Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun søndag sidst på eftermiddagen talte til de mange demonstranter, der var mødt op foran Ruslands ambassade på Østerbro i København for at vise deres afsky over for Ruslands krig mod Ukraine.
Mette Frederiksen citerede Ruslands præsident:
"Ukraines fantastiske præsident Zelensky har sagt det så præcist, så kort: ”Det er lyden af et nyt jerntæppe, der sænker sig.” Og så føjede statsministeren til "Lad det være et jerntæppe, der lukker Putin inde. Men aldrig lukker friheden ude."
Mette Frederiksen talte om - akkurat som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) - om, at vi står over for en ny politisk epoke. En tid hvor 30 års afspænding - ovenpå kommunismens og Sovjetunionens kollaps - slutter. Og at det nu gælder om at stå op i mod ufriheden, op imod Vladimir Putins aggressive og destruktive kurs:
Nu gælder det vores alles frihed og jeres fremtid
"Der er krig i Europa. De ord er ikke sagt i mange år. Og vi havde håbet, at I unge aldrig skulle høre dem. Nu gælder det vores alles frihed og jeres fremtid.
Statsministeren bad os forestille os, hvordan det må være at være ukrainer i Ukraine lige nu:
"Forstil jer dette: Den ene dag lever man i frihed. Den næste dag sidder man sammenklemt og bange i et beskyttelsesrum. Sådan er det i Ukraine. Vi har alle set de forfærdelige billeder. Boligblokke under beskydning. En udbrændt lejlighed. Kampvogne i Kievs gader. Skræmte børn. Familier på flugt. Bomber og gru."
Men så mindede Mette Frederiksen om, at vi også har set andre billeder:
"Borgere, der melder sig under frihedens faner. Patriotisme og viljen til at forsvare sit land mod overmagten. Familiefædre, som griber til våben. Unge ukrainere på vej hjem fra udlandet på en enkeltbillet – for at forsvare deres land. Danske ukrainere på vej ned gennem Europa for at hente jeres landsmænd i sikkerhed. En stålfast præsident i spidsen for et modigt folk."
En stålfast præsident i spidsen for et modigt folk
Mette Frederiksen talte om, at ukrainerne byder overmagten trods:
"Det aftvinger respekt, ja, ærefrygt. 'Vi giver krop og sjæl for vores frihed.' Sådan synger de i Ukraine. Aldrig har nationalsangens bud været mere påtrængende. Vi ser det hele. Både krigens gru og ukrainernes mod. For nok lever vi i en tid, hvor der spredes falske nyheder. Og Rusland hæmningsløst finder på nye løgne. Også over for sin egen befolkning. Men virkeligheden og sandheden kan ikke holdes nede."
Mette Frederiksen bød i sin meget følelsesladede tale ukrainere velkommen i Danmark:
"Vi græder sammen med jer. Danmark er med jer. Vi danskere er venner af Ukraine. Vi er klar til at hjælpe. Vi sender humanitær hjælp til Ukraine. Vi støtter i nabolandene. Og vi åbner døren for ukrainere, som flygter fra krigen. De første ukrainske statsborgere er allerede kommet til Danmark. I er velkomne. Der vil komme flere. I er også velkomne.
I er velkomne. Der vil komme flere. I er også velkomne
Mette Frederiksen understregede i sin tale, at Ruslands hersker, Vladimir Putin, har forregnet sig:
"Putin troede, at han kunne splitte os. Men det kan ingen. Putin har undervurderet, hvor meget mennesker, der lever i frihed, er rede til at ofre for at forsvare den frihed. Han har taget fejl af det ukrainske folks vilje til kamp. Han har forregnet sig på Vestens sammenhold."
Han har forregnet sig på Vestens sammenhold
Politiet vurderer, at mindst 12.000 mennesker deltog i demonstrationen mod Ruslands Krig i Ukraine.
Du kan læse Mette Frederiksens fulde tale her.
Statsminister Mette Frederiksen talte fredag eftermiddag i telefon med Ukraines præsident Zelenskyy. Det oplyser hun på Facebook:
"Jeg har netop talt med Ukraines præsident Zelenskyy og meddelt ham min og Danmarks fulde støtte. Lige nu kæmper han og det ukrainske folk for deres land, deres liv og deres frihed. Min fulde opbakning og dybfølte sympati er med ham og hele det ukrainske folk."
Kommentarer
"Der er krig i Europa. De ord er ikke sagt i mange år. Og vi havde håbet, at I unge aldrig skulle høre dem. Nu gælder det vores alles frihed og jeres fremtid".
Så sandt så sandt!
Lad os ikke glemme at Putin har haft frit spil grundet en bundnaiv Angela Merkel. Eller var det bevidst?
Opvokset og præget af sin opvækst i østtyskland.
Hun er bliver en forræder i mine øjne.
Hatten af for Ukraines præsident og landets regering, der bliver på posten uanset truslerne fra Rusland, og som taler lige ud af posen uden omsvøb og uden noget forlorent på-den-ene-og-den-anden-side pølsesnak.
Også kæmpe respekt til det ukrainske folk og deres både vilje og evne til at forsvare deres land med alt, de har, uden hensyn til personlige omkostninger og risici. Sjældent har ordet rollemodel givet bedre mening.
Putin mener, at hele snart sagt hele verden udgør løgnens imperium, og at invasionen af Ukraine er for ukrainernes eget bedste. Hvad tænker manden på? Mon ikke han har forvekslet begreberne kurmageri og monster vold.
Putin har gjort sig selv til paria og syder nu grundigt i eget fedt, så mon hvor længe mon inderkredsen omkring ham ser med milde øjne på, at deres formuer fordamper ud i den blå luft. Man aner panik i de følelsesladede absurditeter, der kommer ud af munden på ham, medens tronen vakler, og vi må håbe, at der omkring ham findes mekanismer, der kan forhindre andre desperate handlinger, end de ulykker han indtil nu har forregnet sig ganske alvorligt på.
Jeg tror aldrig, at Putin i et sekund har frygtet invasion eller aggression fra Ukraine. Hvad han derimod er høneræd for er. at demokratiet breder sig tæt på Rusland, at folket får smag for det og truer hans tzarvælde indefra. Og tro mig, det er ikke løgn.