Foreningen Normstormerne arrangerer undervisningsforløb for elever og lærere i folkeskolen, der skal ”udvide elevernes horisont og forståelse for hinanden, og det samfund vi lever i”, og i 2019 lykkedes det så foreningen at komme med i Københavns kommunes budgetforlig, hvormed de fik tildelt intet mindre end 7,4 millioner kroner af skatteborgernes penge til gennemførelse af nævnte formål.

Siden er det kommet frem, at Normstormerne nægter at fremlægge sit undervisningsmateriale, der utvivlsomt udgør et led i arbejdet på at bryde med elevers og læreres forestilling om, at der findes mere end de to biologiske køn, og at køn ikke er biologisk bestemt, men en social konstruktion.

Derudover har Normstormerne flere gange anvendt sin platform til at fremme stærkt venstreorienterede og identitetspolitiske agendaer, der spænder vidt fra modstand mod Frontex og opbakning til foreningen Fedfront til at anklage bestyrelsesmedlem i Dansk Idræts Forbund Rikke Rønholt Albertsen for transfobi, fordi Rønholt - på vegne af DIF - har slået fast, at man optræder mest rimeligt over for biologisk fødte kvindelige atleter ved at anerkende, at deres kategori er fysisk betinget.

Dette bakkes ellers op af undersøgelser, der slår fast, at transkønnede i sport går ud over fairness og sikkerhed.

Hvornår er det skolens opgave?

Ovennævnte giver naturligvis anledning til en række spørgsmål.

Hvornår kan en foreningen argumenteres at agere så ideologisk og politisk aktivistisk, at det ikke længere kan være hverken økonomisk eller demokratisk forsvarligt at betale foreningen støttekroner?

Hvornår begynder vi i Danmark at drøfte det uforsvarlige ved at fratage forældrene magten til at afgøre, hvilken værdipolitisk dannelse, deres børn bør igennem, ved at lægge op til, at denne rolle og dette ansvar overlades til skolen? 

Mange vil sikkert mene, det er op til forældrene at afgøre, hvilke værdier – særligt dem af politisk og ideologisk karakter – der skal overleveres til børnene, og at denne rolle ikke bør pålægges hverken skolen eller politiske og kønsideologiske foreninger, der end ikke tilbyder åbenhed om deres undervisningsmateriale, som meget tyder på, har andre agendaer end blot at bekæmpe mobning.

Bekymrende, at vi som samfund er parate til at uddele støttekroner til aktivistiske foreninger

Og endelig: Hvordan kan vi i Danmark retfærdiggøre, at piger i dag kan modtage undervisning af aktivister, der helt åbenlyst udskammer kvinder for ”transfobi”, når disse kvinder blot minder os om kvinders rettigheder, f.eks. til ikke at blive udkonkurreret af biologiske mænd i kvindesport.

Som homoseksuel mand – og dermed som en del af LGBT-miljøet – finder jeg det bekymrende, at vi som samfund er parate til at uddele støttekroner til aktivistiske foreninger uden nøgtern eller kritisk vurdering af ovennævnte spørgsmål.

Dette skyldes ikke mindst, at den ideologiske og ofte aggressive tilgang, som de offentligt støttede LGBT-foreninger og deres identitetspolitiske aktivister har valgt, kan virke som et angreb på de af mine øvrige menneskelige og politiske værdier, hvor jeg udelukkende vurderer LGBT-interesser i forhold til andre samfundsgrupper, her f.eks. biologisk fødte kvinder, der naturligvis også har rettigheder og værdige perspektiver i debatter om f.eks. sprog, sport, fængsler og toiletforhold.

Må ikke ske på bekostning af almindelig sund fornuft

Det er positivt, at verden forandrer sig, og at transmænd og -kvinder i stigende grad kan leve åbent som de mennesker, de ønsker at være.

Men udviklingen er uheldig, hvis den sker på bekostning af almindelig sund fornuft, hvor forældre mister retten til at præge deres børn med de foretrukne (køns)politiske, samfundsmæssige og menneskelige værdier, hvis irrationelle hensyn, tiltag og nye normer indføres for at inkludere de få, eller hvis aktivister – nu ovenikøbet med offentlig støtte – gennem udskamning forsøger at ramme de individer og grupperinger, der ikke lever op til de ideologiske identitetspolitiske standarder.

Og taberne bliver ikke kun heteronormative og ciskønnede borgere, men også homoseksuelle og transpersoner, der afviger fra den nævnte aktivistiske og ideologiske retning og som derfor i stigende grad trynes af ”sine egne”, når de forsøger at bringe fornuften tilbage i et samfund, som allerede præges af tilbøjelighed til at give efter for de aktivistiske kræfter for at opnå fred og beskyttelse for ellers irrationelle og urimelige anklager om homofobi og transfobi.