerne og de indregnede effekter af skattelettelser og lavere ydelser, f.eks. dagpengesatsen, stemmer ikke overens med den virkelighed, som folk oplever, mener Per Christensen.

Finansminister: Det gælder også socialdemokrater

Blandt dagens gæster og oplægsholdere var finansminister Nicolai Wammen (S), der gav en status på regeringens arbejde med at kigge de omdiskuterede regnemodeller efter i sømmene.

Jeg vil være den grønne kassemester

”Der er kommet en socialdemokratisk regering, der ser anderledes på det (regnemodellerne, red.), end de tidligere regeringer har gjort. Det gælder også dem, der har været socialdemokrater.”

”Det handler grundlæggende om, at vi som politikere skal træffe vigtige beslutninger, og at det, der kommer ud af regnemaskinen, er så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor er der behov for en opdatering af regnemodellerne,” sagde Wammen,

Regnemodellerne er ”et afgørende afsæt for de samfundsbeslutninger, vi træffer”.

Fokus på grøn omstilling

Den grønne omstilling blev fremhævet som en vigtig prioritering, der skal indtænkes og indregnes i Finansministeriets regneregler:

”Jeg vil gerne være den grønne kassemester,” lød det fra finansminister Nicolai Wammen.

Det skal være slut med kun at tale om arbejdsudbudsreformer, mener finansministeren:

Som socialdemokratisk finansminister undrer jeg mig over, at regnemodellerne ikke indeholder effekter af udgifter til velfærd

”Vi skal tale om andengenerationsreformer. Hvorfor tager regnemodellerne ikke højde for investeringer i uddannelse og opkvalificering? Eller at flere ikkevestlige indvandrere kommer i beskæftigelse?”

”Som socialdemokratisk finansminister undrer jeg mig også over, at regnemodellerne ikke indeholder effekter af udgifter til velfærd.”

 

Advarer mod røde og blå regnemodeller

Nicolai Wammen advarede mod at gøre diskussionen til en snak om røde eller blå regnemodeller:

”Derfor vil jeg også gerne sige i dag: Regnemodellerne skal være fagligt funderede. Det nytter ikke noget med blå eller røde regnemodeller. De skal være bredt accepterede og have empirisk belæg,” sagde han og fortsatte:

”Man kan sagtens have sin egen holdning til, hvordan man vil gribe tingene an politisk. Men det nytter ikke noget, at vi ændrer på dem, og de så ændres tilbage, når vi får en blå regering.”

Det nytter ikke, at vi ændrer på dem, og de så ændres tilbage, når vi får en blå regering

I sit oplæg oplyste Wammen, at der i 2018 blev sat 12 millioner kroner af til forskning i samfundsøkonomiske effekter af velfærdsinvesteringer, mens der i 2020 er afsat 51 millioner kroner til forskning i effekter af tidlige indsatser og arbejdet med udvikling af de økonomiske regneprincipper.

To chefideologer fra hver sit ringhjørne

På programmet var også en paneldebat mellem finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S), forhenværende folketingsmedlem Pelle Dragsted (EL) og tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen (LA), som i dag er ansat som politisk konsulent i partiets sekretariat på Christiansborg.

”Vi havde aldrig fået velfærdssamfundet, hvis synet (på regnemodellerne, red.) havde været det samme dengang. Der er et mismatch mellem, hvordan mennesker reagerer i det samfund og den virkelighed, som vi lever i,” sagde Pelle Dragsted.

Der er et mismatch mellem, hvordan mennesker reagerer i den virkelighed, som vi lever i

Joachim B. Olsen kritiserede Pelle Dragsted for at ville politisere regnemodellerne:

”Det ville være dejligt, hvis der var empirisk belæg for effekter af offentlige udgifter. Det er der bare ikke. Pelles tilgang er meget politiserende. Jeg synes, det lugter af, at man ikke kan lide de resultater, som Finansministeriet kommer frem til – og så beskylder man bare embedsmændene for at være politiske.”

Selvfølgelig påvirker skatterne folks adfærd

”Jeg har en tro på, at øget offentligt forbrug har en negativ arbejdsudbudseffekt, alene fordi den er så høj. Danskerne arbejder meget, men jo ikke så mange timer. Så selvfølgelig påvirker skatterne folks adfærd,” sagde han.

S-ordfører: Strukturel skævhed

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg, mener, at der er tale om en ”strukturel skævhed” i regnemodellerne:

”Det giver nul i arbejdsudbud, at vi giver et løft af det pædagogiske personale. Havde vi givet en milliard i skattelettelser, havde vi fået en million igen. Vi tror på, at der er en strukturel skævhed. Derfor bruger vi mere end 50 millioner kroner på at få belyst den skævhed.”

Det giver nul i arbejdsudbud, at vi giver et løft af det pædagogiske personale

Joachim B. Olsen mener også, at der hersker en skævhed i regnemodellerne. Men den skævhed handler i stedet om, at man – ifølge Joachim B. Olsen – regner med for lave dynamiske effekter af topskattelettelser.

JBO: Venstrefløjen er nogle tøsedrenge

Også den omdiskuterede budgetlov var til debat. Her markerede Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, sig med spørgsmål og kommentar fra salen. Han opfordrede politikerne til at droppe budgetloven, da den er unødvendig:

”Vi har vist, at vi i Danmark faktisk er gode til at styre de offentlige udgifter,” sagde AE-direktør Lars Andersen.

Samme konklusion finder man i en analyse om budgetloven fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der udkom i januar i år. Også Pelle Dragsted fremhævede AE’s rapport i budgetlovsdiskussionen.

Helt ærligt, drop tuderiet og gennemfør jeres politik

I en ellers fredelig paneldebat i et respektfuldt toneleje, var uenighederne dog ikke svære at få øje på. Det fik blandt andet Joachim B. Olsen til at komme med denne kommentar:

”De er nogle tøsedrenge på venstrefløjen. Hvis I vil bruge flere penge, så må I hæve skatterne – ikke fjerne budgetloven. Det er jo et politisk valg, og det er helt legitimt. Jeg synes bare, der er noget tøsedreng over at give skylden til regnemodellerne. Helt ærligt, drop tuderiet og gennemfør jeres politik. Så må I tage konsekvenserne af det.”

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hej Thomas du er et lavt menneske der kun venter på en artikel du kan nedgøre 👎

Hej Alex
Det stakkels skrog til Thomas har, eller minder om det menneskesyn, der var fremherskende i 1930 erne.
Den race er ikke nem at menneskeliggøre. Berlingske og andre aviser og platforme er villige til at give extreme vildskud plads til underminere og sabotere demokratiske bevægelser og institutioner. Det lader til at være guf
klovne, højreradikale og kværulanter. - ellers God Dag !

Når talen er om skat, i de forskellige former, den forekommer, så er der jo tale om den berømte Laffer-kurve, hvis abscisse er beskatningsprocenten. De vigtigste resultater af studiet af denne kurve er, at hvis beskatningsprocenten er nul, så kommer der ingen skat ind. Det andet resultat er, at er beskatningsprocenten på 100%, så kommer der heller ingen skat ind, men dette resultat er ikke så indlysende som det første. Men det meste af diskussionen drejer sig om, hvad der sker, når beskatningsprocenten er mellem disse to yderpunkter. I diskussionen medtages fænomenet hysterese stort set aldrig. Denne problematik vedrører, hvad der sker i forbindelse med ændringer i skatteprocenten, idet resultatet kan afhænge af, hvad beskatningsprocenten var tidligere, dvs. én beskatningsprocent kan ikke påregnes at give det samme output til enhver tid. I øvrigt er denne diskussion jo helt afhængig af konjunkturerne på tidspunktet for diskussionen, og mange detaljer i samfundskonstruktionen er relevante for diskussionen. Når man diskuterer skat med liberalister, så hæver samtalen sig stort set aldrig over klappe-kage niveauet, hvor det hele er idéologisk gejl uden den ringeste form for nuanceret samfundsforståelse. Liberalisternes i laser kørte deprimerende evangelium har altid været at spare på det hele, ud fra omkvædet om, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Hvis vi havde holdt os til dette, ville samfundet jo befinde sig på stenalderstadiet. Nej, pengene skal op af de dybe lommer, hvori de forekommer i flertal, og ud og arbejde for samfundet. Der er brug for, at de unge mennesker bliver uddannet, og samfundet har en interesse i, at de færreste stødes ud i økonomisk mørke. Men mon det ikke påhviler politikerne at anvende skatteindtægterne forstandigt? Hvad dette er, er jo stof til mange politiske diskussioner.

Ja, Lafferkurven er jo stationen lige inden en tom teoridannelse :-)
Enhver kurve, der opfylder, at f(0)=f(1)= 0 er en lafferkurve. Derfor har den ingen udsagnskraft om hvor man finder det optimale skattetryk, før der er lavet et empirisk studie, hvor man under ens betingelser ser hvad forskellige skattetryk resulterer i. Det ærgerlige er bare som altid med økonomisk teori, at man jo ikke kan lave laboratorieforsøg med samfundet. Når dertil kommer, at modellen er lige lovligt flot befriet for nuancerende parametre, f.eks. offerviljen hos borgerne i freds- og krigstid, vil det nok til evig tid være overladt til mere leddeløse politikeres hensigter, med overbevisning at postulere, hvor optimum er for skattetrykket.

Pelle Dragsted er en af de dygtigste politiske FT. medlemmer jeg har oplevet. Saglig, velargumenterende osv. Han kaster aldrig mudder på sine modstandere. Wammen har mange års erfaring i politik, heraf borgmester i Århus og flere ministerposter. Lykketoft har også gjort op med de regnemodellerne. Så klogt at få dem undersøgt for de ting de bygges på.
LA har deres politik som kun deles af et lille mindretal af befolkningen, men Joakim B. Olsen har jo aldrig været bleg for at stå på mål for den,eller haft underlige synspunkter, det er jo hans ret i et demokrati.

Hej Poul Boie Pedersen!

Jeg er helt enig i dine betragtninger, men det sjove er jo, at der ER en Lafferkurve i det virkelige liv. Beskatningsprocenten har rent faktisk en værdi, og af den kommer der et vist output. Men sammenligner vi forskellige lande, er det ganske rigtigt så som så med sammenligneligheden, fordi der er så mange andre samfundsfaktorer, som er forskellige. Beskatteriet er en opgave for hver enkelt lands politikere, som, ikke mindst, beror på, hvad beskatningen har været hidtil, og på hvilken måde hele samfundsshowet afvikles. Der findes mennesker, ganske mange, når vi ser til udlandet, som i realiteten ikke har noget samfundssyn, men som anskuer det hele som bestående af enkeltindivider. Jeg er tilbøjelig til at mene, at dette beror på en erkendemæssig defekt; når de ikke SER samfundet, så er det fordi de ikke KAN se det. At de ikke VIL se det, er forsåvidt en anden diskussion. Jeg opfatter den socialistiske tanke blot som den idé, at der ER et samfund, og at vore politikere navigerer efter denne kendsgerning.

Det forhold, at beskatningsprocenten herhjemme er cirka 50% - bruttonationalproduktet er cirka 2 billioner kroner, og det samlede skatteprovenu er cirka 1 billion – får mig til at tænke på, om der er en sammenhæng hermed med den informationsteoretiske formel for entropien i et tvedelende spørgsmål, som er xlog2(x)+(1-x)log2(1-x), hvor x er sandsynligheden for, at svaret på spørgsmålet er bekræftende eller benægtende. Det to spørgsmål er indbyrdes komplementære, som det fremgår af formlen. Denne formel har netop et maximum ved en sandsynlighed på 50%, dvs. hvor effektiviteten af spørgsmålet er maximal. Jeg er med på, at denne tentative sammenhæng er ret søgt, men jeg finder det nu alligevel tankevækkende, at vor beskatning netop er landet på den værdi, jeg her nævner. Måske er der en subtil sammenhæng, vi blot endnu ikke har fundet.

Hej Arne
Godt forsøg! Men er nok mest enig med den sidste del af dit indlæg snarere end den første :-)
Der er to problemer.
Der ene er, at næsten ingen samfund lander på 50%.
Det andet er, så vidt jeg kan se, at 0*log2(0) ikke er defineret med en ordinatværdi-værd. (Den går mod - uendelig, når x går mod 0). Derfor taler vi vel ikke om en Lafferkurve?
Men derfor kan man jo godt have den tanke, at 50% ikke ligger langt fra optimum, al den stund at Danmark klarer sig forbløffende godt i forhold til de fleste andre stater, uagtet at vi ikke vælter i naturresurser, men gennem et fællesskab og pleje af gode forhold for de mange, optimerer vores mentale formåen.

Hej Poul Boie, og tak for responsen!

Jeg ser udmærket din indvending, men dertil er at indvende, at funktionen xlog2(x) har en grænseværdi for x gående mod nul, som er nul. Jeg havde fat i funktionen for en del tid siden, og det tog mig tid at finde ud af sagernes rette sammenhæng. Du vil kunne finde ud af det med en lommeregner, hvor du kan bruge log2(x)=ln(x)/ln(2). I øvrigt er der i den af mig angivne formel en fortegnsfejl, idet den rigtige formel er
-(xlog2(x)+(1-x)log2(1-x)). Pointen med at anvende totalslogaritmer er, at så kommer informationsmængden ud i bits. Og for x=0,5 er resultatet netop 1 bit, hvilket er informationen fra et tvedelende spørgsmål med sandsynligheden lige meget til begge sider. Så i realiteten ER der tale om en Lafferkurve. Spørgsmålet er så, om den har noget med virkeligheden at gøre. Det forhold, at kurven netop har toppunkt for x=0,5, gør, at den er ret robust i forhold til x større eller mindre end 0,5.

Annonce