☰
☰
Annonce
Embedsmanden der banede vejen for Corydon og Thunberg
Bogen 'Samfundsreformator' tegner et nuanceret billede af en af de seneste årtiers mest markante topembedsmænd.
Da jeg studerede på Institut for Statskundskab i København i sidste halvdel af 00’erne, var Anders Eldrup en mytologisk skikkelse blandt os studerende.
Mange af os havde på pensum læst om, hvordan Eldrup som departementschef i 1990’erne i parløb med Mogens Lykketoft gjorde Finansministeriet til Slotsholmens absolutte magtcentrum.
Og endnu flere håbede selv at få et job i Finansministeriets ”røde bygning”, der blev regnet som det mest prestigefulde sted, man som ung stud.scient.pol kunne få foden ind for døren.
I sidste halvdel af 00’erne, var Anders Eldrup en mytologisk skikkelse
Susanne Hegelund - forfatter, kommunikationsrådgiver og tidligere journalist på blandt andet DR - har skrevet en spændende biografi om Eldrup, der tager os om bag det mytologiske og viser os, hvordan Eldrup ofte var i førersædet, men også i perioder blev offer for andres beslutninger og magtudøvelse.
'Samfundsreformator', som bogen hedder, følger Eldrup fra barndommen på Djursland, over studietiden i Aarhus, de 28 år i Finansministeriet, som direktør for DONG, hvorfra han i 2012 under stort postyr blev fyret og til tiden efter.
Budgetbissen
Bogen tegner et portræt af Eldrup, der er langt bredere og mere nuanceret end det stereotype billede af de ”djøffere”, der administrerer kongerigets ministerier og styrelser.
Eldrup har ikke blot administreret, men tænkt nyt og langt i forhold til flere af de store udfordringer, Danmark har stået overfor.
Eldrup har på den måde været central
I Finansministeriet handlede det om at udtænke budgetreformer, beslutningsprocedurer, introducere regnemodeller, og lave langsigtede planer for at få Danmark væk fra den økonomiske afgrund, som Knud Heinesen i 1979 havde fortalt, at vi nærmede os.
Eldrup har på den måde været central i at skabe de regler, som nutidens politikere må forholde sig til, når de aftaler finanslove og reformer, og som skal sikre, at der ikke bruges for mange penge.
Man kan se Corydons budgetlov og nutidens omdiskuterede regnemodeller som kulminationen på det system, og man kan i dag spørge om det er gået for vidt, og om politikerne efterhånden er blevet sat skakmat af de stramme regler, som Eldrup lagde grundstenene til?
Når vi i dag taler om ”nødvendighedens politik” handler det om, at politikernes manøvrerum er blevet indsnævret af de mange regler, der administreres af Finansministeriet.
Grøn frontløber
Lige så interessant er historien om, hvordan Eldrup i 2001 blev direktør i energiselskabet DONG, som under hans ledelse overtog sine danske konkurrenter for i 00’erne at blive Danmarks dominerende energiselskab.
Som DONG-direktør lagde Eldrup sin budgetbisse-rolle på hylden, og så sammen med sine højtbetalte medarbejdere - de såkaldte ”guldfugle” - at DONG skulle væk fra den fossile energi og satse stort på havvind.
Som DONG-direktør lagde Eldrup sin budgetbisse-rolle på hylden
DONG skulle være en grøn frontløber. Både fordi det var her økonomien lå, men samtidig beskriver Eldrup, hvordan han efter at have set Al Gore’s film “En ubekvem sandhed” fik et klimamæssigt wake up call.
Havvind-strategien var kontroversiel dengang, men de færreste vil sætte spørgsmålstegn ved den i dag.
Goldman Sachs overtog havvind-strategien, da selskabet købte sig ind i DONG, der senere blev til Ørsted. Og den nuværende europæiske satsning på havvind - seneste med den tyske kanslers besøg i Esbjerg, hvor man aftale at udbygge 150 Gigawatt vindenergi i Nordsøen - viser, at satsningen i 00’erne var særdeles fremtidsorienteret.
Mange afgørende beslutninger
Anders Eldrup har derfor i kraft af sine roller som både budgetbisse og grøn frontløber påvirket vores samfund i forskellige retninger.
Han har haft en finger med i spillet i mange for vores samfund afgørende beslutninger, for eksempel oprettelsen af arbejdsmarkedspensionerne, som jeg ikke vil gennemgå her, men som man kan læse om i Hegelunds biografi.
Det er interessant at tænke over, hvilken del af arbejdet, vi kan lade os inspirere af i dag.
Eldrup reflekterer selv kritisk over det måske lidt for snævre syn på statens budgetter
Eldrup reflekterer selv kritisk over det måske lidt for snævre syn på statens budgetter, han anlagde i Finansministeriet. Han syntes for eksempel ofte, at Svend Auken og hans vindmøller var besværlige, fordi det kostede mange penge.
Men mon ikke der er behov for at tænke lidt bredere end det kortsigtede budgetfokus, når det handler om at tage vare på klimaet og samtidig lave en strategi for Danmark, der også økonomisk er fremtidsorienteret?
Jo, synes Eldrup at være kommet frem til, og det kunne nutidens politikere passende overveje i diskussionen om både regnemodeller og budgetlov.
Politikerne kan starte med at læse Hegelunds biografi om Eldrup, for den giver et godt indblik i baggrunden for nutidens politiske situation.
Bogen giver også anledning til at overveje, hvordan en balance mellem Bjarne Corydon og Greta Thunberg fremover kan opnås via modige beslutninger, der tænker ikke ét men mange år fremad.
Susanne Hegelund. 'Anders Eldrup - Samfundsreformator'. 448 sider, Gyldendal, udkommer 10. marts
Kommentarer
Men Fritz Schur kunne han ikke hamle op med?
Men det var dog befriende, at Fritz Schur blev fjernet fra DONG & SAS, hvor han ikke gjorde megen gavn
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg beklager den overflødige stak af kopier af dette indlæg, som fremkom fordi der efter tryk på send opstår en ventepause, hvor der ingen reaktion er fra modtager. Så trykker man igen :-)
Redaktionen har min uforbeholdne velsignelse til slette de mange ekstra kopier
mvh
Poul
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Jeg tror ikke at Eldrup banalt var op personen Schur, men mod Schur som agent for den liberalfundamentalistiske magtbastion helt ind i venstretoppen, hvor liberalisering og privatisering af det gryende guldæg og energieventyr i DONG skulle gennemtrumfes inden successen bare begyndte at ligne skyggen af det enorme potentiale, som Ørsted og vindteknologien udgør i dag.
I dag ved vi, at vindmølleeventyret både er en industriel succes med eksport af udstyr i mange milliardklassen, samtidig med at vi med den er ved at skabe et eksporteventyr af el-energi og de afledte muligheder for "power to X", der kan erstatte de efterhånden svindende oliemilliarder, der ikke længere flyder fra Nordsøen.
Når dette perspektiv var en torn i øjet på især venstre, var det fordi det i starten var finansieret af PSO afgiften (afskaffet af Løkkeregeringen gradvist fra 2016) og udgjorde en aktivitet, hvor staten foretog investeringer på afgiftskroner.
Da det truede med at blive en bastant succeshistorie, stred det mod kapitel 1. i den liberale dogmebog, som gennem årene er markedsført intenst af de liberale politikere, at staten kan ikke lave forretning (eller for den sags skyld noget økonomisk fornuftigt for skattepengene), det må overlades til private aktører, der har forstand på forretning.
Denne samfundsskadelige holdning har gennem årene været understreget ved en stadig undergravning af det statslige system, først ved at gøre skatteligningen invalid gennem den grundløse smadring af skatteligningen gennem 00-erne, hvor man med påstand om en fanton rationalisering med et ikke eksisterende EDB-system fyrede halvdelen af SKATs medarbejdere og derved sænkede kvaliteten på skatteligningen så voldsomt ned, at vi f.eks. tabte 12 milliarder kr. i udbytteskandalen til udenlandska svindlere og ikke evnede at indkræve enorme skatterestancer.
I Løkkeperioden fortsatte nedgørelsen af det offentlige system med. omfordelingspuljerne, hvor man bruttohøstede 2% af alle offentlige budgetter hvert år, og efterlod den offentlige service i en stadig ringere forfatning. (f.eks. betød det fyring af sygeplejersker, selv om der var akut mangel, samtidig med at men promoverede en udbygning af det private hospitalsvæsen). Sigtet var også her en nedgøre det offentlige system og på den baggrund indføre privatisering og udlicitering, med det sigte samtidigt at gennemføre yderlige omfattende skattelettelser og omfordeling til gavn for egne kernevælgere.
I dag ser vi Europas toppolitikere samles i Esbjerg, for at udstikke en udvikling, hvor vindenergien skal være grundstammen i Europas uafhængiggørelse af Putins gas, og dermed flytte Elbæks visioner op i et gigantisk format, hvor Danmark formentlig i mange år fremover vil opleve et eksporteventyr og fuld selvforsyning af energi.
Man må vel på den baggrund sige, at Schurs mellemspil viste et kighul ind i et lumpent og landsskadeligt spil om magten og milliarderne, hvor staten i dag på alle danskeres vegne vil drage nytte af projektet, medens oligarkerne kan sidde og misunde de russiske tilstande og Løkkes forgyldning af udvalgte kvotekonger.
Dette er så vidt jeg kan se en pseudo debat. Der er ingen der rigtig gider debattere, at der åbenbart er udgivet en bog uden de rette facts. Jeg kan konstatere, at det nok ER FOR hård kost for mange - også socialdemokrater - at komme ind på, HVEM der styrer/ bestemmer udviklingen i Danmark. Derved bliver INTET forandret og livet går videre på falske og ukendte præmisser. Den danske folkesjæl har åbenbart taget dyb dyb skade siden 1950'erne.