Selvfølgelig er studerende ikke fattige og derfor skal SU'en ikke fordobles

Uddannelse er et uendeligt tag-selv-bord for studerende som Jens Phillip Yazdani, som aldrig synes at bekymre sig om regningen. Uddannelse er paradis på jord.
Jens Philip Yazdani, der blev kendt i offentligheden, da han var formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, skrev i forrige uge et debatindlæg, hvor han blandt andet slog til lyd for, at SU’en skal fordobles. De studerende er fattige, lød argumentet fra Yazdani, og dén fattigdom er skadelig og usund.

Vi tager den lige igen: Det er skadeligt og direkte farligt for helbredet, at man ikke har så mange penge, mens man er på SU.

Selvfølgelig lever studerende ikke i fattigdom så stor at det gør dem syge

Forslaget fra Yazdani blev hurtigt skudt ned. For selvfølgelig lever studerende ikke i fattigdom så stor at det gør dem syge, fordi de har en lav indtægt, mens de tager en uddannelse på samfundets regning.

Og selvfølgelig har vi ikke råd til at hæve SU’en til det dobbelte, når vi i forvejen har fordoblede udgiften til SU fra 2009 til 2018, hvor vi brugte svimlende 21 milliarder kroner.

Så dét forslag fik hurtigt en forventelig og fortjent krank skæbne, men er stadig værd at hæfte sig ved. For Jens Philip Yazdani er med sikkerhed en begavet ung mand, han er velformuleret og vant til at begå sig i den offentlige debat. Så hvad er grunden til, at han siger noget så skørt?

Selvfølgelig har vi ikke råd til at hæve SU’en til det dobbelte, når vi i forvejen har fordoblede udgiften til SU fra 2009 til 2018

Hvad er det for et et billede af verdens indretning der ligger bag et forslag om at forbedre en SU-ordning, som er lysår bedre end noget andet sted på kloden?

Det uendelige tagselvbord

Danske studerende har det bedre end noget andet sted i verden. Vores uddannelser er gratis, og i modsætning til mange lande findes der ikke et privatfinansieret tilbud, der er bedre.

Vores SU er enestående i verden. Ikke engang vores nordiske broderlande Norge og Sverige har en SU-ordning, der er tilnærmelsesvis lige så god som Danmarks; man får i bedste fald halvdelen af en dansk SU.

Det er en stor investering, vi som samfund tager hver gang, vi uddanner en akademiker som Jens Philip

Så det er en stor investering, vi som samfund tager hver gang, vi uddanner en akademiker som Jens Philip. En nyuddannet akademiker står i runde tal i én million kroner; otte gange så meget som en faglært koster at uddanne.

Danmark er et rigt samfund, og vi skal have råd til at investere i uddannelse. Gratis uddannelse af høj kvalitet er et af kendetegnene på et velfærdssamfund.

Men det er skørt at lade som om, uddannelse ikke koster penge og det er arrogant ikke at forholde sig til, at en nyuddannet akademiker er en investering, som alle dem der går på arbejde, har lavet i et ungt menneske.

Så hvis man ikke tjener lige så meget, mens man er på SU, er det fordi man selv bidrager en smule til investeringen i sin egen uddannelse.

Men dén logik er gået hen over hovedet på Jens Philip Yazdani. For ham og bekymrende mange andre debattører på vores højere læreanstalter er uddannelse et absolut gode. Vi kan aldrig få for mange akademikere, og udgiften til at uddanne dem er ikke noget, vi skal bekymre os om.

Uddannelse er et uendeligt tagselvbord, hvor man aldrig skal bekymre sig om regningen

Uddannelse er et uendeligt tagselvbord, hvor man aldrig skal bekymre sig om regningen eller for, om man spiser for meget. Et paradis på jord.

Til dem der har, skal mere gives

Den akademiske blindhed bliver værre af, at dem der tager de lange uddannelser, er dem, der kommer fra de mest velstillede hjem.

Der er masser af eksempler på, at børn fra arbejderhjem tager en lang uddannelse. Det er fantastisk, og jeg er selv sådan en mønsterbryder. Men mønsterbryderne er netop dét: Dem, der bryder det fremherskende mønster, hvor børn af velstillede akademikere selv bliver velstillede akademikere og børn af faglærte selv bliver faglærte.

I nogle kommuner er det hver femte indbygger, der aldrig får en uddannelses efter folkeskolen

Så hvis man vil gøre noget for dem, der ikke kommer fra et hjem med klaver, skal man tænke i helt andre baner end at hæve SU’en til det dobbelte.

Man kan for eksempel kigge på alle dem, der aldrig får en uddannelse. I nogle kommuner er det hver femte indbygger, der aldrig får en uddannelses efter folkeskolen. Blandt mændene er det højere, og blandt dem med en anden etnisk baggrund er det hver tredje unge mand, der ikke får en uddannelse.

Dem uden uddannelse har ingen gavn af den fordoblede udgift til SU-stipendier, men ville formentlig have haft gavn af bedre forhold på erhvervsskolerne. Som dog er blevet besparet ned til sokkeholderne i den periode, hvor vi lod SU-udgifterne stige.

Man kan også kigge på alle dem, der er ordblinde. Ordblindhed er et handicap, som giver dig enorme udfordringer på et arbejdsmarked, som stiller større og større krav om skriftlighed. Ikke desto mindre blev ordblindeområdet også skåret ned og ned og ned i den periode, hvor udgifterne til SU steg og steg og steg.

For hele voksenuddannelsesområdet, som fokuserer på de voksne der har brug at lære det, man normalt lærer i folkeskolen, var der tale om en besparelse på flere milliarder fra 2015-2019. Selvfølgelig kan det mærkes, og selvfølgelig går det hårdest ud over dem, der har mest behov for uddannelse.

Ordblindhed er et handicap, som giver dig enorme udfordringer på et arbejdsmarked

Og så er der endelig muligheden for livslang læring, så dem der er på arbejdsmarkedet, får mulighed for at videreuddanne sig til nye udfordringer. For eksempel til jobs, der ikke er fysisk krævende, hvis kroppen er slidt ned. Det er afgørende for, at vores arbejdsmarked fungerer, men indsatsen slår slet ikke til.

Ingen af disse ting lader dog til at bekymre Jens Philip Yazdani og alle de andre, der kaster sig ind i kampen for højere SU.

De bredeste skuldre

I gamle dage sagde man, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Hvis man er ressourcestærk og privilegeret, har man et ansvar for at tænke på dem, der ikke har de samme muligheder.

Dét princip kunne jeg godt ønske mig lidt mere af på uddannelsesområdet. Hvis man har fået mulighed for at tage en lang, akademisk uddannelse, har man en forpligtelse til at kigge ud over egen næsetip.

Hvis man har fået mulighed for at tage en lang, akademisk uddannelse, har man en forpligtelse til at kigge ud over egen næsetip

Yazdani vil sikkert afvise det som ”OK Boomer”-agtigt at mene sådan. Det er der ikke noget at gøre ved.

For det er ærligt talt på tide, at vi får lidt mere solidaritet og lidt mindre akademiker-skyklapper ind i vores uddannelser.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg erindrer, at da jeg studerede, byggede jeg mig selv en høj bogreol, og da den skulle males, undlod jeg maling på den opadvendte flade i toppen, fordi der ikke var råd til mere maling. Der var store udgifter til boganskaffelser – lærebøger har aldrig været billige, og så var der jo det der med boligen. Jeg boede nørmest i en ruin, og jeg stiftede bekendtskab med mange andre, som også boede under ganske uhyrlige forhold. Man har været inde på teltlejre eller containerbyer til udenbys studerende her i København – men en ting, der sprang i øjnene, var den økonomiske forskel, der var mellem studerende, der var hjemmehørende i København, og som tilfredsstillede deres boligbehov ved at bo hjemme hos forældrene, og så os af udenbys herkomst. Jeg spurgte af og til mig selv, hvorfor man skulle straffes så hårdt for at være begavet, og at have et naturligt behov for at videreuddanne sig. Det forhold, at der er store penge i veluddannede unge for samfundet, mærkede man intet til.

Det fremgår af denne artikel, at man taler til et arbejderpublikum, der dels er fjendtligt indstillede overfor højt uddannede, dels blandt deres egne betragter en, der stræber efter at videreuddanne sig, som en klasseforræder. Men arbejderisme har altid været, og vil altid være en dødssejler. En god ting, som arbejderkulturen har bevirket, er den indsigt, at det er nyttigt at være velorganiseret, men man kan begræde, at velstanden i videre kredse har bevirket, at ganske mange nu abonnerer på den liberalistiske idé, at det ikke er godt med fagforeninger, og at retfærdigheden sker fyldest, når nogen efterlades i fattigdom, Den, i forhold til andre lande, relativt flade samfundsstruktur, som er resultatet af mange års socialpolitik med det formål at samle folk op, hvor de ellers ville have klaret sig dårligt, har jo vist sig at være en enestående succes.

Artiklen er jo ligeud fjendtlig overfor studerende, men dertil er jo at føje, at studerende jo er af så uhyre forskellig beskaffenhed. Rigtigt mange studerende er rene spekulanter; der er interesserede i at tjene penge, mens det faglige fylder relativt lidt. Der er sågar en større gruppe studerende, der studerer, fordi de ikke ellers ved, hvad de skulle få tiden til at gå med. Der er også de studerende, der studerer på linier, de finder nemme at komme igennem, fordi der ikke er særligt store faglige krav, og her kommer vi ind på det grotesk enorme tilbud af linier, som ingen har hørt om, og som reelt er uden indhold.

Men så er der en relativt lille gruppe af studerende, som brænder for det faglige, og hertil hører de naturvidenskabelige studier. Frafaldet er enormt, og det har ikke været nødvendigt at indføre adgangsbegrænsning til disse studier, fordi frafaldet er så stort. Efter min opfattelse er disse studier de eneste, som egentligt skulle ligge i universitært regi, fordi de rummer en seriøsitet, de andre linier mangler. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at skønt disse uddanelser afgjort kræver de største begavelser, er de på ingen måde topscorere i henseende til lønninger efter afsluttet uddannelse, hvilket i et vist omfang bevirker, at der ikke er særlig respekt om dem i videre kredse, da det store flertal i dette samfund jo kun har respekt for en velspækket tegnebog.

Hvis man synes, at udgifterne til støtte af de studerende er for store, kunne man jo passende rydde ud i den enorme underskov af useriøse uddannelser. Men det er jo en kendt sag, at ingen politiker med kendskab til universiteter tør binde an med den opgave, der ligger i at udøve ledelsestiltag i forhold til universiteterne. Universiteterne har altid været ustyrlige, og vil nok også være dette i fremtiden. Og hvis man så har skåret ned på de meningsløse uddanelser, kunne man så give de tiloversblevne seriøse studerende anstændige økonomiske vilkår.

Det er stadigvæk sådan at de velbjergedes børn har de bedste muligheder og betingelser for at kunne tage sig en uddannelse,lang eller kort. Fattiges forældres børn kan ikke købe lejlighed til barnet der skal studere i enten København eller Århus. Og fattiges børn får heller ikke en "pose penge med hjemmefra" til "etablering",bøger,udstyr m.m. SU burde kun kunne søges/tildeles til absolut ubemidlede forældres børn.

Ja, Ika – jeg har heller aldrig modtaget en krone hjemmefra. Jeg var helt henvist til at leve af SUen samt dyre banklån, og dertil kom, at studiet krævede alle mine vågne timer. Det der med at have job ved siden af studiet er kun realisabelt for de useriøse studier, eller, som det er tilfældet med lægeuddannelsen, at man tager vagter, som er relevante for studiet. Mig bekendt er der ikke andre studier, der har arbejde, som er studierelevant. Men jeg forstår godt, at folk er forvirrede over, hvordan det rent faktisk forholder sig. I dag er der jo det groteske forhold, at hvis man har taget statslån, kan disse ikke betales ud før tid – man er tvunget til at betale et læs penge i renter, og dette gør, at selvom statslånsrenten lyder billig, så er den alligevel meget dyr. Og de tal, der er tale om, er velegnet til billig politisk manipulation. Det er fortfarende de rige, som helt slipper for at låne.

Det er af altafgørende betydning at ethvert ungt menneske, får en GOD START på livet. Derfor ER uddannelse vigtig. Et "must" for at kunne skabe større mulighed for job og stabil fremtid. Dem der ikke har en stærk "økonomisk sokkel" under sig vil tidligt bukke under. Da kravene til det enkelte menneske bliver større og større. Hvordan skal den enlige kontanthjælpsmodtagers barn/børn kunne få de samme muligheder som f.e.x elitens barn/børn ? Som ubemidlet ung er det en kæmpeopgave at skulle skaffe sig bolig,og at kunne betale huslejen i den studieby hvor uddannelsesinstitutionen f.e.x ligger,med MERE. Etablering vil være en del nemmere, for den unge der har haft forældre,med kapacitet og råd til at SPARE op til deres søn/datter gennem hele barnets barndom. Oveni dette kan nævnes bedsteforældre der heller aldrig har manglet noget.Disse yder ofte store bidrag til,at deres børnebørn kan få sig en fornuftig fremtid. For det er jo stadigvæk sådan at rigdom går i arv,på samme måde som fattigdom gør det.

Tak til Ika for et vigtigt bidrag. Men jeg synes lige, at jeg vil indsparke den betragtning, at uddannelserne er ikke svaret på alle spørgsmål. Det kommer an på, hvad der er ens ærinde med en uddannelse. Hvis det kommer an på at kunne kaste et eksamensbevis for løverne, dvs. arbejdsgiverne, ja, så er det jo på med vanten med at erhverve et sådant. Men hvis ærindet er det overordnede at skaffe sig viden og erkendelse – f. eks. at orientere sig i krydsfeltet mellem overtro og religion på den ene side, og videnskab på den anden side – så er jeg ikke overbevist om, at universitetet er universalsvaret på alle spørgsmål. Vel, indledningen på en naturvidenskabelig uddannelse kan udgøre en realistisk introduktion på, hvad der egentligt kræves for at bedrive videnskab, hvilket jo er ukendt land for langt de fleste akademikere og for befolkningen i øvrigt. Men det er min overbevisning, at det er den helt selvstændige indsats, der er væsentlig, og at det der med at lære at eftergøre professorens hundekunster snarere er kontraproduktivt, og så er der jo de ulidelige klikedannelser og fagligt begrænsede foci for opmærksomheden på universiteterne, som i det store hele forhindrer den selvstændige indsats, men som også kan anskues som slibesten til skærpning af denne. Desuden er universitetsmiljøerne i vidt omfang menneskeligt ganske isafkølede, hvilket i grunden gør dem didaktisk uegnede. Mit eget ærinde på universitetet var ikke opnåelsen af et embede, men personlig erkendelse, hvilket projekt jeg i ingen henseende er i mål med, men rejsen har været spændende og helt utriviel. Der er nogle, som mener, at når der er en naturlig forklaring på noget, så er fortryllelsen hevet ud af emnet. Det kan jeg helt afkræfte, men forudsætningen for at erkende det fortryllende ved det naturlige beror fuldt og helt på evnerne hos iagttageren. Og sådanne evner er meget sjældne. Det sædvanlige er ingeniørtypen, som gør i teknologi. Ingeniører giver sig ikke af med at forstå, men at vide, hvordan man gør. Og det er ikke det samme. Men i den yderste konsekvens er det meget meget svært at leve op til den menneskelige evne til at undre sig, hvilket er al videnskabs udspring.

EGOISMEN stortrives på alle plan i Danmark.

Det er her endvidere værd at gøre opmærksom på, at både Socialdemokratiet og de borgerlige helt klart abonnerer på den idé, at skal der være mening med uddannelse, så skal der være et output, som kan gøres i penge. Vi har været vidner til, at Venstreregeringer har knæsat idéen om ”fra forskning til faktura”. Men dette afslører en afgrundsdyb uvidenhed om forskningens indre mekanismer, og begrænser omfanget af menneskelig søgende aktivitet til det rent ingeniørmæssige. Man glemmer helt, at ingeniørernes aktivitet fuldt og helt er funderet på rent grundvidenskabelige erkendelser fra den mere videnskabelige del af den akademiske verden. Fred være med ingeniørerne; man skal gøre det, man er god til. Men vi er nogle ganske få, som egentligt snarere er optaget af verdens mest delikate indre problemstillinger, og guderne skal vide, at vi på ingen måde er i mål med denne bestræbelse. Og hvad disse problemstillinger angår, så er det slet ikke inde i billedet, hvordan sådanne erkendelser skulle kunne gøres i penge. Det der med, at der står en bankmand eller en minister udenfor og stamper utålmodigt i jorden for at få penge og beskæftigelse, har ingen gang på jorden. Og vi har jo i vidt omfang erfaret påholdenhed i henseende til at bruge penge på grundforskning. Medicinalindustrien har længe efterlyst grundforskning indenfor de psykiske sygdomme, og i betragtning af, at der er tale om folkesygdomme, kunne det godt tænkes, at der var økonomiske perspektiver i en sådan forskning. Men her støder vi ind i uvisionære politikeres fedtfornærethed og snæversyn.

Annonce