Annonce

Dansk trepartsaftale inspirerer: Labour-formand vil gøre som Danmark

Formandskandidat i britiske Labour vil have en hjælpepakke til lønmodtagere efter dansk forbillede.
Danmark har i den seneste uge gået foran, når det handler om at handle resolut i forhold til at inddæmme coronavirus. Den danske regering var blandt de første til at lukke grænserne og de første til at sende skoleelever og studerende hjem.

Den danske regering var også blandt de første til at vedtage store hjælpepakker, der skal holde hånden under virksomheder og beskæftigelse.

En af de nødforanstaltninger, som man har vedtaget, er den trepartsaftale som regeringen præsenterede søndag sammen med arbejdsmarkedets parter. En aftale som betyder, at virksomheder, som står med truslen om en fyreseddel på grund af coronakrisen, vil få dækket 75 procent af lønnen af staten.

Og ”den danske model” er der flere, der lader sig inspirere af. Det gælder blandt andet den britiske Labour-politiker Keir Starmer, der lige nu kæmper om at efterfølge Jeremy Corbyn som leder af partiet.

I et udspil opfordrer han den britiske regering til, at der indføres ”et lønstilskudsinitiativ i dansk stil, der giver virksomheder, der står over for coronavirus-relaterede jobtab, direkte offentlige tilskud til at hjælpe dem med at dække lønninger”.

Danmark har vist vejen

Keir Starmer, der er mest kendt som sit partis ordfører i diskussionen om Brexit, siger følgende om forslaget:

”Millioner af mennesker føler allerede virkningen af det økonomiske chok forårsaget af coronavirus. Vi har alle hørt tragiske historier om mennesker, der forventer at blive afskediget eller som vil se deres indkomst falde.”

”Vi er flere dage inde i denne krise, og vores ministre er flere skridt efter, hvor de burde være. Det er ikke beroligende for de mennesker, der står overfor et indkomsttab. Andre lande over hele verden, såsom Danmark, har vist, hvilke tiltag regeringen kan tage, for at beskytte folks indkomst,” siger han.

Keir Starmer siger, at forslagene vil give folk en forsikring om, at deres løn garanteres under krisen. Og at virksomheder ville få et incitament til at beskytte arbejdspladser.

Rebecca Long-Bailey, der også er kandidat til at blive ny Labour-leder, har tidligere opfordret til beskyttelse af indkomst, udskydelse af huslejeindbetalinger, en pause på el, vand og varme regninger samt et forslag om universel basis indkomst - borgerløn.

Resultatet af Labours formandsvalg vil blive offentliggjort den 4. april. Keir Starmer er favorit til at vinde.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Komiske Thomas FUP, det er vel kun dig det kan undre at en kandidat til formandsposten i det Britiske Labour parti kikker til Danmark, hvor det "knaldrøde Socialdemokrati" har fået regeringsmagten. Han ønsker jo det samme for Labour i Storbritannien.