Tanker til sommertiden: Senmoderniteten i krisen

Netavisen Pios anmelder har fundet tre brandvarme bøger frem, der kan bruges til at lade op og lade sig inspirere til at reflektere over tidens problematikker ud fra nye vinkler. Den første er en tysk samtalebog om tidens store udfordringer.
Foto: unsplash.com - Dan Dumitriu

Det er sommerferie, og selvom der er så meget derude, politisk og samfundsrelateret, der synes at fratage os den totale frisættelse fra hverdagen, synes samfundshjulene alligevel langsomt at aftage, og vi går ind i ferien for at slappe af, tanke op og adsprede os.

Netavisen Pios anmelder Freddy Hagen har fundet tre brandvarme bøger frem, der kan bruges til at lade op og lade sig inspirere til at reflektere over tidens problematikker ud fra nye vinkler.

Alle tre bøger er omdiskuterede, eller bør i det mindste være det.

De spænder over teorier om samfundet, om naturen og vort syn på denne samt hvad det egentlig vil sige at være i besiddelse af en bevidsthed, der i stigende grad synes at udfordre vort syn på andre væsener, der også ser ud til at have en bevidsthed, ligesom udviklingen af kunstig intelligens synes at udfordre vort syn på os selv.

 

Den første handler om senmoderniteten i krise

Nogle gange er det givtigt at læse en bog, hvor to tænkere debatterer med hinanden og samtidig erkender ligheder og uoverensstemmelser, alene fordi sådan en debat skaber et klarere og mere forståeligt billede af, hvad de hver især mener.

Og sådan er det med denne bog ‘Senmoderniteten i krise’ hvor de to sociologer, Andreas Reckwitz og Hartmut Rosa, har sat hinanden stævne, og hvor de udfolder deres respektive teorier.

Begge sociologer er tyskere, og allerede som udgangspunkt pointerer de, at de er præget af dette lands kritiske tænkning, der nærmere bestemt tog sin begyndelse og fik sin konkrete udformning i den “skole”, der har fået navnet Frankfurterskolen.

Det kendetegnende ved denne skole er, at den benyttede sig af “kritisk teori”.

Derfor, viser det sig, er deres respektive tænkninger heller ikke langt fra hinanden, og i sidste ende er det blot små detaljer, der skiller dem, omend disse detaljer kan have stor betydning for visse udfald.

En samfundsteori

Begge er enige om, at selvom sociologien som metode anvendes mange steder i det moderne samfund, sådan rent praktisk, så er det næsten altid som “bindestregs-sociologi”, det vil sige metodiske analyser, der er designet til og rettet imod særområder.

Hvad der derimod ikke synes af være meget af, er mere sammenhængende og grundlæggende, sociologiske samfundsanalyser.

Begge erklærer, at det er et stigende problem, fordi flere og flere efterspørger sådanne samlede teorier.

Det interessante ved denne lille samtalebog, er, at de begge peger på grunde til at sådanne større værker ikke skrives længere.

For det første, fordi man, tilbage i halvfjerdserne, erklærede “de store fortællingers” død, og senere, som følge af Berlinmurens fald, også erklærede, at selve “historien” var nået sin afslutning, og at der efterfølgende kun var “nødvendighedens” og liberalismens vej at gå ned af.

Idealismernes tid var forbi, og fremover ville det kun give mening at studere fragmenter, delområder og små detaljer.

Ideen om en sammenhængende samfundsteori, der redegør for hele “systemets” dynamik og funktionelle sammensætning syntes utopisk.

For det andet, fordi der simpelthen ikke længere er tid til at skrive sådanne mere sammenhængende teorier om samfundet, fordi universitetet i dag er skruet sådan sammen, at det bedre kan betale sig at skrive mindre tekster, der kan udgives i anerkendte tidsskrifter, hvor de kan blive bedømt af deres fagfæller.

Samtidig er de universitetsansatte mere presset, og i stigende grad bliver deres tid anvendt til at positionere sig og afvikle bureaukratiske krav. Alt sammen forhold der ikke giver tid til yderligere fordybelse med længere og mere komplicerede tekster.

Det er med dette som udgangspunkt, at begge sociologer forsøger at teoretisere over samfundets sociologiske sammensathed, med henblik på at imødekomme efterspørgslen, og fordi de begge mener, at det, pr definition, er sociologiens fornemste opgave at forsøge at få “et overblik” over tidens karakteristika.

Senmoderniteten

Begge er de enige om, at senmoderniteten er særegen, og derfor bør anskues anderledes, end tidligere tider.

Senmoderniteten opstår som fænomen og som modus i slutningen af halvfjerdserne, og er fortsat frem til i dag. Men den er også blot en forlængelse af hele den periode, der kaldes for moderniteten, og som har sit udgangspunkt langt tidligere.

Karakteristisk for moderniteten er især to forhold, som begge sociologer peger på: 1) dens indstiftelse opstår ved at man pludselig erkender, at samfundsstrukturen er menneskeskabt, og ikke givet eller indstiftet af Gud, fordi der her opstår en generel idé om, at samfundet kan tage sig anderledes ud, end hvad der er tilfældet.

Et andet karakteristikum ved moderniteten, som især Hartmut Rosa hæfter sig ved, er acceleration.

Han mener, at selvom vi op gennem hele moderniteten har oplevet at alting er blevet nemmere, hurtigere og smartere, gennem acceleration og via automatiserede køretøjer, maskiner, telefoner og internet, så virker det ikke som om, at vi selv har fået mere tid.

Med ideen om, at man kan lave samfundet om, og at det hele samtidig går hurtigere og hurtigere, synes nogle nye modsætninger at opstå, og det er disse modsætninger, som begge sociologer gerne vil pege på.

Dialektik uden telos

Andreas Reckwitz kalder sig selv for praktiker, og han mener at sociologiens opgave er at fremhæve modsætninger, der altid vil opstå i det moderne samfund.

Og eftersom alting er i bevægelse, så er modsætningerne, og de deraf opstået problematikker, aldrig statiske.

I industrisamfundet lykkedes det at skabe en bred og homogen middelklasse, hvor kollektiv sammenhæng var stærkt udpræget. I dag synes det store credo at være, at vi alle skal individualisere os.

Andreas Reckwitz mener, at det karakteristiske ved senmoderniteten er dens singularitetskultur, hvor et øget krav om selvrealisering synes kraftigere end det tidligere krav om opfylde sine pligter og følge sin samvittighed.

Dette krav om selvrealisering har ført til kriser, når dette projekt - som regel - ikke lykkedes.

Det er samtidig også en politisk krise, hævder han, fordi partisystemet splittes op i mindre partier, det skal varetage “snævre, kulturelt homogene segmenters interesser, og (derfor) afløser den organiserede modernitets folkepartier.”

Ifølge ham bør sociologien pege på hvorledes det for eksempel er en selvmodsigelse, at vi alle skal realisere vores individualitet, samtidig med, at det er blevet et kollektivt krav, der skaber flere “tabere”, end vindere.

Og dette vil nødvendigvis føre til et kollaps i en eller anden udstrækning, ligesom industrisamfundet stødte på sin modsætning, da ønsket om øget individualitet blev et imperativ, som flere og flere tog til sig.

Han mener, at det er sociologiens opgave at påvise modsigelsen, og at opgaven for samfundet så er at finde en løsning inden et eventuelt kollaps.

I modsætning til dialektikeren Hegel, der mente at en tese altid vil blive modstillet af sin antitese, for siden at blive opløst i en syntese, der var rationel, mener Andreas Reckwitz ikke at denne dialektiske bevægelse fører til mere fornuft.

Det er blot bevægelser, der skaber de dynamiske bevægelser i samfundet, og de kan ikke betragtes som mere fremmelige, end tidligere konflikter og kontraster, der også opstod grundet modsætninger.

Afslutningsvist forklarer Andreas Reckwitz, at denne dynamiske dialektik vil fortsætte, med mindre at der vil opstå en mur: for eksempel en miljøkatastrofe, dvs et imperativ, der er uomtvistelig, og som ikke kan løses ved at finde nye veje.

I en sådan situation synes han ikke rigtig at have noget løsning, endsige noget at berette om, måske fordi hans teori netop skal forstås som en art værktøjskasse, der kun tages i anvendelse, når vi står med selve problemet foran os.

Accelerationens stabilitet

I lighed med Andreas Reckwitz mener Hartmut Rosa også, at senmoderniteten er defineret ved kriser.

Men han mener ikke at disse kriser hele tiden opstår via forskellige grader af modsætninger, men derimod at KRISEN i sig selv hele tiden stiger i styrke, fordi de dynamiske strukturer konstant accelererer.

Ifølge ham var datidens opfindelser, der gjorde alting hurtigere, nemmere og mere effektive, måske forløsende, effektive og frigørende, men de er konstant slået over i deres modsætning: at vi har mindre tid, at tingene bliver besværligere og at det effektive samtidig giver os en følelse af fremmedgørelse.

Samtidig er accelerationen stabiliserende, fordi det samfund, som vi har indrettet, er afhængig af, at denne øges.

Der er, så at sige, kalkuleret med at væksten vil stige, og at det i fremtiden vil gå endnu hurtigere.

Men Hartmut Rosa peger på nogle alvorlige problematikker, der er særegne for vor tidsalder: en nærtstående klimakrise kan skabe en pludselig og lammende opbremsning i accelerationen, og flere og flere mennesker oplever det, vi betegner som “burn-out”, dvs en art lammelse, hvor de ikke længere kan følge med.

Resonans

Alt det her er klassisk kritisk teori. Både Andreas Reckwitz og Hartmut Rosa taler om fremmedgørelse, om kriser i de moderne, kapitalistiske samfund, og om jeg-tab.

Men de bruger bare en lang række andre begreber, og dette synes at gøre tricket, for især Hartmut Rosas teorier bliver mere og mere populære, også uden for sociologiske kredse.

Da hans hovedværk ‘Resonans’ udkom på dansk sidste år, fik den anmeldt positivt i stort set alle medier.

Måske fordi han samtidig påpeger, at der er en anden måde at være til på, der ganske vist kræver samfundsmæssige forandringer, men ikke desto mindre kan føre til en højere grad af lykke og livsindhold.

Bedst illustreres Hartmut Rosas idé ved at pege på, at hjemmeplejeren, grundet stress og en følelse af topstyret, skematisk hverdag, kan ende med at “glemme” eller overse, at hun har at gøre med mennesker.

Der er, så at sige, ikke længere resonans mellem hende og den “beboer” eller “behandlingskrævende patient”, som hun skal tilgodese. Det er i hvert fald sådanne, lignende eksempler, som Hartmut Rosa byder ind med.

Et andet eksempel er, når man kigger på det store internet, og på de sociale medier, og synes at fortabe sig i de uendelige informationsstrømme, der flyder over med krav om hvad der skal til for at blive dette “særegne” og unikke” menneske, der realiserer sig selv.

I stedet for at være platforme for nyttig information, og inspirerende input, hvor meninger udveksles, kan det fremstå som hadfrembringende og misinformerende grupperinger, hvor flertallet oplever, at de ikke kan spejle sig i deres medmennesker, samtidig med, at de heller ikke kan realisere tidens krav om at være unik.

Hartmut Rosa peger på, at i en udveksling, hvor der opstår resonans, er der grundlæggende noget ukontrollerbart på spil.

Det er grundet vor tids krav om kontrol, der har ført til en art instrumentalisering, hvor vi hverken kan nyde den frihed, vi opnår ved at få succes, og ej heller kan holde de tab ud, der overgår os. Vi bliver ligesom lukkede og tilgår virkeligheden og dennes opgaver instrumentalt, hvilket i sidste ende gør “resonansen” hul eller “tildækket”.

Ifølge Hartmut Rosa er det derfor resonans, dvs en tilgang til samfund og natur, der er åben og “nysgerrig”, der er brug for. Der skal opstå en mulighed for at mennesket kan tilgå dets omverden, uden at denne virker lukket og fjendtlig.

Hartmut Rosa mener at dynamikken, der har ført til denne “psykiske” acceleration, er opstået ved, at flertallet er bange for at falde ud, og komme bagefter.

Derfor er hans løsen også at denne angst skal imødegås af et fornyet sikkerhedsnet, så man ikke falder så dybt, hvis man oplever et kollaps, et løsen, han ikke står alene med, med som blandt andet den franske stjerneøkonom Thomas Piketty også har argumenteret for.

Skabeloner og idé-udkast

Samlet kan man sige om Andreas Reckwitzs og Hartmut Rosas samfundsteorier, at de virker som en art skabeloner for de dynamikker, der driver samfundet frem, og som samtidig påvirker vores ideer og drifter.

Forskellen mellem dem handler så om, om sociologen blot skal påpege disse dynamikker, udstukket som en slags diagnose, eller om den også kan rumme forestillinger og teorier om hvad der kan gøres ved de kriser, der påvises.

Meget af det, som de to sociologer peger på, er grundlæggende ikke så kontroversielt. Det er ubetinget sandt, at mange oplever stress og udbrændthed, og det er samtidig også påfaldende, og indlysende, at selv forbedrende informatik og forøget dynamik, gennem internet, billige flyrejser og sociale netværker, på en underlig måde har dysfunktionelle og mistillidsskabende elementer i sig, der nærmest skaber flere problemer, end de løser.

Det er samtidig også indlysende, at man inden for politik og en lang række andre områder, herunder også kunst og litteratur, filosofi og psykologi, beskæftiger sig med selvsamme problematikker.

Det særegne ved sociologiske samfundsteorier som disse, synes at bero på hvorledes både Andreas Reckwitz og Hartmut Rosa forsøger at overbevise os om, at disse kriser og sammenbrud hænger uløseligt sammen, og derfor - måske - kun kan tilgås, hvis der findes en mere gennemgribende løsning.

Det må stå til hver enkelt at vurdere, om der er behov for at anskue disse forskellige kriser og problematikker som et samlet samfundsproblem, der kræver en samlet løsning, eller om vore institutioner og samfundsindretningen som sådan, kan justere sig selv, rette lidt her og der.

Under alle omstændigheder er det inspirerende læsning, klart og overskueligt, selvom begrebet “resonans” nok bliver vanskeligt at definere sådan mere konkret og koncist.

Måske er det nok at antyde, at der er behov for en mindre lukket og “maskinel” tilgang til vor omverden, og måske dette kan løse nogle at vor tids problematikker. I hvert fald synes især Hartmut Rosas samfundsteori at vække genklang hos mange.

Andreas Reckwitz & Hartmut Rosa: "Senmoderniteten i Krise. Hvad kan samfundsteorien bidrage med?" Forord af Anders Petersen. Oversat af Tom Havemann. Hans Reitzels Forlag, 2022.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

BREAKING NEW

Messerschimdt kæmper for billige danske smørpriser midt i sommer heden...

Du er vist kommet til at poste din kommentar under den forkerte artikel.

Der er åbenbart ingen grænser for, hvor små skoene kan blive hos Det Blå Svindlerhold https://www.berlingske.dk/oekonomi/mette-frederiksen-talte-om-de-aller-a...

Du er vist kommet til at poste din kommentar under den forkerte artikel.

Thor, 'Det Blå Svindlerhold' er blevet Jeppes varemærke - den hører til i stort set hver kommentar fra hans hånd. Han kommer aldrig videre.
.

Kurt Jensen - 13 juli, 2022 - 18:52 - #25652
Det Blå Svindlerhold

Jeppe du har huller i din viden, derfor:
Lidt om det røde svindlerhold

"Nu får Barbara Bertelsen automatisk udbetalt en årlig bonus – tidligere gav hun den til sig selv" BONUS?????
https://www.berlingske.dk/politik/nu-faar-barbara-bertelsen-automatisk-u...
Hvorfor bliver det ikke stoppet???

"Rasmus Prehn i nye problemer om brug af ministerkort – betalte middage med redaktør og kommentator"
https://www.berlingske.dk/politik/rasmus-prehn-i-nye-problemer-om-brug-a...

"Rasmus Prehn ville have samtlige ministre til at offentliggøre alle bilag – men han vil ikke offentliggøre sine egne"
'Den nuværende fødevareminister Rasmus Prehn (S) havde, da Socialdemokratiet var i opposition, travlt med at hamre løs på Lars Løkke Rasmussen, der som minister havde rod i bilagene. Prehn mente derfor, at samtlige ministre og spindoktorer i den borgerlige regering burde lægge alle deres bilag offentligt frem. I dag står han selv for skud, og nu er tonen fra S-profilen anderledes'.

""Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende".
https://www.altinget.dk/artikel/minkkommissionen-mette-frederiksen-har-g...

"https://www.berlingske.dk/samfund/ungdomspartier-fremfoerte-drukrapport-...
"Nu kan Jyllands-Posten afsløre, at selvom analyseinstituttet Norstat har stået for indsamlingen af data til undersøgelsen, så er det ikke dem, der har skrevet konklusionen.

Det har lobbyfirmaet Rud Pedersen, der er betalt af Bryggeriforeningen, skriver Jyllands- Posten."
RudPedersen: det er her Fie Thorsted Hækkerup er ansat. Ja det er hende, datter af Nick Hækkerup nu direktør i Bryggeriforeningen.
Jeg spørger mig selv: hvor RØD var Nick egentlig?
.

Annonce