Mange husker ham som en godmodig gamle mand, der med krum ryg, stok og iklædt et stort smil gik omkring på Sydhavnen som enhver anden borger.

Selvom Anker Jørgensen var en mand, der havde båret titlen som statsminister, så var han på fornavn med hele Danmark.

Det karakteristiske smil, der blev del af de karikaturtegningerne af ham på hans ældre dage, var dog ikke så indprintet som man skulle antage. På de få billeder, der er af ham som ung, var det ofte et stålfast og nærmest plaget blik, der prydede hans ansigt, og det er der måske en god grund til.

Anker Henrik Jørgensen blev født i 1922 på Christianshavn, og han bar mange af de danske arbejderes traumer på krop og sjæl. De Københavnske arbejdere levede ofte i kummerlige og tæt bebyggede områder.

Forhold de færreste mennesker ønskede sig, men som var ideelle for tuberkulose. Moderen døde af sygdommen, da Anker Jørgensen var to år gammel. Faderen, der arbejdede som kusk, bukkede under for den, da drengen var fem år gammel.

Anker Jørgensen var dermed forældreløs som 5-årig.

Faderens søster, Karla Jacobsen, tog Anker Jørgensen til sig. Hun var tobaksarbejder og boede på Bådsmandsstræde på Christianshavn. En kvinde der var nøjsom, pligtopfyldende og som tog sig af Anker Jørgensen, præcis som havde han været hendes egen.

 “Surheden spærrer for udsynet hos mange mennesker”

Det var et liv med få midler, men også en socialdemokratisk opdragelse, hvor der var lagt vægt på at tage til takke og gøre sin pligt; sit arbejde. I de mange tilbageblik Anker Jørgensen gav journalister, gik han nærmest aldrig i detaljer med de hårde kår, som han og arbejderklassen levede under i datidens Københavnske slum.

Selvom han ikke ligefrem ville udpensle trængslerne, så faldt det ham alligevel for brystet, da den folkekære TV-serie Huset På Christianshavn fremstillet områdets trængsler i et romantiserende og lidt for rosenrødt lys.  

“Surheden spærrer for udsynet hos mange mennesker,” er Anker Jørgensen kendt for at sige, og hans eget udsyn på en hård barndom er i hvert fald ikke spærret af bitterhed over en hård barndom.

Anker Jørgensen var socialdemokrat i en tid, hvor det betød, at man på en gang både både rejste sig trodsigt i vrimlen, men også gjorde sin pligt; sit arbejde. Som 15-årig blev en allerede den gang fagligt aktiv Anker Jørgensen ansat i FDB Møbler på Islands Brygge. Svajer blev hans stilling kaldt.

Svajere var de drenge der med ladcykler fragtede varer og dele mellem butikker, værksteder og kunder og susede rundt mellem de få automobiler, motorcykler og lastbiler, der kørte på de Københavnske veje.

Anker Jacobsen stod der dog i et halvt år på hans lønposer, fordi han ikke rettede sin arbejdsgiver. For nok snakkede han faglighed på arbejdspladsen, men han havde også respekt for sin arbejdsgiver, og han udtrykte stolthed over at være en del af sin virksomhed.

Han mente dog ikke, at kapitalismen var ideel, men i stedet for en omvæltning, så skulle arbejderne have større del af virksomhederne og mere indflydelse, men også ansvar. Denne tankegang var med til at afføde et af de mest fremadskuende eksperimenter under Anker Jørgensens ledelse, nemlig ØD eller Økonomisk Demokrati.

En model der skulle overdrage mere og mere styring og kapital til arbejderne, der sammen med arbejdsgivere skulle betale til en fælles form for fond, der skulle bruges fælles. Et eksperiment, der aldrig så dagens lys, selvom regeringen havde konkrete planer.

Dette især fordi at mange til venstre fra socialdemokratiet frygtede at gøre arbejderne til små-kapitalister og dermed ødelægge klasseforholdet mellem arbejdsgiver og arbejder.

Fra pligten som arbejder, tog Anker Jørgensen pligten som soldat. Som 21-årig i året 1943 blev Anker Henrik Jørgensen til menig 686 og overført til Næstved Gardehusarkaserne.

Tre år forinden var tyskerne trådt indover den danske grænse og havde besat landet, men en samarbejdspolitik fra den danske regering havde ført til, at tyskerne til en hvis grænse var fredelige. Men i august 1943 kaldte tyskerne til militær undtagelsestilstand. På kasernen var der forlydender om, at der omkring København var ledt til ildkampe, og Anker Jørgensens overordnede havde bedt ham og de andre soldater være beredt.

I en tid, hvor politikere rask væk sammenligner deres politik med modstandsbevægelsens virke, kan det virke underligt, at det først var sent i livet, at Anker Jørgensen åbnede op til offentligheden om detaljerne i hans modstandskamp.

Det var nok mere en iboende form for pligt, der slog til den nat i august 1943 på kasernen, end en iver efter at kunne fortælle røverhistorier.

“Kl. 4.55 blev kasernen overdækket med granatild og maskingeværsalver, og en kort kamp begyndte, som jeg aldrig vil glemme,” skrev Anker Jørgensen om den nats strabadser, der endte med dansk overgivelse. Det var Anker Jørgensen, der blev sendt forrest med det hvide overgivelsesflag. Men selvom han signalerede overgivelse overfor tyskerne, var der ikke en celle af hans krop, der reelt havde overgivet sig.

Allerede den nat havde han resolut gået ud på roemarken ikke langt fra kasernen, talte sine skridt og begravede sin pistol, velvidende at den væbnede kamp imod tyskerne endnu ikke var ovre med dette tabte slag i Næstved.
 

“Goddag, det er fra modstandsbevægelsen. Vi vil gerne låne dig og din bil"

Anker Jørgensen blev interneret i seks uger, og så snart han var ude, meldte han sig ind i modstandsgruppen P6. Men selv i den væbnede kamp slog hans venlige gemyt til: “Goddag, det er fra modstandsbevægelsen. Vi vil gerne låne dig og din bil,” sagde han til den taxachauffør, der måtte overlevere sin taxa til modstandsbevægelsen aktioner.  

Det var dog ikke sidste gang, at pligten skulle kalde. Helt bogstaveligt, så kaldte den i 1972, da Jens Otto Kragh efter at have trukket en sidste sejr hjem i form af et ja til EF, valgte at trække sig til Folketingets åbning samme år.

“Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det” sagde Jens Otto Krag i hans vanligt rolige tone fra talerstolen efter at have leveret en brandtale.

Inden da havde han ringet Anker Jørgensen op og fortalt ham, at han udvalgte ham som sin efterfølger, og derfra var det kun det praktiske, der stod i vejen for at arbejdsmanden og folketingsmedlemmet Anker Jørgensen nu blev statsminister.

Det er svært at sige, hvad der gjorde, at netop Anker Jørgensen blev valgt. Jens Otto Kragh selv var en mand, der levede livet i overhalingsbanen og på de bonede gulve.

Måske så han det i Anker Jørgensen som han selv manglede: Folkelighed. Måske var det, at den vundne EF-kampagne også havde været særlig hård og tanken var måske, at Anker Jørgensen med en tid som EF-modstander kunne være den samlende figur for Socialdemokratiet og for Danmark. I hvert fald blev det ham, foran den politiske mastodon Per Hækkerup, der dermed aldrig fik lov at løfte magtens tungeste åg.

Selv i rollen som statsminister kom næsen aldrig i sky. En dag skulle Anker Jørgensen  interviewes i Frankrig. Der kom en række teknikere og journalister ind på Anker Jørgensens hotelværelse, hvor de blev mødt af en mand på strømpesokker, der stod på hænder.

Mange ting er sagt om Anker Jørgensens tid som statsminister, og det er sjældent rosende ord, der kommer om den økonomiske politik og den trussel om statsbankerot, som Danmark endte med at stå under.

Men imens at verden er fyldt med dygtige bureaukrater, mænd og kvinder, der ville kunne følge protokollerne og lede, så er Anker Jørgensen en sjældenhed. Måske en type menneske, der for længst er uddød.

Et menneske, der kunne vedblive at være menneske igennem de to ting, der oftest korrumpere: magt og traumer. Det er næsten unfair at dømme Anker Jørgensen kun som statsminister, da han altid forblev bare at være Anker. Han selv sagde:  “Jeg angler ikke efter et stort eftermæle. Jeg håber bare, at de siger: Anker, han var sgu god nok.”

Anker, du var sgu god nok. Æret være dit minde!

Lavet med støtte fra 3F København og 3Fs kulturfond.