Jensens Bøfhus har ryggen mod muren: Tre udgange på corona-lockout

Hvad bliver Jensens Bøfhus’ næste træk i corona-lockout? To arbejdsmarkedsforskere ser kun tre mulige scenarier.
Siden mandag har 25 ansatte ved Jensens Bøfhus været lockoutet, fordi de gennem deres fagforbund 3F har afvist direktør Anders Nikolaisens krav om, at tjenere skal gå 20 kroner ned i løn i timen.  

Det er en virkelig usædvanlig situation

Lockouten kan få ekstra store konsekvenser for Jensens Bøfhus og kædens 700 ansatte, fordi ledelsen har valgt gennemføre lockouten midt i coronakrisen.

Timingen gør konflikten helt usædvanlig, mener arbejdsmarkedsforskerne, Laust Høgedahl og Henning Jørgensen.

“Det er en virkelig usædvanlig situation. For det første er det spektakulært, at vi ser en arbejdsgiver, der benytter sig af lockout-våbnet for at komme ud af en overenskomst. Og det er yderligere usædvanligt, at det falder midt i denne her corona-krise, som i restaurationsbranchen også er blevet til en beskæftigelseskrise,” siger Laust Høgedahl, der er lektor ved Aalborg Universitet, til Netavisen Pio.

De to eksperter er enige om, at der nu kun er tre mulige scenarier for Jensens Bøfhus, som konflikten har udviklet sig.

Lockout gør lønkompensation umulig

Når Jensens Bøfhus er trængt op i en krog, skyldes det, at et nyt svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) slår fast, at lockouten udelukker Jensens Bøfhus fra at få del i de mange milliarder, som staten med den nye trepartsaftale har afsat til lønkompensation.

Det er et generelt princip, at staten skal forholde sig neutral under en arbejdskonflikt

Med andre ord: Jensens Bøfhus kan ikke med den ene hånd lockoute tjenere og gastronomer, der er medlem af 3F, mens man rækker den anden hånd frem og beder om lønkompensation for hjemsendte medarbejdere, som varetager tilsvarende stillinger.

Ganske enkelt fordi, “Det er et generelt princip, at staten skal forholde sig neutral under en arbejdskonflikt,” som det lyder i svaret fra ministeren.
 

Scenarie 1: Jensens Bøfhus fortsætte lockouten og mister retten til lønkompensation 

Det første scenarie er derfor, at Jensens Bøfhus fortsætter deres lockout med de ansatte, som er medlem af 3F. Det er i skrivende stund den aktuelle situation.

Som netop beskrevet, vil det resultere i, at Jensens Bøfhus ikke kan få lønkompensation til hjemsendte ansatte, der betjener de jobs, som hidtil har været dækket af overenskomsten med 3F.

De kan tage kampen og miste det hele

Det drejer sig om alle kædens tjenere, gastronomer, kokke, opvaskere og rengøringspersonale - også selvom de hjemsendte ikke er medlem af 3F.

I sidste ende er det et spørgsmål om, hvor meget de tør satse

Ifølge Henning Jørgensen, der er professor ved Aalborg Universitet, er den taktik ret risikabel for Jensens Bøfhus:

“De kan tage kampen og miste det hele. Det kan i sidste instans blive erhvervs-døden for Jensens Bøfhus,” siger han til Netavisen Pio og tilføjer: 

“I sidste ende er det et spørgsmål om, hvor meget de tør satse. For jeg synes, de (Jensens Bøfhus, red.) spekulerer lidt i situationen. Sådan en spekulation tror jeg ikke vil blive godtaget af hverken de faglige organisationer, befolkningen eller politikerne,” siger Henning Jørgensen, der påpeger, at ministerens afvisning af lønkompensation under lockout er helt i tråd med de arbejdsretlige principper.

I så fald vil Jensens Bøfhus skulle betale de hjemsendte medarbejders løn af egen lomme.

Hvor meget Jensens Bøfhus dermed vil gå glip af i lønkompensation, har hverken Netavisen Pio eller eksperterne overblik over. Men Henning Jørgensen bekræfter, at der er tale om flere millioner kroner.

Scenarie 2: Jensens Bøfhus indgår aftale

Med udsigten til at miste adgangen til kompensationsordningen for en stor del af kædens medarbejdere, kunne Jensens Bøfhus vælge at indgå en aftale med 3F og afblæse lockouten.  

Det har ikke hidtil vist sig muligt, men måske kan de nye omstændigheder sætte skub i forhandlingerne.

Forstå konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus

Baggrunden for konflikten er, at Jensens Bøfhus har krævet, at fagforbundet 3F nikkede ja til en ny overenskomst, hvor tjenere får 20 kroner mindre i timen.

Det har 3F nægtet at gå med til, hvorefter direktør Anders Nikolaisen har varslet lockout af ansatte, som er organiserede i 3F. Det drejer sig om  25 af kædens 700 ansatte.

Ifølge Anders Nikolaisen bør Jensens Bøfhus have en overenskomst svarende til den, som Restaurant Flammen har ind indgået med 3F.

Men ifølge 3F er det ikke rimeligt, fordi Restaurant Flammen alene byder på mad fra buffet - modsat Jensens Bøfhus, som har bordservering.

I lyset af coronakrisen har 3F foreslået, at Jensens Bøfhus afblæser lockouten, og derefter lader en arbejdsretsdommer afgøre det helt centrale spørgsmål i striden: Nemlig om værtinderne på Jensens Bøfhus er at regne for tjenere, som skal have tjener-løn.

Netavisen Pio forsøgte i går at få en kommentar fra Jensens Bøfhus på 3F’s forslag. Jensens Bøfhus har i skarpe vendinger afvist at udtale sig til Netavisen Pio. Læs svaret fra Jensens Bøfhus her.

Forligsinstitutionens dør er altid åben - også i den her type af konflikt

Ifølge Henning Jørgensen er det at foretrække, at parterne finder en løsning.

Begge eksperter beskriver det som helt efter bogen, at man på den ene eller anden måde, får hjælp fra det fagretslige system - enten fra Forligsinstitutionen eller Arbejdsretten.

“Forligsinstitutionens dør er altid åben - også i den her type af konflikt. Så hvis parterne ville, så kunne de godt gå til Forligsinstitutionen og finde et kompromis. I denne her sag synes arbejdsgiverens krav dog ret klart at være, at man ønsker at opsige den gældende overenskomst. Så det gør det svært at finde et kompromis,” siger Laust Høgedahl.

Scenarie 3: Jensens Bøfhus fyrer samtlige medarbejdere

Det sidste scenarie er, at Jensens Bøfhus slet og ret fyrer samtlige medarbejdere. Den løsningsmodel vil dog få en hård offentlig medfart i en krisetid, hvor der bliver opfordret til samfundssind, mener Henning Jørgensen: 

“Det står jo altid en arbejdsgiver frit for at fyre sine medarbejdere. Til gengæld går det mod al det samfundssind, som arbejdsgivere og fagbevægelsen er gået sammen om i trepartsaftalen,” siger han.

Jensens Bøfhus vil i det scenarie stadig have forpligtelse til at betale medarbejderne løn i opsigelsesperioden - typisk i én eller tre måneder afhængigt af den enkeltes kontrakt.

I sidste ende kan Jensens Bøfhus også vælge slet og ret at dreje nøglen om

Er det den løsningen, som ledelsen i Jensens Bøfhus går med, så vil opsigelserne nok i givet fald skulle falde inden onsdag i næste uge, hvor vi tager hul på april måned.

I sidste ende kan Jensens Bøfhus også vælge slet og ret at dreje nøglen om, og dermed sende regningen videre til Lønmodtagernes Garantifond, påpeger Henning Jørgensen: 

“Hvis man i denne her tid bare er benhårde kapitalister og lukker butikken -  og kalder den noget andet om tre måneder - så tror jeg ikke folk vil acceptere det,” siger Henning Jørgensen, der ser det scenarie som både det “dummeste” og det mest farlige for Jensens Bøfhus.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Arbejdsgiveren har ret til at bestemme lønningernes niveau. Hvis de mener 50 kr i timen er ok, så er det bare sådan.

Selvfølgelig har et firma da sin soleklare ret til selv at bestemme lønniveauet.
Vi har tilsvarende ret til at handle andetsteds.

Jeg troede den danske model betød at medarbejderen, den som ejer arbejdskraften, og arbejdsgiveren, som ejer arbejdspladsen skulle blive enige om lønnen?!
Det vist længe siden arbejdsgiveren herhjemme ensidigt fastlægger lønnen.

Jeg troede den danske model betød at medarbejderen, den som ejer arbejdskraften, og arbejdsgiveren, som ejer arbejdspladsen skulle blive enige om lønnen?!
Det vist længe siden arbejdsgiveren herhjemme ensidigt fastlægger lønnen.

Annonce