Fredsinitiativ sejler under falsk flag

Ny fredsbevægelse har mere travlt med at kritisere Vesten og kræve ukrainsk afrustning end at problematisere russiske krigsforbrydelser, mener professor Kjeld Schmidt.
Foto: Wikimedia Commons
Demonstration mod krigen i Irak, Købnehavn 2005
Ruslands storstilede angrebskrig mod Ukraine og de enorme politiske, militære og økonomiske udfordringer, den rejser for resten af Europa, herunder Danmark, har affødt flere forsøg på at rejse en ny fredsbevægelse. Det er påkrævet.

Solidaritet med Ukraine i dets kamp for at kunne leve i fred som et uafhængigt og frit folk i en demokratisk retsstat påkalder sig vores aktive solidaritet, som de polske, irske, vietnamesiske, palæstinensiske, sydafrikanske og andre folks frihedskampe har gjort det gennem to århundreder.

Men tilløbene til en ny fredsbevægelse handler ikke om Ukraine eller om, hvordan vi kan støtte deres kamp for fred og frihed.

Den vender sig åbenbart tværtimod mod de vestlige regeringers og befolkningers støtte til ukrainernes kamp såvel som mod de mere langsigtede bestræbelser på (igen) at kunne opbygge et troværdigt konventionelt forsvar i Europa mod eventuel fremtidig russisk aggression mod nabolande.

Siger “Nej til oprustning”

Den 6. april blev der afholdt et møde i København på initiativ af Steen Folke, Gunvor Auken, Susanne Possing og Henning Salling Olesen og med deltagelse af et halvt hundrede andre kendte intellektuelle på venstrefløjen.

Mødet mundede, ifølge omtalen i Solidaritet, ud i enighed om at tage initiativ til en ”fredskampagne”, ikke vendt mod Ruslands krig mod Ukraine, men under parolen ”Nej Til Oprustning. Siger Ja til konfliktmægling, diplomati og gensidig nedrustning” og en dertil knyttet underskriftindsamling mod forsvarsforliget om at arbejde hen imod at afsætte 2 procent af BNP til forsvar i løbet af det næste årti.

Det bør noteres, at initiativtagerne i deres indbydelse nøgternt havde konstateret, at vi nu er stillet over for en ny realitet:

”Der er krig, der er flygtninge, Danmark er medlem af NATO, vi er en del af EU, og vi skal først nu til for alvor at tænke over, hvordan en sikkerhedspolitik – der er baseret på nedrustning, diplomati, fredsforskning og konfliktløsning – kan realiseres”.

Ja, venstrefløjen er kommet ud af øvelse med sikkerhedspolitisk analyse.

I overensstemmelse med denne beskedne tilgang lagde Steen Folke i sin opsummering op til etablere ”en tænketank, der skal gennemføre kvalificerede sikkerhedspolitiske analyser og komme med politiske forslag og indlæg i den løbende debat”.

En konkurrerende fredsbevægelse 

Men en underskriftsindsamling og en tænketank var åbenbart for lidt handlingsorienteret for mere aktivistiske elementer af samme observans.

En kreds af personer i og omkring Enhedslisten har i hvert fald indkaldt til et møde søndag den 24. april med det formål at danne en (åbenbart konkurrerende) bevægelse under navnet ”Fredsinitiativet”.

placeholder

Det foreslåede grundlag for denne bevægelse lyder:

“Nej til Ruslands invasion i Ukraine – Stop for alle krigshandlinger nu – For fred og nedrustning.

Vi har stærkt brug for fred i verden.

Vi opfordrer til gensidig nedrustning og politiske forhandlinger for en fredelig løsning på konflikten i Ukraine.

Vi siger nej til dansk krigsdeltagelse, og ja til humanitær bistand

Vi siger nej til konfliktoptrapning fra både Ruslands og NATOs side.

Krig og oprustning truer miljø og klima. Krig og oprustning skaber fattigdom.

Fredsforhandlinger nu.

Vi vil give vores støtte til fredselskende kræfter i Rusland og Ukraine.

Vi vil være med til at igangsætte en spiral af dialog og nedrustning, for at nedtrappe konfliktniveauet og etablere en fredelig verden og et fredeligt Europa.

Vi siger derfor nej til aftalen om, at der skal være amerikansk militær i Danmark.

Vi siger Nej til ophævelse af EU forsvarsforbeholdet 

Vi siger nej til atomvåben på dansk jord.”

placeholder

Genbrug fra 70'erne

Retorikken er velkendt (“Vi har stærkt brug for fred i verden”), for den er genbrug af fraseologien fra bevægelser, der udfoldede sig godt et halvt århundrede siden, hvor den i det mindste var forståelig. Men genbrugt i dag, uden klar adresse til aggressoren, er den pivfalsk.

Rusland har uprovokeret indledt en angrebskrig mod et fredeligt naboland, i strid med alle traktater og aftaler om europæisk og international fred og sikkerhed.

Men sigtet med “Fredsinitiativet” er ikke at kritisere Rusland endsige yde støtte til Ukraine, så genbrug af de tidligere fredsbevægelsers retorisk er politisk falskmøntneri.

Falsk ligestilling

Det er i det mindste godt, at initiativtagerne lægger ud med at sige “Nej til Ruslands invasion i Ukraine”, for ellers kunne man komme i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har registreret den russiske aggression.

I den næste sætning kræver de nemlig “Stop for alle krigshandlinger nu”, tydeligvis vendt mod ikke Rusland men også Ukraine.

Den samme falske ligestilling af aggressoren og aggressionens offer fortsætter i det følgende: “Vi opfordrer til gensidig nedrustning og politiske forhandlinger for en fredelig løsning på konflikten i Ukraine”.

Denne falske ligestilling er ikke af ny dato. Den har i årevis været linjen hos Enhedslisten i almindelighed og i særdeleshed hos partiets Internationale Udvalg og blev fremført helt op til invasionen 24. februar.

Men hvor man tidligere (hvis man anstrengte sig) kunne bilde sig ind, at Rusland blot ville sikre sig mod fremskudt opstilling af kernevåbenbestykkede missiler tæt på sin grænse eller tilsvarende, må det i dag stå klart, at Ruslands krigsmål kun er defensive i den perverse betydning, at Putins kleptokratiske regime ser sine imperialistiske aspirationer udfordret og hæmmet af et demokratisk Ukraine, der kan regne med (ret begrænset) støtte fra EU og fra Vesten i det hele taget.

Ikke et ord om krigsforbrydelser

Hvis man ikke har kunnet udlede den analyse af Ruslands adfærd i Tjetjenien, Georgien, Moldova, Ukraine, politiske mord og mordforsøg i ind- og udland osv., så behøver man blot læse, hvad Putin og hans talsmænd siger og skriver: Ukraine er et kunstprodukt, et misfoster af en stat, og ukrainsk patriotisme er intet andet end nazisme og skal udryddes med tvungen omskoling og om nødvendigt med tilintetgørelse.

Det står der, sort på hvidt. Men intet af det fremgår af det foreslåede grundlag for “Fredsinitiativet”.

Det er i denne sammenhæng meget bemærkelsesværdigt, at der i forslaget til grundlag heller ikke står et ord om de russiske krigsforbrydelser i Ukraine og om, hvad deres karakter og omfang siger om Putin-regimets karakter: sønderbombning af byer, målrettede bombardementer af boligkvarterer og civile institutioner, angreb på hospitaler samt - bag fronten i de besatte områder: Systematisk tortur, mord, voldtægt og plyndring, kidnapning af folkevalgte samt bortførelse af ukrainske borgere og bortadoption af børn til Rusland.

Men initiativtagerne hæger åbenbart stadig om deres barnetro: Rusland og Ukraine må dele ansvaret og se at komme i gang med “forhandlinger og nedrustning”, så vi kan få fred.

“Fredsforhandlinger nu”.

Initiativet kræver “Fredsforhandlinger nu”. Men hvilken fred?

Initiativtagerne undlader omhyggeligt at kræve, at Rusland trækker sine tropper ud af Ukraine, opgiver sine illegitime krav til Ukraines udenrigspolitik, betaler krigsskadeserstatninger for følgerne den uprovokerede og ulovlige invasion samt retsforfølger soldater og embedsmænd for krigsforbrydelser.

Hvis man, som initiativtagerne antyder i den første sætning, mener, at krigen er Ruslands ansvar, kan man ikke kræve “fredsforhandlinger nu” uden at tage stilling til disse spørgsmål (som minimum i overordnede vendinger).

Hvis man ikke mener, hvad den første sætning antyder, er kravet om “Fredsforhandlinger nu” blot et nyt led i Ruslandsapologien: Det betyder vel, oversat til dansk, at Ukraine må afstå territorium og befolkning til Rusland, så vi kan få “fred”.

Men igen, hvilken fred? En fred som i Butja og Irpin? Med massevoldtægt af mindreårige piger i de erobrede områder? En fred som i det østlige Ukraine, med tvangsrussificering? Nej, vel? Men hvad skal kravet så betyde?

Og igen, hvilken fred? Den Russiske Føderation har som arvtager til Sovjetunionen (på lige fod med sit faste sæde i FNs sikkerhedsråd) også arvet de forpligtelser, som de europæiske stater pålagde sig selv og hinanden i og med Helsinki-erklæringen fra 1975.

I denne aftale, resultatet af årtiers fredsbevægelser i både øst og vest og en hjørnepille i Europas sikkerhedsarkitektur, erklærer de deltagende stater, at de vil respektere hinandens suveræne lighed, afstå fra brug af magt og trusler om magtanvendelse, respektere grænsernes ukrænkelighed og staternes territoriale integritet, tilstræbe fredelig konfliktløsning og så fremdeles.

Det er dette fundament, Rusland nu har knust.

I 1994, da Sovjetunionen et par år forinden var gået i opløsning, stod verdenssamfundet med en ny stat, Ukraine, der rådede over meget stort antal kernevåben.

Der blev derfor indgået en aftale under navnet “Budapest-memorandummet” mellem Ukraine, Rusland, USA og Storbritannien, hvori stormagterne i henhold til deres forpligtelser ifølge Helsinki-slutakten fra 1975 garanterede Ukraines suverænitet og territoriale integritet — mod at Ukraine afstod sine kernevåben.

Dette folkeretlige fundament for den unge ukrainske stat har Rusland nu også knust.

Så hvad er det for en fred, man forestiller sig at kunne forhandle sig til? En fred baseret på flere højtidelige erklæringer, memoranda, traktater, som Rusland igen kan feje til side, som det lyster? En fred som indledning til folkemord? Hvis man kræver “Fredsforhandlinger nu”, må man da have gjort sig forestillinger om, hvad resultatet skulle være. Eller er målet tættere på hjemmet: forsvarsaftalen?

“Fredsinitiativ”? Eller kapitulation?

I overensstemmelse med deres falske ligestilling mellem aggressor og offer siger initiativtagerne “nej til konfliktoptrapning fra både Ruslands og NATOs side”.

Bemærk ordet “konfliktoptrapning”. Ukraines forsvarskamp opfattes som “konfliktoptrapning”. Den slags bør ukrainerne åbenbart venligst lade være med.

Det betyder også, at initiativtagerne vender sig imod, at Vesten — herunder Danmark — støtter Ukraine med våben, efterretninger, træning og penge.

Skal USA, Storbritannien og Vesten ikke i det hele taget ikke leve op til de løfter, der blev givet, da Ukraine afgav sine kernevåben? Hvis forhandlede aftaler ikke betyder noget og ikke skal håndhæves, når de brydes, hvorfor så kræve ”Fredsforhandlinger nu”?

Ved at gå imod våbenstøtte til Ukraine (“konfliktoptrapning”), vender initiativtagerne sig i øvrigt også den beslutning i Enhedslistens hovedbestyrelsen, der bemyndigede partiets folketingsgruppe til at stemme for dansk våbenhjælp til Ukraine. De er langt ude.

Det foreslåede grundlag lægger som sagt ud med at sige “Nej til Ruslands invasion i Ukraine”, men forlader skyndsomst det prekære spørgsmål om Ruslands fremfærd i Ukraine, for i stedet at tale om en række andre forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål: 

“Vi vil være med til at igangsætte en spiral af dialog og nedrustning, for at nedtrappe konfliktniveauet og etablere en fredelig verden og et fredeligt Europa.

Vi siger derfor nej til aftalen om, at der skal være amerikansk militær i Danmark.

Vi siger Nej til ophævelse af EU forsvarsforbeholdet 

Vi siger nej til atomvåben på dansk jord.”

“Vi siger derfor [!] nej”?… Følgeslutningen (markeret med “derfor”) er falsk og viser, at man end ikke er begyndt at reflektere over, hvad den russiske krig mod Ukraine siger om det russiske styres karakter, og hvad det igen betyder for Europas sikkerhedspolitiske situation i årene fremover.

Når vi, som tilfældet tydeligvis er, står over for et kleptokratisk styre, der ikke kan og vil leve i fred med et demokratisk naboland i færd med den møjsommelige opbygning af en retsstat, og som i det hele taget mener at kunne stille krav til suveræne nabolandes allianceforhold og interne anliggender og rutinemæssigt griber til vold for at gennemtrumfe sin vilje, bliver vi nødt til at have et troværdigt dansk territorialforsvar samt indgå i tætte alliancer.

Der er ikke noget gyldigt “derfor nej”. Tværtimod: 

  • Vi må støtte Ukraine med våben og andet til at vinde krigen.

  • Vi må genopbygge dansk forsvar.

  • Vi må indgå i tætte forsvarsalliancer, helst flere, så vi ikke lægger alle æg i én kurv.

  • Vi må i Danmark og EU afvikle vores afhængighed af (navnlig importerede) fossile brændsler.

  • Og vi må i EU arbejde ihærdigt for at få kontrol med kapitalbevægelser og skattely, så vi kan bekæmpe de oligarkiske netværk, der er klassegrundlaget for den nye fascisme, som Putin-styret er eksponent for.

Kjeld Schmidt er dr.scient.soc. og professor (emeritus) på Copenhagen Business School, professor på Universität Siegen i Tyskland og chefredaktør på tidsskriftet 'The CSCW Journal'.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Muren faldt ikke. Sovjetunionen gik ikke i opløsning. Sovjetunionen valgte at åbne grænsen i 1989, og man besluttede at opløse Sovjetunionen i 1991. NATO's reaktion var desværre massiv ekspansion.

Peter, du har INTET fattet. Nato har intet ansvar for Ruslands overfald på Tjetjenien eller Georgien, eller for Ruslands annektering af Krim og dele af Moldova.
Men man kan selvfølgelig kun forstå, hvis man ønsker at forstå.

Nå, så har den kuleskøre del af venstrefløjen, som har så svært ved at se forskel mellem offer og gerningsmand, igen fundet en fredsbevægelse at samles om.

Man ser det for sig: "I er lige gode om det, der skal jo to til at slås", råber fredsbevægelsen, da den store dreng overfalder den lille dreng bagfra, og fortsætter med at slå og sparke til ham, mens han ligger blødende med ansigtet nede i asfalten.

Professorens "analyse" er åbenlyst et rigidt angreb på forsøget af etableringen af en fredsbevægelse som både er relevant og nødvendig i Danmark og uden at han selv i analysen bidrager til et forbedringsforslag. Hans argumentation for "de falske" præmisser er jo en selvkonstruktion og dermed i sig selv helt hen i vejret. Faktisk er det noget politisk dilettanteri og man forventede sig måske egentlig mere distinktion af en professor fra handelshøjskolen.

Kai, så sidder vi godt nok et par stykker og venter på hvad der er forkert i analysen.
Ud over nogle floskler, må du have noget mere konkret at tilbyde.

Jeg forstår ikke, at man med videnskabelig baggrund kan beskrive situationen i Ukraine og den omhandlede fredsbevægelse så tendentiøst – og med så kategoriske erklæringer. Det fører for vidt med mange eksempler, blot disse: ”storstilet angrebskrig” (mon ikke det er relativt?), ”uprovokeret indledt en angrebskrig mod et fredeligt naboland” (uprovokeret er det ikke og et fredeligt naboland er det heller ikke), ”Det er dette fundament, Rusland nu har knust” (så er situationens eneste skurk da endeligt udpeget). For mig at se, er der brug for dybere, akademiske analyser af situationen – især set i et GEOPOLITISK PERSPEKTIV. Det mangler vi – til forskel fra gentagne, samstemmende betragtninger og krigsberetninger, der ofte er stærkt følelsesladede, og som vi intet lærer af. Viden om situationen er for mig forudsætning for at finde mulige løsninger. Jeg linker derfor til en grundig analyse (i egentlig forstand) af situationen i Ukraine – og dens omfattende baggrund. Den kræver tålmodighed men bør læses af alle politikere, journalister og andre, der har en ærlig interesse i at forstå situationen. Desværre viser den en reel alvorlig trussel mod os alle – men ikke nødvendigvis derfra, hvor vi tror.
https://mronline.org/2022/04/24/what-is-propelling-the-u-s-into-increasi...

Ved en let gennemlæsning af din henviste artikel forekommer de fremførte argumenter om Ukraines og USA's aggression mod Rusland mildest talt noget flossede. F.eks fremføres i artiklen dette:
"Derfor [efter kuppet i 2014] blev landets finanser omfordelt fra opgaverne med at forbedre nationens velfærd til at styrke de væbnede styrker. Ukraines militærbudget er vokset fra $1,7 milliarder i 2014 til $8,9 milliarder i 2019 (5,9 % af landets BNP"
Før det du kalder "kuppet" var Ukraine ledet af et autokratisk stråmandsregime siddende på Putins nåde.
Den russiske regeringsmodel har i lang tid været præget af en stærkt autokratisk undertrykkelse af opposition og folket, og den var ikke populær heller blandt ukrainerne.
Invasionen på Krim og krigen i Donbas startede i 2014, og du fremhæver selv, at hele oprustningen i Ukraine stort set er sket efter den russiske aggression blev en fysisk realitet. Det er da ganske indlysende at man i det lys reagerede med en omfattende opbygning at et troværdigt selvforsvar, som aldrig har udgjort en territorial trussel med Rusland.
Putins projekt har hele tiden været et fatamorgana, hvor han ville genoprette Ruslands status som stormagt med ret til at beherske en kødrand af lydstater gennem den russiske undertrykkelsesmodel, men Rusland er i dag en lille økonomi på størrelse med Italiens, og har slet ikke muskler længere til den rolle.
Derfor er det ikke Vesten eller Nato der er årsagen til krigen, men Putin, der anser Donbas og alle naturrigdommene her som første trin mod en bedre økonomi, især ved at kapre sig magt over Ukraines kul- og naturgasrigdomme, medens han lever i et eventyrunivers.
Der er grænser for hvor langt man kan true sig til fordele ved en kollektiv selvmordsstrategi.

Karsten Nielsen efterlyser "dybere, akademiske analyser af situationen". Det behov finder han opfyldt ved at henvise til en artikel, som bl.a. støtter sig på argumenter af... en af de højtstående russiske politikere! "This is comprehensively summarised in an analysis by Vyacheslav Tetekin, member of the Central Committee of the Russian Federation (KPRF). This makes clear the way that Ukraine was used as a part of a consciously aggressive policy by the U.S.". Det må være et foreløbigt højdepunkt af en absurd argumentation, og desværre karakteristisk for den faktaresistens og fornægtelse af de dokumenterede historiske forhold, man ser hos "fredsinitiativets" støtter.

Imponerende og godt at Poul og Marek gider at kommentere og imødegå Karsten Nielsens russiske propaganda.
Må indrømme at jeg gad ikke.

Det er interessant at se dele af den antiimperialistiske venstrefløj optræde som forsvarere af en imperial stat, der lider af postkoloniale fantomsmerter.
Krigen i Ukraine er en kolonikrig, sammenlignelig med Frankrigs krig i Algier i 1950'erne. Men det er mere end 70 år siden.
I årene efter 2. Verdenskrig blev de vesteuropæiske koloniimperier afviklet; enkelte steder fredeligt, men for det meste efter lange modstandskampe.
Venstrefløjen har altid stået på de tidligere koloniers side i kampen mod kolonimagterne, indtil den sidste vesteuropæiske kolonimagt - Portugal - efter nellikerevolutionen i 1974 afviklede dit koloniimperium.
Nu er turen - med mange års forsinkelse - kommet til Rusland.
Vi må selvfølgelig som antiimperialistiske stå på den tidligere kolonis side mod kolonimagtens forsøg på at tilbageerobre sin tabte koloni - hvad ellers?
Hvis vi mener noget som helst med kampen mod imperialisme, så gælder det al imperialisme. Ellers er det bare en gang hykleri.

Selvfølgelig har USA fremprovokeret denne krig. Men om dette var klogt - det er det egentlige spørgsmål. Vi danskere lever i den rige halvpart af verden og nogle af os vil gerne have at det fortsætter sådan. Altså at vi er ovenpå og de andre skal adlyde os. Det givne link til en omfattende analyse af krigsårsagen taler vist ikke om den detalje der hedder Nordstream 2. Denne betydelige investering blev, før krigen, chikaneret af amerikanerne og nåede blev ikke taget i brug. Spildte penge for russerne og et klart signal om at fortsat fredeligt samarbejde med Vesteuropa ville blive saboteret af USA.

Annonce