Lastbilchauffør: Kan man forvente OK-solidaritet, mens man sviner hinanden til?

Knap havde man rejst sig fra forhandlingsbordet i industrien, før der kom anbefaling om at stemme NEJ til overenskomsten. Hvad er idéen med det?
Foto: Erik Emil Hansen
I år var det anden gang jeg var med i forhandlingsudvalget for transportoverensskomsten. Denne her gang havde 3F gjort meget ud af, at klæde forhandlingsudvalget godt på. Man havde som altid indhentet ønsker fra alle afdelinger, og havde meget tidligt i processen indkaldt forhandlingsudvalget, med fokus på at lave en god strategi for at samle alle. Alle har haft indflydelse fra start.

Alle har haft indflydelse fra start

Der var brugt energi på at få alle med. Alle skulle være Sammen om OK20.

Og forventningen hos arbejderne i de forskellige grupper var positiv. Tæt på en ægte arbejder-kampgejst og der blev givet udtryk for: Vi bakker vores forhandlere op til OK20.

Lynchstemning på et rødglødende Facebook

Vi står sammen om OK20. Lige indtil Industrien meldte ud om deres resultat, og de første viste tilfredshed offentlig – så var der lynchstemning. Kommentarerne på Facebook glødede, og arbejdernes sande ”jeg” er åbenbart at sable hinanden ned. Når tillidsfolk fra industrien kom med positive udmeldinger, kom der straks decideret ubehagelige og personangribende kommentarer.

Er det sådan man behandler kammerater?

Er det sådan man behandler kammerater?

Også 3F afdelinger var ude med riven. Knap havde man rejst sig fra forhandlingsbordet i industrien, og i samme sekund kom der anbefalinger, at man skulle stemme NEJ til overenskomsten. Hvad er idéen med det? Er det gennemtænkt at skabe mistillid til forhandlerne på denne måde, inden alle forhandlinger overhovedet er færdige?

Hvad vil det egentlig sige: Sammen om OK20? Der er åbenbart en opfattelse af, at hvis en gruppe melder ud, at de vil stemme nej, så skal alle de andre grupper bakke op, og ligeledes stemme nej.

Er det gennemtænkt at skabe mistillid til forhandlerne

Men er det den rigtige forståelse? Er det overhovedet realistisk?

Brug for en faglig ed

Man forventer en solidaritet på tværs af fagene, men når man gladeligt sviner hinanden til på sociale medier, hvad kan man så egentlig forvente?

Når man meget gladelig sviner hinanden til på sociale medier, hvad kan man så egentlig forvente?

Og kan man overhovedet bakke hinanden op, hvis det ikke er aftalt på forhånd, hvad man vil forlange for de forskellige fag? Man er vel nødt til at være enige om minimumskrav før forhandlingerne går i gang. Så man ved, hvorvidt vi f.eks. alle er enige om, at buschaufførerne skal have deres pause. Og hvorvidt vi alle er enige om, at byggeriet skal have hævet mindstelønnen.

Hvis ikke alle arbejdere er enige om sådanne krav fra start af, hvordan kan man så overhovedet forlange man skal stå sammen? At selvom du er tilfreds med resultatet for dit eget fag, så skal du alligevel stemme nej, hvis en anden faggruppe ikke får deres minimumskrav.

Det er nødvendigt, at man på tværs af faggrupperne laver en ed inden forhandlingerne starter, for man succesfuldt kan bakke hinanden op. Så er man sikker på, at man rent faktisk står sammen.

Forskelsbehandling imellem fagene

Måske er problemet i virkeligheden den måde, som overenskomstforløbet er sat op.

Man starter med at forhandle en ramme, der er bygget på en mindstelønsoverenskomst, men den fører man så videre over til forhandlinger på normaltlønsområdet.

Det vil sige, at en overenskomst der giver en økonomisk startramme til lokale forhandlinger med mulighed for at forhandle mere oveni, bliver også brugt som økonomisk ramme til forhandlinger på en overenskomst der er centraltforhandlet – et sted, hvor man normalt ikke forhandler sig op.

Det er i virkeligheden med til at give en skæv-vridning

Det er i virkeligheden med til at give en skæv-vridning, en forskelsbehandling imellem fagene, hvor vilkårene vil egentlig burde være ens. Hvis man kan forhandle centralt til den ene faggruppe – skulle man i virkeligheden så ikke forhandle sådan for alle grupper? Eller omvendt.

Vi er sammen om OK20, lige indtil bagefter – hvor faggrupper med lokalforhandlinger kan forhandle sig til endnu mere. Så er det let at bakke en sag op, hvis man ved, at man senere selv har mulighed for mere.

Storkonfliktens resultater 

Man skal anerkende hinandens meninger om de forskellige resultater. Det skal være OK, at jeg vil stemme nej for min faggruppe, og at du vil stemme ja til din.

Men hvis vi får en storkonflikt – får man så alligevel det, man vil have?

Lige nu lugter det lidt af, at nogle har en strategi om at påvirke andre faggrupper til at stemme nej, for at sikre et fælles nej, fordi man ikke selv kan få det man vil have. Man er klar over, at arbejdsgiverne aldrig vil gå med til de krav man selv har. Derfor vil man åbenbart hellere ud i et endeligt nej – og dermed have en storkonflikt.

Men hvis vi får en storkonflikt – får man så alligevel det, man vil have?

Hvordan kan vi gøre det bedre næste gang?

Jeg har et ønske om, at man giver forhandlerne arbejdsro.

Jeg har et ønske om, at alle kan give udtryk for tilfredshed eller utilfredshed, uden at blive svinet til. Man skal selvfølgelig have lov til at ytre sin mening, men tal for din egen mening. Lad vær med at pådutte din mening til andre, at de skal stemme ja eller nej. Giv plads til god debat, gør det ikke personligt, fremstil gerne fordele og ulemper, men giv hver enkelt plads til egen stillingtagen.

Lad folk tage beslutningen selv

I stedet for bare at sige: Stem JA! Stem NEJ! Så hellere giv information og beskrivende eksempler på hvad overenskomsten vil betyde, og lad folk tage beslutningen selv. Jeg er tilhænger af den Danske Model med det organiserede arbejdsmarked, hvor vi bakker hinanden op for at sikre værdien af vores håndværk - uanset hvilket fag vi hører under.

Sammen om OK23

Jeg ser gerne, at vi er Sammen om OK23. Men i mellemtiden synes jeg vi skal evaluere, hvordan vi kan gøre det bedre næste gang. Kan vi skabe en tværfaglig enighed om fælles mål? Kan vi skabe en bedre struktur for forhandlingerne? For overenskomsten?

Kan vi skabe en tværfaglig enighed om fælles mål?

Kan vi bruge samkædningsreglerne til vores fordel?

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

SÅLÆNGE utilfredsheden ikke overstiger 50% så er der demokratisk RIGTIGT.der skal være utilfredshed for at vise hror mange der er tilfredse. hvis vi alle klapper hælene sammen, er det IKKE demokrati, men diktatur.