Min mor var nemlig tillidskvinde for rengøring og køkkener på Carlsberg.

Hun uddelte krammere til de nedtrykte og forslåede og tog mange faglige kampe for kollegerne.

Hun tog mig med til møder og demonstration efter demonstration, allerede fra jeg var helt lille.

Hun viste mig, at fagbevægelsen både er en pligt og et fællesskab, der aldrig må lade den enkelte i stikken. Sammen med min far, der også var både bryggeriarbejder og fagligt aktiv, lærte de mig, at man kun kan ændre verden, hvis man bruger sine handlinger til at kæmpe for sine holdninger.

Vi skal ikke lukker os inde i vores egen lille menighed

Når vi står i Fælledparken den 1. maj, så er det et af de budskaber, som jeg vil give videre.

For selvom de fleste af os, der står der, med høj sandsynlighed allerede er medlemmer af en fagforening, så er det altså ikke nok, at vi lukker os inde i vores egen lille menighed og kun bekræfter hinanden i, hvor gode og rigtige vi er.  

Og hvor god og rigtig fagbevægelsen er.

Ikke et fag i folkeskolen

Nogle gange kan det virke som om, at os, der med største naturlighed for længst har stemplet ind i det faglige fællesskab, glemmer, at fortællingen om og erfaringen med, hvad vi kan, når vi står sammen, ikke fortæller sig selv og ikke er givet for alle.

Vi glemmer, at der ikke er et fag i folkeskolen, der hedder ’den danske model’. At vi ikke kan være sikre på, at det er en del af samfundsfagsundervisningen.

Eller, at der er viden og forståelse til at undervise i den. Og jeg lover, at jeg nok skal dy mig for at foreslå endnu et fag til den i forvejen vildtvoksende liste af mere eller mindre lødige forslag til, hvad folkeskolen skal have på skoleskemaet eller ej.

Men så meget desto større er vores ansvar for selv at få vist og fortalt vores børn, vores teenagere, vores venner og vores kolleger, hvad det egentlig betyder, når mange ranker ryggen samtidig. At alt, hvad vi har, har vi kæmpet os til. At vi kan miste det igen.

Truslen er dem der vælger os fra

For den rigtige fagbevægelses største konkurrent er i dag ikke kopivarerne.

Vores største og mest uforståelige trussel, er dem, der vælger slet ikke at være medlem af en fagforening.

Og jeg tror bestemt ikke, at det er på grund af manglende solidaritet. Den unge generation er blandt en af de mest fællesskabsorienterede, viser forskning. Men af en eller anden grund, så tænker de ikke på fagforeningerne som et attraktivt fællesskab.

Den unge generation er blandt en af de mest fællesskabsorienterede

For i mange tilfælde tænker de slet ikke på os. For vi har aldrig taget os tid til at forklare dem, lade dem mærke, hvorfor det at være med handler om langt mere end at kunne få en gratis regnfrakke, juridisk hjælp, billige forsikringer eller komme på et Excel-kursus.

Vi har svigtet med opgaven at give dem muligheden for at forstå, at deres deltagelse er essentiel for vores fællesskab. Vi har glemt at tale med dem om, hvad en fagforening er. Om hvem vi er, og hvad vi kæmper for.

At vi er en bevægelse, og at den bevægelse handler om styrken af mange. At den svækkes for hver enkelt, der bliver væk. Og at det betyder noget – for alle!

En solid mur, der svækkes

Jeg bruger selv billedet af fagbevægelsen som en mur. En solid og velbygget mur, hvor vi hver især er de mursten, der gør den stærk.

Den er bygget af indignation. Af kampgejst. Af retfærdige ønsker om ikke at arbejde sig selv ihjel. At have ret til at holde fri. Få børn. At kunne leve af det, man tjener for sit arbejde. Af solidaritet og forståelsen af, at verden er større end det jeg kan se med mit blotte øje.

For hver en mursten, der fjernes fra muren, svækkes den.

Men for hver en mursten, der fjernes fra muren, svækkes den. Og hvis vi ikke får vendt udviklingen, så er det ikke længere billedet af den stærke mur, der tegner os. Så falder muren.

Og bliver til en bunke ituslåede murbrokker i et hjørne. Og dem ved vi godt, man ikke kan bruge til meget andet end at kaste med. Hvilket ikke fører noget godt med sig.

Solidaritetens lys brænder stadig

Men fællesskabet lever, og der ER håb. I dag er fællesskabet måske endnu vigtigere end nogensinde.

I mørket af krigen i Ukraine, stråler lyset fra den solidaritet, som stadig brænder.

Men vi skal være lige så modige og ærlige i kampen for os selv, som vi er i kravene og kritikken over for arbejdsgiverne.

Og det starter altså tidligt. Demokrati og fællesskab er (desværre) ikke noget man fødes med. Det er noget, som man opdrages til. Det er noget som man lærer. Det ansvar skal vi tage på os. Og det kan lige så godt starte i klapvognen.

Glædelig 1. maj!