Oppe i tiden: Den rå virkelighed bag Macrons sejr

Emmanuel Macrons sejr i det franske præsidentvalg sker på baggrund af en rå virkelighed for almindelige franskmænd.
Hvordan skal vi fortolke Emmanuel Macrons sejr i det franske præsidentvalg? Politikens chefredaktør Christian Jensen har et bud.

I en kommentar trykt på dagen for valget skriver han, at Macrons sejr var håbets sejr.

Mod Marine Le Pen, som synger ”nationalismens sirenesang”, rejser Macron sig, ”knytter næven og taler dunder for et stærkere EU”. Når Le Pen ”maner til frygt, tænder Macron håbet”.

Derfor vandt Macron, og det burde - ifølge Politiken-redaktøren - de danske ja-partier tage ved lære af i kampagnen for afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Så vidt ordene fra det imposante hjørneværelse med udsigt over Rådhuspladsen, hvor himlen er tæt på, menneskene ser små ud, og de store tanker danser flyvsk ud ad vinduerne.

Kast et blik på virkeligheden

Skulle vi i stedet prøve at kaste et blik på den ædru virkelighed? 

Vælgerne stemmer efter økonomiens udvikling

Det er sjældent, at EU er afgørende i parlaments- og præsidentvalg. Vælgerne stemmer efter økonomiens udvikling, arbejdsløshed, levestandard, fremtidsmuligheder, uddannelse, skatter, indvandring, og ikke mindst tillid til politikerne.

Nogle fakta: I 2002 fik Jean-Marie Le Pen fra Front National 17,79 procent af stemmerne i anden runde af præsidentvalget, og alle var chokerede.

Hvordan kunne så mange franskmænd stemme på en kandidat fra et højrenationalistisk parti? 

I 2015 fik datter Marine Le Pen 33,9 procent af de afgivne stemmer, Macron 66,1 procent. Og så i 2022 får Marine Le Pen 41,5 procent, Macron 58,5 procent. Man aner en udvikling.

Hver fjerde blev hjemme

I første valgrunde stemte flere unge på Le Pen end på Macron. I 2. runde gad mere end en fjerdedel af alle stemmeberettigede ikke engang stemme. Er det en triumf for midten og håbet?

Hvis man skal have vælgerne med på sin politik, ikke mindst i noget så fjernt og svært forståeligt som EU, kræver det tillid. Emmanuel Macron er hadet og afskyet i store dele af den franske befolkning, hvor man mener, at han foragter dem.

Emmanuel Macron er hadet og afskyet

En af Macrons mere berygtede udtalelser kom i en tale til iværksættere ved åbningen af et campus i Paris for start-ups: ”Les gens qui réussissent et les gens qui ne sont rien.” Groft oversat: “Der er succesfulde mennesker, og dem, der ikke er noget.” 

Den bemærkning huskes ude i de affolkede franske provinsbyer og landdistrikter, hvor man kæmper for at overleve på understøttelse eller med et eller flere lavtlønsjobs og en gammel dieselhakker, som gerne skulle klare nogle år endnu.

Udløste de gule vestes oprør

Macrons skattelettelser til de velstående og øgede energiafgifter på benzin og dieselolie var med til at udløse de gule vestes oprør, som blev mødt med vanlig brutalitet fra det franske politis side, hvilket medførte mange invaliderende skader blandt demonstranterne, ikke mindst hjerneblødninger og tab af øjne på grund af politiets brug af gummikugler.

stor del af vælgerne holdt sig for næsen og stemte på Macron

En meget stor del af vælgerne holdt sig for næsen og stemte på Macron for at undgå Le Pen. Mere end en fjerdedel sad på sofaen, ligeglade med den risiko, at en højreekstrem nationalist med forbindelser til Putin blev Frankrigs præsident.

Der er ikke meget håb her, og næppe meget at lære for danske politikere. Undtagen måske at lade være med at blive som Macron.

Dan H. Andersen er historiker og forfatter til en række anmelderroste værker, senest Store Nordiske Krig. 1-2. Han skriver faste klummer hver anden uge om dagens politik og samfund i Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Pudsigt nok vandt Marine Le Pen stort ude i de franske oversøiske områder. En anden pudsighed er at der nu tales om valgsvindel, læs fx denne svenske kommentar til valget: https://peterkrabbe.wordpress.com/2022/04/26/borjan-pa-slutet-frankrike-...
Præsidentvalget i USA blev der som bekendt (dog ikke i MSM) også fiflet med i stor stil, se traileren 2000mules.com. Premiere på filmen om få dage!

Ja ja, og månelandingen var et inside job og bla bla.

2000mules.co er en FILM opfundet af nogens fantasi og intet andet. Film er aldrig virkelighed, mens måske nogens opfattelse af virkeligheden, hvilket er noget andet

Som i 2017 blev Macron ikke valgt til, men Le Pen valgt fra. Sådan er det i demokratier, som reelt ikke har nogen at stemme på for vælgerne. I USA kan du kun vælge mellem pest og kolera. Bernie Sanders har stor opbagning, men kan ikke blive hørt grundet det amerikanske valgsystem. Der er INGEN som skal bilde mig ind 100 millioner amerikanere synes det er så sjovt at leve i fattigdom, at de gør det frivilligt. Men de er låst fast og har ingen indflydelse overhovedet. Og mange stemmer slet ikke, da de føler det håbløs.

Stemmedeltagelsen i USA er meget lille i forhold til Danmark, hvor det er let at komme til at stemme og der er en bred pallette at partier at stemme på. Over 100 millioner amerikanere i den stemme berettigede alder stemmer slet ikke. Og det er ikke den præsidentkandidat med flest direkte stemmer, som bliver valgt. Hvis det var tilfældet ville Republikanerne ikke have vundet et præsident valg en eneste gang de seneste 30 år.

Og er det så demokrati?

Jeppe peger på det helt grundlæggende problem i visse demokratier, nemlig valgsystemet og den parlamentariske konstruktion. USA og England er specielt grelle eksempler hvor et forholdsvis lille mindretal vil være i stand til at få et overvældende parlamentarisk flertal. Medmindre disse valgsystemer ændres tl noget der ligner de nordiske er der latent fare for folkelig utilfredshed og i sidste ende at despoter får magten.

Der er mange udgaver af demokratiske valgregler. Hvad Jeppe peger på, er problemet med valgkredse hvor der er enkeltmandsvalg i kredsen (og enkeltmand skal her forstås således: Et enkelt menneske vælges i kredsen. "Mand" kan som bekendt både betyde både et menneske og en menneske af hankøn). I sådanne valgsystemer går mange stemmer tabt, nemlig alle dem på de opstillede tabere, og det kan være et stort flertal tilsammen. Men helt tabte er de dog ikke, da de viser noget om styrken i de forskellige opstillede holdninger. De angelsaksiske lande, herunder USA, bruger typisk dette valgsystem. Thailand vist også. Systemet kan betyde at et parti får flertallet af sæder i parlamentet, men ikke et flertal blandt vælgerne (The people's voice).
I Norden har vi forholdstalsvalg: Hvis et parti få 10% af vælgerne, får de også ca. 10 % af sæderne i parlamentet. Det føles af de fleste som en bedre og mere retfærdig fordeling af sæderne i den folkevalgte forsamling, og Israels forfatning udpeges som regel som den mest retfærdige af alle. Men til gengæld er det ofte meget svært at danne regering i lande som Israel hvor stort set alle meninger repræsenteres. Jeg kender ikke Belgiens valgsystem, men de har også store vanskeligheder med regeringsdannelsen, Holland vist også. De har lave spærregrænser.
Lande med forholdstalsvalg har nemlig indført spærregrænser. I Danmark 2 %, i Sverige 4 %, og jeg har set diskussioner om højere spærregrænser for at undgå "tosser" som Rasmus Paludan og de "slemme" svenskere i Sverigedemokraterne.
Omvendt har lande med enkeltmandsvalg i flertalskredse flere steder indført en ekstra tildeling af sæder i parlamentet til det vindende parti, så det får et komfortabelt flertal. Jeg har ikke overblik over de lande, men de findes faktisk. De fleste danskere vil finde det uretfærdigt, men sådan er der så meget.

Og så er jeg ikke engang kommet ind på pengenes magt over de politiske beslutninger gennem økonomiske bidrag direkte til et parties eller politikers kampagner eller den magt pengestærke personer kan udøve politisk gennem lobbyisme - Det er ret omfattende, men vækker ikke meget opsigt, da det ikke betegnes som korruption. Herhjemme har en række virksomhedsejere af nogle af Danmarks største virksomheder således slået sig sammen for at få fjernet arveafgiften ved virksomhedsoverdragelse - Hvilket lykkedes. Demokrati, en person en stemme. Ha ha ha

Ronald Reagan, USA's præsident tilbage først i 80'erne var f.eks. plantet som præsidentkandidat af de store amerikaske finansmoguler/oligarker. Det bar hans politik mere end nok tydelige tegn på. Topskatten blev sat ned fra 70% til 25% og selskabsskatten fra 40% til 20%. Ligesom Reagan iværksatte en total deregulering af kapitalismen. En linje jernladyen Margret Thatcher fulgte trop på i Storbritannien - Starten på ødelæggelse af almindelige menneskers liv.

Kineserne er i det mindste ærlige over for deres befolkning og siger vi har ikke demokrati. I Vesten gør vi bare som om.

Annonce