Særlov for ukrainske flygtninge på vej

Regeringen foreslår at sidestille ukrainske flygtninge med EU-arbejdstagere, så de helt undgår at skulle igennem det træge danske asylsystem
Ukrainske flygtninge skal have mulighed for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. På lige fod med EU-arbejdstagere.

Det mener S-regeringen, som agter at fremsætte et forslag til særlov gældende for ukrainere, der søger ophold i Danmark som følge af Ruslands krig mod Ukraine. Særloven vil betyde, at ukrainere, der nu søger beskyttelse i Danmark helt undgår at skulle igennem det træge danske asylsystem.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

"Jeg vil gerne have, at de mennesker, der kommer hertil hurtigst muligt får en opholdstilladelse, arbejdstilladelse og mulighed for en bolig. Og ungerne i skole og få noget, der minder om en normal hverdag," siger han ifølge DR Nyheder.

Hvis særloven bliver vedtaget af Folketinget vil den give ukrainerne opholdstilladelse fra første dag i Danmark. De vil også få adgang til danske velfærdsydelser.

Dansk EU-forbehold, men Danmarks dør står åben

EU-Kommissionen foreslår, at give ukrainere på flugt fra krigen i deres hjemland midlertidigbeskyttelse med adgang til uddannelse og arbejde i EU. Forslaget diskuteres torsdag på et møde mellem EU's udlændinge- og integrationsministre i Bruxelles.

På grund af retsforbeholdet kan Danmark ikke umiddelbart tilslutte sig EU-direktivet, og derfor er en dansk særlov i stedet vejen frem.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) slår torsdag morgen fra Bruxelles fast, at Danmarks dør står åben for ukrainere:

Regeringen har ikke besluttet noget loft for, hvor mange vi skal hjælpe
"Regeringen har ikke besluttet noget loft for, hvor mange vi skal hjælpe," understreger ministeren.

Han oplyser, at S-regeringen aktuelt arbejder på at have plads til at modtage 20.000 ukrainere på flugt fra krigen.

Håber på hastebehandling i Folketinget

Tesfaye håber på at Folketinget hastebehandler særloven om ukrainere.

Til og med onsdag har 60 ukrainere søgt om asyl i Danmark, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet på Twitter.

EU-ministrene skal torsdag diskutere, om EU-direktivet også skal omfatte ikke-ukrainere, som har studeret eller arbejdet i Ukraine, og som er flygtet ud af landet - sammen med ukrainske statsborgere. Det skal også diskuteres hvor lang tid den midlertidige beskyttelse i EU-landene skal gælde.

S-regeringen forventer, at den danske særlov vil lægge sig tæt op af EU-direktivet om midlertidig beskyttelse af ukrainere.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Naturligvis skal vi hjælpe Ukraine og ukrainerne!!!
Men ikke flere særlove!
Tænk blot på Palæstinenserloven.
https://da.wikipedia.org/wiki/Pal%C3%A6stinenserloven

Det må kunne lade sig gøre at hjælpe uden særlove.

Og når danske arbejdsgivere (som fx en hoteldirektør Peter Madsen Hotel Kolding Fjord) i DR's P1 morgen https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2022-03-03 02:27) gerne vil have ukrainske flygtninge som medarbejdere, så lyder det mest af alt fordi han tænker mere på sin virksomhed end på flygtningene).
.

vær opmærksom på hvad pressen finder (når "stormen" har lagt sig) der er utrolig mange "mandagstrænere" som er meget kloge på hvad det bedste ville have været Jeg er meget bekymret for hastelovgivning mange vil sikkert på et tidspunkt hævde at de ikke havde tid til ordentlig sagsbehandling! og så er der åbnet for undersøgelser i lange baner

Der tænkes nok mest på de danske arbejdsgivere frem for på de Ukrainske Flygninge. Husk nu at det ikke er
folk der er på "ferie" de mange ,der er flygtet fra et mareridt i deres eget land.Det er folk på FLUGT.Det er
folk der har mistet.Det er folk der er bange.Det er folk der ikke af egen fri vilje er rejst fra deres hjemland.Det er folk der har måttet forlade ALT, fordi de i krig blev tvunget til det. HVORDAN kan man da vel tro at disse kriseramte flygtninge over hals og hoved,resolut kan installeres på det danske arbejdsmarked og i det danske samfund på fem minutter ? Hvor i alverden skulle disse mennesker få overskud fra ,til at agere i et fremmed land ? Kan disse igen nogensinde "finde sig selv igen",som om intet var sket ? Skal de virkelig bare hertil for at udnyttes ?

Mange gode tanker fra Tesfaye her. Han bør beholde brillerne på og se al sagsbehandlingen for flygtninge fra Syrien og Afghanistan m.m. igennem, før han tager dem af. Hvor mange kvoteflygtninge (altså anerkendte flygtninge i henhold til FN's retningslinjer) er det lige, at regeringen har taget imod? Ja tak til at tage imod krigsflygtninge fra Ukraine, fordi ja tak til at tage imod krigsflygtninge. Punktum.

Nu er situationen jo netop helt anderledes med Ukrainerne end med afghanerne, syrerne osv.

Ukraine ligger i vores eget nabolag, og vi er dermed nærområdet her. Ukrainerne rejser ikke gennem en perlerække af sikre lande for så at søge asyl i det sidste. Flygtningene fra Ukraine flygter således alene fra noget og ikke til noget. Flygtningestrømmene fra Ukraine er ikke domineret af våbenføre yngre mænd, de har nemlig pligt til at blive og forsvare landet mod invasionen. Så vi kan nok være ret sikre på, at ukrainerne kommer for at undslippe bomberne og ikke med henblik på at emigrere. Og det er da også kun en midlertidig beskyttelse, de vil blive tilbudt.

Den undskhldning med at Ukraine ligger i vort nærområde, er den mest lamme undskyldning jeg har hørt fra en statsminister i Danmark. Det er da flintrende ligegyldigt om det er flygtninge fra nær- eller fjernområderne - ifølge Menneskerettighedskonventionerne og alle de øvrige relaterede konvenstioner vi har skrivet under på, så kan man ikke skelne flygtninge på den måde. Det vil være i modstrid med de nævnte konventioner der ikke tillader den form for diskrimination.

Når arbejdsgiverne tale om at ansætte de kvindelige flygtninge, til hvilken løn? hvad med pasning af børnene og skolegang? vi skal passe på med at vi ikke får et pjalteproletariat ved at de ansættes til en lavere løn? Hvor skal de bo? vil man inddrage Planloven hvis der komme rigtig mange flygtninge?

Annonce