EL-fraktion: Udmeldelse af NATO – hellere i går end i morgen!

At kravet om dansk udmeldelse af NATO ikke er aktuelt lige nu, er helt forkert, mener revolutionær socialistisk organisation i Enhedslisten.
Enhedslistens holdning til både det danske NATO-medlemskab, men også hvordan Danmark skal reagere på Ruslands invasion af Ukraine, har været heftigt debatteret i de seneste uger.

Nu blander en af Enhedslistens fraktioner sig i debatten.

Det er gruppen Socialistisk Arbejderpolitik, SAP, det der tidligere hed Socialistisk Arbejderparti, og som i sin tid var med til at stifte Enhedslisten.

Blandt Enhedslistens mere fremtrædende medlemmer, har blandt andet Pernille Skipper og Søren Søndergaard, haft tilknytning til gruppen.

I en udtalelse, som er underskrevet af SAP's forretningsudvalg, kan man bl.a. læse, at

"Hvis man i disse dage følger med i de danske mainstream-mediers dækning af invasionen i Ukraine, får man det klare indtryk, at NATO er en fredselskende forsvarsalliance, der kan og vil sikre friheden og demokratiet mod den storrussiske imperialismes aggressive overgreb."

"Dette billede har bredt sig i en grad, så selv nogle EL-politikere får uld i munden, når der bliver snakket om NATO-udmeldelse.".

SAP understreger, at man imod Ruslands invasion af Ukraine.

Ud af NATO nu!

Flere ledende medlemmer fra Enhedslisten, herunder politisk leder Mai Villadsen og forsvarsordfører Eva Flyvholm, har igen og igen sagt, at det ikke er Enhedslistens politik at melde Danmark ud af NATO i eller i morgen.

Men det er ikke holdningen fra SAP's forretningsudvalg.

"At kravet om dansk udmeldelse af NATO ikke er aktuelt lige nu, er derfor helt forkert," skriver de i udtalelsen.

"Tværtimod: Det omsiggribende oprustningsvanvid i NATO-landene råber på, at det første land siger fra og melder sig ud. At et land går forrest i at etablere et afrustet, demilitariseret Europa, hvor konflikter mellem landene klares med forhandling frem for krig. Hvor pengene bruges til velfærd og – ikke mindst – til at redde klimaet, i stedet for til bomber og missiler."

Russisk befolkning vil rejse sig

Situationen kalder, ifølge forretningsudvalget i SAP, på "antimilitaristiske fredsbevægelser på tværs af grænserne – der hver for sig stiller krav til deres egen regering og deres egen blok om øjeblikkelig nedrustning".

Forretningsudvalget frygter ikke, at en demilitarisering af Danmark eller andre lande vil være et problem.

"Hvis nogen tror, at Putin ville turde udnytte en sådan situation til at besætte Danmark, så tager de fejl," lyder det i udtalelsen.

"Ikke fordi han ville frygte, at NATO alligevel ville forsvare os, men af frygt for sin egen befolknings reaktion! Hvordan skulle han på nogen mulig måde forklare endsige forsvare et angreb på et land, der netop har demonstreret sin ultimative fredelighed?" lyder altså vurderingen fra SAP's forretningsudvalg.

I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine har tusindvis af russere været på gaden mod krigen, uden at det - indtil videre - har haft nogen synderlig effekt på den russiske lyst til at føre krigen i Ukraine videre.

Op imod 5.000 russere blev arresteret for anti-krigsprotester i weekenden.

Hvad er SAP?

Socialistisk Arbejderpolitik er - ifølge dem selv - "en revolutionær socialistisk organisation".

SAP "arbejder som en del af Enhedslisten og SUF (ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdomsfront, red.) på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning."

SAP deler kontor med Enhedslisten.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Magen til pladder romantik skal man lede længe efter. Man får nærmest undt af den slags mennesker, der åbenbart går med hovedet under armen, livet igennem. De er heldige, at bo i et land som Danmark, hvor man lader den slags “tosser” gå i fred.

Danmark ud af NATO. Og "ondt" staves med "o".

Jeg har også en cykel, der har mange mangler, men som man dog kan køre på. Den har jeg ikke tænkt mig at kassere inden jeg har et bedre alternativ. Et alliancefrit Danmark er da helt ude i hampen i den nuværende situation, så hvad er dit alternativ. Jeg så også gerne, at russerne smed Putin på porten, men er det noget enhedslistens salon-socialister har den ringeste mulighed for at fremme?

Ja, lad os bekæmpe russerne til sidste ukrainske blodsdråbe, det skal nok skabe fred. Hvad er det Homer Simpson altid siger?

"D'oh!"

Jeg prøver lige igen
...så hvad er dit alternativ

Havde du spurgt mig for tre uger siden havde jeg svaret: Ophæve forsvarsforbeholdet og indgå i en europæisk forsvarsalliance, og derefter melde os ud af NATO.

Men nu spørger du mig i dag, og efter at have set de europæiske politiker, med Borell og von der Leyen i spidsen, løbe rundt som hovedløse høns og agitere for krig, har jeg mistet lysten til at være i klub med dem.

Så jeg står lidt i et dilemma. Jeg har ikke store forhåbninger om, at lille Danmark får meget at skulle have sagt i et EU-samarbejde, men jeg ved, at vi intet har at skulle have sagt i NATO.

Så selv om det ser sort ud, tror jeg stadig, at det vil være smartere at alliere os med de andre europæiske lande, minus UK, og så lade USA sejle sin egen sø.

Så svaret er det samme som for tre uger siden. Vi bør melde os ind i en Euro-alliance, og melde os ud af NATO. Men det er altså kun fordi jeg ikke kan se noget alternativ.

Det er længe siden, jeg har været ramt af så alvorlig en politikerlede, som jeg lider af i disse dage. Regeringen overraskede mig virkelig positivt ved den måde, den håndterede pandemien på, men den har sat al den opnåede goodwill over styr ved at opfordre til bevæbning af civile, hvilket jo blot vil føre til endnu flere drab på civile.

Ak-ja. Gammelkommunisterne har nu i 30 år forgæves forsøgt at finde deres egne ben at stå på.
Oprindelig elskede gammelkommunisterne Sovjetunionen og hadede USA.
Sovjetunionen eksisterer ikke mere, men hadet til USA består.
Dog fornemmer jeg, at der stadig blandt gammelkommunister er en veneration for Moskva.
De har jo altid fået deres ordrer og anvisninger og vel også en hel del økonomisk støtte fra denne by.

"Gammelkommunisterne" kom slet ikk med, da Enhedslisten blev dannet for mange år siden. De er nu en del af de mikrogrupper, der stadig ikke kan/vil erkende, at det statskapitalistiske såkaldte kommunistiske styre aldrig var lykkes. Hverken VS eller SAP havde nogensinde troet på, at der kom noget godt fra Sovjet, og DKP bestod af folk, der havde erkendt, at Sovjet-projektet ikke var det, de havde troet/drømt om. Så facit er, at der ingen gammelkommunister er i EL i dag. Men det er selvfølgelig nemmere at fortsætte i det spor, jeg husker tilbage fra min barndom i en organiseret socialdemokratisk familie, hvor alt hvad man ikke brød sig om, var kommunister.

Realisme kontra idealisme bliver debatteret sagligt et andet sted i denne udgave af Pio. Læs Debat: Vesten mangler realisme i vores syn på Rusland. Nu til noget helt andet: hvad med at nedlægge Nato (ikke bare for at redde EL) imod at tilbagelevere Donbass og Krim regionerne til Ukraine, med efterfølgende folkeafstemninger om selvstyre m.m. Nedlæggelse af NATO og Warscawa pagterne er implementeret når fællesaftale om ny fredspagt er skrevet under. EU vil kunne være en part i dette. (Hvad man dog ikke kan komme til at tænke på?)

Til gengæld er kommentarerne her gammelt socialdemokratisk og liberalistisk tankegods. Det er godt med en meningstilkendegivelse fra det interne organisatoriske enhedslisten. Spørgsmålet er vigtigt.

For en gangs skyld er jeg enig med trotterne.

Ruslands invasion af Ukraine er en forbrydelse mod menneskeheden. Og ud fra præcis de samme præmisser bør NATO, som dokumenteret udøver af langt flere forbrydelser mod menneskeheden end Rusland, nedlægges så hurtigt som muligt.

Se bare hvordan den fhv. generalsekretær for angrebsalliancen NATO, Anders Fogh Rasmussen, anbefaler at indføre et flyveforbud i Ukraine, selv om han burde vide, at hvis et NATO-fly i vrede skyder et russisk fly ned, vil det betyde åben krig mellem Rusland og NATO, med alt hvad det medfører af først taktiske atomvåben, siden strategiske atombomber. Den mand er livsfarlig, godt at han ikke er generalsekretær mere. Selvom Stoltenberg ikke er meget bedre...

Har folk mistet forstandens brug?

Ak-ja. Så piblede gammelkommunisterne frem.
Tidligere var det de intelligens mæssigt mindre bemidlede højre-nationale der fyldte her i kommentarfelterne.
Nu er det Enhedslistens støtter, der fylkes om PIO-PIO.
Får de stadig støtte fra Moskva?

Jeg vil give Enhedslisten følgende karakterer for deres præstation:

- For det tekniske kan det ikke blive til mere end et 1-tal, når de på den måde bliver ved med at spænde ben for sig selv og hinanden.

- For det kunstneriske vil jeg til gengæld ikke tøve med at uddele et klart 10-tal, for underholdningsværdien er sgu helt i topklasse.

Skal et fælles EU forsvar være et fuldbyrdet afskrækkelses forsvar med et atom arsenal der kan stå til mål med Rusland og om et årti Kina? Ellers er det jo ikke til megen nytte. Og hvordan skal et kæmpestor atomar EU forsvar forholde sig til NATO og USA? Skal EU være en supermagt nu, som kan udfordre andre supermagter med strategiske baser verden rundt som USA og som Kina er på vej til?

Altså nu, hvor vi skal op i den militære superliga kan vi jo lige så godt drage fordele ud af den store investering.

Der er mange ubesvarede spørgsmål.

Åben EU's grænser for alle de unge russere og de kloge hoveder i Rusland, som ikke længere gider at være en del af Putins Rusland. På den måde får de unge og de kloge hoveder deres frihed, vi får gavn af deres færdigheder og Putins Rusland bliver drænet for deres fremtid og må fremover igen nøjes med at spise deres rødbede suppe.

Der er behov for langt flere unge og kloge hoveder allerede i den nærmeste fremtid i store dele af EU med en aldrende befolkning. Og det er ikke dem, de unge og kloge russere, som ønsker denne her krig.

Så de skal være hjerteligt velkommen.

Annonce