Styrelse advarer: Risiko for gaskrise

Mindre russiske gas til Tyskland får nu Energistyrelsen til at tænde advarselslamperne.
Foto: Lisafern/Wikimedia Commons
Gaskomfur
Rusland har skåret gasleverancerne til Tyskland med 60 procent.

Det kan føre til en forsyningskrise, som også kan ramme Danmark lyder advarslen fra Energistyrelsen, som nu skærper beredskabet.

Danmark kan stå over for en egentlig forsyningskrise efter at Rusland har skruet ned for leverancerne af gas til Tyskland via gasledningen Nord Stream 1.

Men danskerne behøver ikke være bekymrede for, om der i den kommende vinter vil være varme i radiatorerne.

Til gengæld kan virksomheder i værste fald risikere helt eller delvis stop for gassen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.

Hæver beredskabsniveauet

Styrelsen har netop hævet sit beredskabsniveau til såkaldt ”Early Warning” og opfordret danske virksomheder og danske energiselskaber til at forberede sig på en situation med mangel på gas.

”Early Warning” er første niveau i Danmarks samlede plan for at sikre gas i tilfælde af en alvorlig forsyningskrise.

Vi står heldigvis robust i Danmark, fordi vi har meget grøn energi

De svigtende russiske gasleverancer til Tyskland er ifølge Energistyrelsen et politisk træk i forlængelse af krigen i Ukraine og de sanktioner, som blandt andet EU har pålagt russerne.

”Det er en alvorlig situation, vi står i, og den er blevet forværret med de reducerede leverancer fra Rusland til det europæiske gasmarked. Derfor erklærer vi nu sammen med andre EU-lande Early Warning for at vise rettidig omhu.” 

“Vi følger udviklingen på gasmarkederne nøje. Vi får stadig gas i Danmark, og vi har planer klar til at sikre forbrugerne. Vi står heldigvis robust i Danmark, fordi vi har meget grøn energi,” siger vicedirektør i Energistyrelsen, Martin Hansen.

Han oplyser, at gaslagrene i Danmark lige nu er cirka 75 procent fyldte. EU- landene har en fælles målsætning om, at lagrene i november i år skal være fyldt 80 procent.

Nødplan klar 

Hvis der mangler gas, har Energistyrelsen en nødplan klar, der skal sikre, at forbrugerne kan få varmet deres huse op til vinter.

Planen omfatter blandt andet frigivelse af nødlagre og at de største gasforbrugende virksomheder kan få stoppet leverancen af gas helt eller delvist i en periode.

”Vi har haft tæt dialog med erhvervslivet om, hvem der kan bidrage i en krise. De fleste af de meget gasforbrugende virksomheder har planer klar til at kunne erstatte gas, men vi vil nu tage fornyet kontakt til virksomhederne for at høre, om myndighederne kan gøre noget for at hjælpe dem” siger Martin Hansen.

Selvom der på nuværende tidspunkt ikke er tale om en decideret forsyningskrise, så er det altså en alvorlig situation.

Og Energistyrelsen opfordrer derfor alle danskere til at spare på energien.

 ”Der er meget at spare, hvis man tænker sig lidt om i hverdagen. Man kan bruge lidt mindre varmt vand. Og det er et godt tidspunkt at gå sit hus igennem på for, at se om det er godt isoleret til vinter.” 

“Det hjælper også at spare på strømmen. Hvis vi sparer på strømmen, så kan vi sælge mere af vores grønne strøm til dem og så kan vi også få gas fra dem i en nødsituationen,” siger Martin Hansen.

 

Fakta: Energistyrelsens tre kriseniveauer

Early Warning erklæres, når der foreligger konkrete, alvorlige og pålidelige oplysninger om, at der kan indtræffe en hændelse, som sandsynligvis vil resultere i en betydeligt forringet gasforsyningssituation og sandsynligvis vil føre til, at alarm- eller nødsituationsniveauet udløses.

Alert erklæres, når der opstår en gasforsyningsafbrydelse eller en usædvanlig høj gasefterspørgsel, hvilket resulterer i en betydeligt forringet gasforsyningssituation, men markedet er stadig i stand til at håndtere denne afbrydelse eller efterspørgsel uden at anvende ikke-markedsbaserede foranstaltninger

Emergency erklæres, når der forekommer en usædvanlig høj gasefterspørgsel, en betydelig gasforsyningsafbrydelse eller anden betydelig forringelse af gasforsyningssituationen, og alle relevante markedsbaserede foranstaltninger er blevet gennemført, men gasforsyningen er utilstrækkelig til at opfylde den resterende gasefterspørgsel, således at det tillige er nødvendigt at indføre ikke-markedsbaserede foranstaltninger

Kilde: Energistyrelsen 

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Krigen i Ukraine skyldes udelukkende vestlig arrogance. Og da først oprustningstoget blev sat på fuld skrue var der ikke længere nogen vej tilbage. For ingen turde betvivle rigtigheden af den paniske massive militær oprustning.

https://www.information.dk/debat/2022/06/goer-naar-russerne-vinder-veste...

Absolut enig i ovenstående kronik.

Jamen du godeste, og her gik jeg i den tro, at det var russerne, der havde invaderet Ukraine .. kan man da slet ikke stole på, hvad pressen herhjemme fortæller os??

Må man anbefale, at de økonomiske modeller tilføjes variabler for/tager hensyn til

- forsyningssikkerhed
- uafhængighed
- at billigst ikke altid er bedst og smartest overordnet set
- at leverandører af kritiske varer ikke behøver at bo på den anden side af jorden

- og at selv nystartede enmandsfirmaer bliver gjort opmærksom på, at det risikabelt, grænsende til det tåbelige, at have kun een samarbejdspartner (leverandør/aftager)

- og at økonomiske modeller ikke udelukkende udvikles og plejes af matematiske økonomer men også får input fra merkantile økonomer og samfundsøkonomer?

Så skal der bare fyres op under kul- og oliekedlerne.

Det grønne liv må altså udsættes et år eller to. Og recessionen udfases før den for alvor får bidt sig fast.

Skolegårdens store bully stopper først, når han smager sin egen medicin.
Han kan ikke tales ud af sit terrorforehavende.
Han forstår ikke den, der blot taler.
Tværtimod opfatter bullyen den, der kun taler, som svag og nem at kue.

Annonce