☰
☰
Annonce
Da Jytte, Jytte og Maiken tog kampen mod A-kraft
Anmeldelse: Ny podcast giver et sjældent indblik i, at politik (også) er personligt og båret af netværk.
Iben Maria Zeuthens podcast ’Kvinderne på kvisten’ giver et sjældent indblik i, hvordan politik bliver til og udformer sig afhængigt af de mennesker, der stiller sig forrest i de politiske kampe.
’Kvinderne på kvisten’ giver et sjældent indblik i, hvordan politik bliver til og udformer sig afhængigt af de mennesker, der stiller sig forrest
Historien handler ikke kun om venindeskab eller, hvordan det var at være kvinde i politik i starten af 80’erne. Men om hvordan politik blev lavet i det danske folkestyre anno 1980. Det er en fortælling, som illustrerer hvordan politik ikke bare er bureaukrati, formelle processer og lovarbejde.
placeholder
Politik er mennesker, følelser og benhårde politiske magtkampe. Denne side af politik kommer til sin ret i fortællingen omKvinderne under kvisten.
Tre unge kvinder i forreste række
Socialdemokratiets skift i energipolitikken, i 1980, er afgørende for at forstå den nuværende regerings energi- og klimapolitik i dag. Selvom verden står overfor den største klimakrise, vores samtid har kendt til, og at mange internationale klimaforskere mener, at den eneste realistiske måde at komme igennem den er at ty til atomkraft, så står Socialdemokratiet urokkeligt fast på energipolitikken om vedvarende energi - nej tak til atomkraft.
Men det gjorde partiet ikke i 1979. Der var Socialdemokratiet for atomkraft. Hvad ændrede det store regeringsbærende partis standpunkt på energipolitikken i 1980?
Forrest i dén kamp stod der tre unge nyvalgte folketingsmedlemmer: Jytte Hilden, Jytte Andersen og Majken Hessner
De fleste husker sikkert ’atomkraft nej tak!’ T-shirts, hippiesangene oggræsrodsprotesternemod atomkraft tilbage i 70’erne. Men den afgørende kamp om energipolitikkens fremtid lå i høj grad i Anker Jørgensens regeringsbærende Socialdemokrati. Forrest i dén kamp stod der tre unge nyvalgte folketingsmedlemmer: Jytte Hilden, Jytte Andersen og Majken Hessner. Zeuthen guider os gennem fem intense dage i januar 1980, som skulle vise sig at blive afgørende for Danmarks energipolitik.
Datidens klimatosser
Datidens Socialdemokrati, og det resterende folketing, var på mange måder ’a man’s world’. Man røg cigar og hver mand havde en hattehylde samt en rille til cigaren. Efter møderne mødtes mange af mændene i Snapstinget for at drikke øl og forsætte debatten. Jytte, Jytte og Maiken blev stuvet sammen på et enkelt kontor, helt oppe på kvisten, mens alle andre folketingsmedlemmer havde fået hver deres kontor. Sammen dannede de en kaffeklub, gruppe 79, som havde det formål at ændre den Socialdemokratiske politik, og sætte A-kraft ud på et sidespor.
Efter møderne mødtes mange af mændene i Snapstinget for at drikke øl og forsætte debatten
Modstanden, de tre kvinder stod overfor, var stor. Både i deres eget parti, men også i erhvervsorganisationerne og fagforeningerne, som var for A-kraft. Når de tre unge nyvalgte kvinder prøvede at komme igennem med budskabet om, at man kunne bruge vind, sol, og vand i stedet for atomkraft, blev de blev kaldt dybt naive og, hvis begrebet mansplaining var opfundet dengang, var det nok på sin plads at bruge.
De tre kvinder var dog i tråd med en voksende antiatomkraftbevægelse, som fik et markant udtryk ved nej’et i den østrigske folkeafstemning om A-kraft i 1978 og betydelig medvind efter nedsmeltsningsulykken på Three-Mile Island i 1979.
Når de tre kvinder taler om det, kan man mærke deres fælles begejstring om det, som de udrettede sammen
Det er mange år siden, at kampen om energipolitikken udfoldede sig. Men når de tre kvinder taler om det, kan man mærke deres fælles begejstring om det, som de udrettede sammen. Så er det som at være til stede sammen med dem, og resten af folketingsgruppen i det socialdemokratiske gruppelokale den januar aften, i 1980, hvor skinnerne til nutidens energipolitik blev lagt.
’Kvinderne på kvisten’ er fra 2020 og består at to afsnit som kan høres på DR’s P1
Kommentarer
Jytte, Jytte og Maiken giver den virkelig hele armen her. Jytte Hilden tager f.eks. uforbeholdent æren for det danske vindmølleeventyr. Det leder tanken hen på Dan Jørgensens tilsvarende fejlagtige, men ofte gentagne påstand om, at det var Svend Auken, der var fadder til det danske vindmølleeventyr. Om partiets og regeringens stilling til atomkraft kan det måske være nyttigt at minde om, hvad der faktisk skete:
Der var et langt tilløb tilbage til 1960'erne til indførelse af atomkraft i Danmark, og i 70'erne var det stadig et progressivt standpunkt i Socialdemokratiet at gå ind for det. F.eks. var folk som Ivar Nørgaard og Ritt Bjerregaard klart på den linje. Det afgørende problem var opbevaringen af radioaktivt affald. Dette stod stadig som et ikke endeligt afklaret spørgsmål i SV-regeringen, og efter dannelsen af Ankers rene socialdemokratiske regering i efteråret 1979 var det tydeligt, at miljøstyrelsen med Jens Kampmann som direktør var meget tøvende med nogen definitiv stillingtagen.Om atomkraft havde jeg i et interview i november sagt, at "står valget mellem en fremtid i frygt og en fremtid med lidt mindre velstand, så skal vi vælge det sidste".
Jeg skulle som energiminister give en grundig redegørelse om energipolitikken på et aftengruppemøde 24. januar 1980. Jeg forholdt mig mest til spørgsmålet om deponeringen af affaldet, hvor der ville gå et års tid med boring i salthorsten på Mors, hvorfor der ikke var grundlag for nogen stillingtagen inden da. Anker havde noget utraditionelt et ganske langt indlæg, hvori han meget åbenhjertigt gav udtryk for sin personlige mening. Han mente, at man ikke ville kunne finde en tilfredsstillende løsning på deponeringen og han talte for en udskydelse af beslutningen om en folkeafstemning om sagen. Det ville under alle omstændigheder være uholdbart med en afgørelse med et lille flertal for og et stort mindretal imod. I mit svar sagde jeg til Ankers indlæg - og til de gruppefæller, der havde sagt, at de syntes bedre om, hvad han havde sagt om atomkraft, end hvad jeg havde sagt - så skyldtes det, at jeg i mit oplæg havde holdt mig til det, der var regeringens politik i sagen. Men jeg sagde så også, at efter denne diskussion i gruppen var det nu min vurdering, at vi ikke fik atomkraft i Danmark i dette århundrede.
Anker sagde til mig i en efterfølgende samtale, at det ikke havde været hans hensigt at lægge op til nogen beslutning, men jeg fastholdt, at efter hans udtalelser i gruppen var der ingen vej tilbage. Jeg ville ikke kunne lade som ingenting i energiplanlægningen. Det accepterede Anker. To dage senere, lørdag 26. januar 1980 talte jeg på et offentligt møde i Socialdemokratiet på Østerbro. Politikens Bo Maltesen refererede dette i søndagsavisen dagen efter: "Erfaringerne fra andre store projekter viser os, at vi ikke kan holde til at muskle os igennem. Hvilken dansk regering kan gennemføre atomkraft, hvis f.eks. 51% af befolkningen siger ja ved en folkeafstemning? På den baggrund og fordi det er urealistisk at forudse noget nyt til fordel for atomkraften på kort sigt, må vi realistisk og konkret se på en fremtid uden atomkraft. det gør vi ved at lave en ny energiplan, men et nej til atomkraft betyder ikke, at vi løser problemerne, kun at vi får andre, siger Poul Nielson".
Energiplan 1981 var således ikke baseret på indførelsen af atomkraft i Danmark. Den var karakteriseret af de store kraftvarmeprojekter, indførelsen af naturgas, energibesparelser og en stor satsning på forskning og udvikling og støtteordninger til vedvarende energi, ikke mindst vindmøllerne. Efter regeringsskiftet i 1982 kunne alt dette stadig fortsætte. I energipolitikken var vi aldrig i opposition. Det lykkedes også at få elsektoren til at påtage sig en konstruktiv rolle i vindkraft udbygningen. For mig personligt var det en stor tilfredsstillelse at være involveret i industrialiseringen og væksten af vindkraften, bl.a. som Dyrtidsfondens bestyrelsesmedlem i Vestas helt indtil jeg i 1994 blev udviklingsminister.
Poul Nielson
Nu rolig, rolig Poul, du tabte i kampen, sådan var det, jeg tager ikke æren for vindkraft. Tværtimod. Jeg var aktiv i debatten mod A-kraftt sammen med masser af folk, osse masser af socialdemokrater. Det var jo netop pointen, der var stor folkelig modstand. Æres dem, der æres bør. Den aften ved netop det gruppemøde blev A-kraft af statsminister Anker Jørgensen reelt sat på sidespor i den danske energiplanlægning. Og der har det stået siden. Læs hans dagbog fra dengang og bogen “Til samfundets tarv” fra 1998 med historien om RISØ. Det gjorde jeg før podcastudsendelsen og jeg læste osse dine erindringer. Apropos i 2018 blev der i folketinget indgået en bred politisk aftale, det højradioaktive affald skal blive liggende 23 år længere, da der ikke kan findes politisk holdbare løsninger til mellemdeponering på dansk jord (folk vil ikke have det i baghaven) -før vi kan flytte det til udlandet! Så det er da godt vi fik sagt “Akraft -nej tak” og i stedet sat gang i vindenergi eventyret, takket være ikke mindst en lille flok vakse forskere på RISØ! Det er det jeg fortæller i DR udsendelsen ganske enkelt, mon ikke du er lidt ømskindet, kh Jytte