Ledigheden eksploderer

I denne uge er der meldt lige knap 15.000 nye ledige. Det kan blive rigtig grimt, hvis vi ikke holder hånden under økonomien, mener økonom.
Allerede mandag og tirsdag i denne uge er der en usædvanlig stigning i antallet af ledige - altså folk der har mistet deres arbejde.

Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Sammenlignet med gennemsnittet for tilsvarende dage sidste år, var der de første tre dage mere end tre gange så mange nye ledige.

Mandag, tirsdag og onsdag i denne uge blev der tilmeldt henholdsvis 6.987, 3.995 og 3.740 nye ledige, i alt 14.722, hvilket er lidt mere end tre gange så mange som gennemsnittet for tilsvarende dage i de senere år, skriver ministeriet.

Ser man på udviklingen i nyopslåede job på Jobnet, er den tilsvarende alvorlig, da der i mandags blev opslået 658 nye stillinger på Jobnet mod i gennemsnit knap 1.000 i samme periode de senere år.

Skal gå mindst muligt ud over lønmodtageren

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at det er afgørende at corona-krisen går mindst muligt ud over lønmodtagerne.

”Uanset hvad vi gør, så vil sundhedskrisen desværre have indflydelse på vores arbejdsmarked, hvilket de nye tal viser,” siger han ifølge en pressemeddelelse.

”Nu er det op til os politikere at sikre, at det går mindst muligt ud over danske lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Vi følger udviklingen meget nøje, og vi er parate til at tage yderligere tiltag,” siger han.

Nu er det op til os politikere at sikre, at det går mindst muligt ud over danske lønmodtagere, selvstændige og virksomheder.

Regeringen og Folketinget har i de seneste dage vedtaget flere store hjælpepakker til erhvervslivet, som skal holde hånden under beskæftigelsen.

Ministeren ser det som et positivt tegn, at ledigheden ikke er steget lige så voldsomt som i vores nabolande.

"Udviklingen de seneste dage er bekymrende, og det er noget, vi ser i de fleste lande. Nogle steder med større negativ gennemslagskraft end i Danmark, hvilket blandt andet skyldes, at vi allerede har gennemført initiativer med stor betydning. Det gælder for eksempel vores trepartsaftale om lønkompensation, der gør det muligt for privatansatte at beholde deres fulde løn og job, og den store hjælpepakke, som netop er fremlagt målrettet selvstændige og særligt hårdt ramte brancher," siger han i pressemeddelelse.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik, så er bruttoledigheden fra december til januar stort set uændret. Det betyder at 103.800 fuldtidspersoner var ledige i januar. Ledighedsprocenten lå på 3,7 procent af arbejdsstyrken, hvilket var uændret siden november 2018.

Ikke råd til at lade være

Ifølge Erik Bjørsted, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, bekræfter tallene, hvad man kunne frygte:

"Tallene bekræfter desværre, at vi står i en dyb krise og ikke kan undgå faldende beskæftigelse og højere arbejdsløshed. Det kan blive rigtig grimt, hvis vi ikke holder hånden under økonomien. Hvis vi skal rejse os hurtigt igen efter corona-krisen, er det helt afgørende, at virksomheder og lønmodtagere kommer så helskindet som muligt igennem de næste par måneder."

Han hæfter sig dog ved, at der er mulighed for at holde hånden under beskæftigelsen:

"Vi har heldigvis råd til at gøre mere for at holde hånden under beskæftigelsen. Faktisk har vi ikke råd til at lade være. Hvis krisen får lov til at udvikle sig, risikerer vi, at mange mennesker skubbes ud over kanten af arbejdsmarkedet. Efter finanskrisen tabte vi mange af de gevinster vi havde opnået i de gode år på gulvet igen. Det må ikke ske denne her gang."

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Fra Thomas’ kommentar ser man tydeligt, at de gule liberaliste er flintrende ligeglade med os almindelige lønmodtagere. Godt vi har rigtige fagforeninger og en ansvarlig socialdemokratisk regering.